"Det er rart med priser, fordi man er udsat, når man hele tiden er i medierne, og når man ikke kan lade være med at skrive det, man finder så rigtigt". Sådan lød de første ord fra sociolog på Roskilde Universitet Rasmus Willig, da han fik overrakt titlen som Årets Sveske 2016.

Det gjorde han for sit forskningsarbejde, der viser, hvordan kritik i den offentlige sektor sprogligt returneres på ledelsesniveau. Prisen bliver uddelt af en gruppe lærere, der sammen kalder sig Sveskens venner.

Willig: Mine studerende frygter dårligt liv

Efter at have fået overrakt titlen og den medfølgende pose svesker fortalte Rasmus Willig om sin bekymring for kritikkens kår.

Ny bog er vaccine mod selvcensuren 

"Den moralske forventning om retfærdighed synes at være kommet under et sådan pres, at mine studerende - og måske også jeres egne elever - har en forestilling om, at vi går et dårligere liv i møde. Vi har ikke forventninger om, at det bliver bedre. Og det er den motor, der nu driver populismen", kom det fra Rasmus Willig, inden han for en stund vendte blikket mod USA.

"Når vi alle sammen vender os mod USA i denne her tid, og alle de dekreter, som Trump udsteder, skal vi huske på, at det faktisk allerede er sket i vores eget land; slaget mod ytringsfriheden, en voldsom stigning i antallet af offentligt ansatte, som ikke tør udtale sig om konsekvenserne om de politiske reformer".

"Vi ser censur af forskning, vi har set censur af evalueringen af folkeskolereformen ved hjælp af dobbelttavshedsklausuler", lød det blandt andet videre fra vinderen.

Dobbelt mundkurv til skoleforskerne fra SFI   

Willig: Vejen er tegnet for det værste

For at vende udviklingen er der brug for mange stemmer i den offentlige debat, var opfordringen fra prisvinderen.

"Min lidt maniske tilgang til det her, hvor jeg bliver ved med at skrive om de her ting, er egentlig også en appel til jer, om -når det går så stærkt i de her år - alle sammen at begynde at deltage i den offentlige debat".

Forsker: Minister vender reformkritik mod lærerne 

Og det er særligt vigtigt, fordi vigtige beslutninger i dag bliver taget med stor hast, og derfor er det afgørende, at der er nogen til at pege på de mulige konsekvenser, lød det fra Rasmus Willig.  

"Det går meget stærkt i de her år, og det er som om, at succesformen består i, at vi opdager det, når det er for sent. Så vi skal faktisk tænke de yderste konsekvenser af det, der foregår nu, fordi vejen er ligesom tegnet, og det er min bekymring".

Rasmus Willig udkom i 2016 med bogen 'Afvæbnet kritik', som er et studie i, hvordan kritikken på offentlige arbejdspladser bliver modtaget og returneret. 

Prisen blev overrakt af sidste års vinder politiker i Københavns borgerrepræsentation og lektor Jan Andreasen (S).

Prisvinder: Folkeskolereformen er som en maoistisk kulturrevolution

Tilføjet 9/2:

Jan Andreansens tale til Ramus Willig:

For et års tid siden fik jeg en opringning, fra en folkeskolelærer, der underviste på en folkeskole i en middelstor provinsby.

Hun ringede til mig, fordi hun havde læst en af mine kommentarer i Politiken, om folkeskolereformen. Og fortalte, at hun havde lyst til at sige til mig, at det er rigtig godt, at der er 'nogen der tager bladet fra munden og siger sandheden', som hun udtrykte det.

Jeg takkede hende mange gange, og sagde at jeg naturligvis var meget glad for hendes opringning. Og vi talte frem og tilbage om den aktuelle tilstand i den danske skoleverden. Det var ikke så opmuntrende.

På et tidspunkt, sagde jeg til hende: 'Hvorfor blander du dig ikke selv i debatten? Der er virkelig brug for, at høre så mange stemmer, som overhovedet muligt. Din er også meget vigtig.'

Hun svarede: 'Det har jeg også gjort, men jeg tør ikke længere. En dag blev jeg kaldt ind på min skoleleders kontor. Han sagde til mig, at jeg skulle holde op med at skrive læserbreve, for det skadede skolens omdømme i lokalsamfundet.'

Hun fortalte mig derefter, at hun ikke på nogen måde, havde omtalt eller kritiseret sin egen skole og arbejdsplads. Men udelukkende havde rettet sin kritik mod folkeskolereformen og indgrebet mod lærerne i 2013.

