»4, 3, 2, 1, zip zip«. Mads Dahlstrøm får 0.a til at være helt stille. En pige sidder med en blå kuffert foran sig. Hun har leget med den i frikvarteret, og aftalen er, at den skal tilbage på plads. Men hun rejser sig først, da læreren forklarer, at hvis ikke hun selv lægger den ind i skabet, så gør han det.

»Nu er der helt ro, så jeg vil fortælle jer noget. Om lidt skal klassen op på tæppet og have massagehistorie. Bagefter skal I tegne, og så er det læsetid, inden I spiser madpakke nummer tre. Når I er færdige med det, skal I på toilettet, og I skal huske at vaske hænder«.

Imens peger lærer Mads Dahlstrøm på piktogrammer på tavlen, som viser programmet. Han beder eleverne om bordvis at sætte sig op på tæppet foran tavlen, hvor de har faste pladser. Han læser en historie om bøgetræer, der rusker og vajer i vinden, og en pige, som friserer sit hår og senere spiller saxofon. Undervejs viser han bevægelserne med sin frie hånd, som eleverne overfører til makkerens ryg.

»Hvor er I blevet gode til at bytte plads«, roser pædagog Karina Poulsen, inden Mads Dahlstrøm læser historien en gang til, så den anden halvdel af klassen også kan få massage.

Lidt senere henvender hun sig til en dreng, der snakker.

»Der er så mange, der er stille. Det skal du også være«.

Mads Dahlstrøm læser historien til ende og lægger op til næste aktivitet, men Karina Poulsen afbryder ham.

»Jeg er stolt af 0.a, fordi I er blevet så gode til at sidde stille på tæppet og give massage. I fortjener en stjerne«, siger hun og får sin kollega til at klistre en stjerne på tavlen.

En Nest-klasse kræver hårdt arbejde

Autisme danner udgangspunkt

Eleverne i 0.a på Katrinebjergskolen går ikke i en helt almindelig klasse: De er kun 16 elever i klassen, hvoraf fire er normalt begavede børn med autisme, som er visiteret til specialundervisning. Og der er to undervisere til stede i alle timer.

Skolen i Aarhus afprøver i tre år den amerikanske inklusionsmodel Nest, hvor man lægger

undervisningen til rette, så eleverne med autisme får tilgodeset deres behov for struktur, overblik, lydniveau og gentagelser. Det kommer hele klassen til gode.

»Alle børn vil gøre deres bedste, og det hjælper vi dem til ved på en visuel og anerkendende måde at italesætte, hvad vi vil have dem til. Det kan virke banalt, for mange af redskaberne ser man også i andre klasser. Men vi bruger hele pakken«, siger Mads Dahlstrøm.

Karina Poulsen synes altid, at hun har været anerkendende, men i 0.a er hun det konsekvent.

»Vi siger ikke: 'Jeg vil have dig til at sætte dig på din plads'. Vi viser, hvad vi vil have eleverne til, ved at rose dem, der sidder på deres pladser. Vi er også selv rollemodeller. Når Mads sætter pilen på 'Hviske' på vores stemmeskala, hvisker jeg også. Vi hæver heller aldrig stemmen, for alt, hvad vi gør, skal give ro«, siger hun.

Det skal ikke forveksles med, at man ikke kan tale i bydeform og stå fast, understreger Mads Dahlstrøm og henviser til pigen med den blå kuffert.

»Eleverne skal vide, at en beslutning står ved magt, så de ikke bliver usikre på, hvad vi mener. Derfor fortæller vi hele tiden hinanden om det, hvis vi træffer en beslutning for en elev i løbet af timen. Det er ligesom derhjemme, hvor børnene skal vide, at når mor har sagt nej, så har far samme svar«, siger han.

Altafgørende at være to

Mads Dahlstrøm og Karina Poulsen kan holde kursen med at udtrykke sig anerkendende og tydeligt, fordi de underviser sammen. Makkerparret har givet håndslag på, at det er okay at fejle, og at de hjælper hinanden med at rette op.

»Da jeg var færdig med massagehistorien, var jeg så fokuseret på næste aktivitet, at jeg glemte at rose klassen for at sidde stille. Men så gjorde Karina det«, siger Mads Dahlstrøm.

På samme måde følger den ene elevernes reaktion, når den anden introducerer noget nyt.

»Hvis de ikke helt forstår, hvad de skal, siger Mads, at jeg skal forklare det igen. Eller: 'Karina, når du siger, at vi skal det og det, så har jeg svært ved det'. Han lægger det over på sig selv, så eleverne kan lytte neutralt til forklaringen en gang til«, siger Karina Poulsen.

Sammen med tre kolleger fra 0.b er hun og Mads Dahlstrøm uddannet i Nest i New York og ved hjælp af aktionslæring hjemme i Aarhus. Uddannelsen har ikke kun givet de fem lærere og pædagoger indsigt i metoden. De dannede team i et år, før de skulle i gang med programmet, og det har gjort dem trygge ved hinanden.

»Vi oplever de samme udfordringer i 0.a og 0.b og tør være kritiske over for hinanden, fordi det indgår i uddannelsen, at det er os og ikke børnene, der skal gøre noget andet, hvis noget ikke fungerer. Nest er meget mere end visuelle skemaer og et ur til at vise eleverne, hvor lang tid en aktivitet varer«, siger Karina Poulsen.

En elev i 0.a har i et stykke tid haft svært ved at blive i klassen. Han forstyrrer de andre, går ud af lokalet og kommer ind igen for at snakke. De fem lærere og pædagoger har diskuteret hans adfærd på et teammøde, og de to psykologer fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), der er tilknyttet projektet, har observeret klassen.

»Nu er det tydeligt for os, at han har brug for at have en af os voksne for sig selv, så vi overvejer at indføre et belønningssystem, hvor han kan spare op til alenetid med os, for eksempel ved at blive siddende med sine opgaver i et bestemt antal minutter. Vi skal være 99,9 procent sikre på at lykkes, så det skal være overskueligt for ham. Samtidig vil jeg fortælle ham, at jeg glæder mig helt vildt til, at vi skal hygge os sammen«, siger Karina Poulsen.

Rammerne gavner alle

Til daglig betragter Mads Dahlstrøm og Karina Poulsen ikke 0.a som en klasse med fire elever med autisme. De ser 16 elever med forskellige behov. Men hvis rammerne ikke tilgodeser eleverne med autisme, kommer deres vanskeligheder tydeligt frem.

»De fire elever med autisme har måske gavn af hele paletten af rammer, men det er også godt for det barn, som har svært ved at sige farvel til sin mor, at forældrene ikke må komme med ind i klassen, fordi det forstyrrer dem med autisme«, siger Karina Poulsen.

Fagligt klarer eleverne i 0.a sig godt, vurderer Mads Dahlstrøm.

»Det siger jeg ud fra, hvad de skal kunne efter børnehaveklasse, og hvad de kan nu. Flere og flere tager store skridt fremad«.

Her kommer tolærersystemet også ind, mener makkerparret. For det gør det lettere at give ekstra instruktion eller udfordringer til enkelt­elever. Underviserne gør også meget ud af at styrke elevernes sociale udvikling. Derfor er der sat en dør i skillerummet ind til O.b. Den bliver åbnet, når der er legetime, så eleverne får flere muligheder for at danne relationer.

Et par gange om ugen får eleverne med autisme social træning af Karina Poulsen og en PPR-psykolog. De taler blandt andet med eleverne om, hvordan man aflæser andre.

»Vi tager den sociale træning med ind i klassen, for eksempel ved at tale om, hvordan vi kan hjælpe en, som er ked af det, med at blive glad igen«, siger Karina Poulsen.

Under historien om pigen, der spillede saxofon, fremhævede Mads Dahlstrøm en dreng, som nød at få massage i nakken.

»Så kunne de andre se, hvordan man kan se ud, når man har det dejligt«, siger læreren.