Kære Rasmus

Jeg kan vist godt, uden at overdrive, slå fast, at hvis der er nogen herhjemme der har forsvaret denne kvindelige lærers - og mange andre offentligt ansattes - ytringsfrihed, i de seneste efterhånden mange år. Så er det dig.

Og her taler vi altså ikke om alle de offentlige pingers og departementschefernes ytringsfrihed. Dem hører vi jo på i medierne hver dag. De behøver ikke noget forsvar.

Det er helt andre menneskers ytringsfrihed, du har forsvaret.

Det er lærernes, sygeplejerskernes, jordmødrenes, lægernes, social -og sundhedsassistenternes, pædagogernes, politibetjentenes  og  mange, mange andre offentligt ansattes - ytringsfrihed. Mennesker der står op om morgenen, hver eneste dag, år ud og år ind, og passer deres arbejde.

Mennesker, som måske på et tidspunkt har fået nok.

Mennesker, som er gået til deres leder, med en, forsigtig kritik af forholdene på deres arbejdsplads eller som blander sig i den offentlige debat.

Disse mennesker er stort set retsløse, hvis offentlige ledere beslutter sig for at fyre dem. Det kender vi alle eksempler på. Og jeg skulle hilse at sige, at der ved Gud ikke har været den store støtte at hente, ret mange steder i de senere år. Heller ikke fra de intellektuelle herhjemme. Vi har bestemt ikke længere en kultur som i 1970'erne, hvor der gik 12 marxister på dusinet. Hvor undervisere og forskere på universiteterne gik på barrikaderne og støttede de svage og udsatte i samfundet.

Tværtimod.

Og din kritiske forskning har været markant: I artikler, i interviews, i foredrag og i dine bøger, med titler som 'Umyndiggørelse', 'Kritikkens U-vending' og 'Afvæbnet kritik'. Og mange andre steder.

Du er simpelthen den suverænt mest markante stemme herhjemme, når det gælder forsvaret for de offentligt ansattes ytringsfrihed.

Og så er du en uhyre stærk teoretiker, der i din forskning, har fundet stor inspiration i Frankfurterskolen. Tænk engang, at der er stadig findes en forsker på universiteterne, som beskæftiger sig med kritisk teori. Her i 2017. Og som bruger teorien. Tro det eller ej. Jamen, er det ikke opmuntrende??

Ja, du bruger teorien. Men der er et andet forhold, jeg gerne vil fremhæve ved din praksis….Du og jeg kender ganske vist ikke hinanden personligt. Men du må være helt, utrolig god til at lytte!? (Det har jeg for øvrigt også hørt fra lærere, der har oplevet dig på kurser.)

Det fremgår simpelthen af hele dit virke. Hvor du ikke kun er teoretiker. Men du forholder dig også meget direkte, til den virkelige verden.

Alle dine eksempler på, hvilke svar offentligt ansatte får, fra deres ledere, når de er gået til lederne, med kritik af arbejdsforholdene på deres arbejdsplads, taler deres helt eget sprog. Skal vi tage et par af dem.  Jeg fandt dem på nettet, i et lille live-klip, hvor du selv læser op:

'Hvis ikke du kan klare at arbejde her, bør du finde et andet arbejde.'

'Dèt er bestemt et andet sted. Dèt har vi ikke nogen indflydelse på'.

'Vi skal ikke bruge krudt på noget, vi alligevel ikke kan ændre'.

'Dèt er et grundvilkår, dèt må vi affinde os med.'

'Nu skal vi ikke gøre et større nummer ud af det'.

'Jeg hører hvad du siger, men det bliver ikke anderledes'.

Og så videre. Og Så Videre. Og Så Videre.  Og der er mange flere.

Essensen er klar: Det er altid dit eget problem. Klap i og tag ja-hatten på. Vi vil ikke høre mere brok.

Når jeg hører alle disse citater blive læst op, kommer jeg til at tænke på et af de gamle begreber fra Frankfurterskolen: Repressiv tolerance. 

Et begreb som Herbert Marcuse udviklede i 1960'erne. Ifølge Gyldendals Store Danske Ordbog dækker det over 'en subtil form for politisk undertrykkelse, hvor magthaverne under dække af tilsyneladende lydhørhed tillader eller endog opmuntrer til kritik af samfundssystemet, men reelt kun så længe kritikken ikke rammer systemets grundvold.'

Og det er vel i grunden en meget god definition.

Din evne til at lytte til andre mennesker betød også, at du var en af de første til at se - og gøre opmærksom på - den stresskultur, der har været under udvikling på det offentlige arbejdsmarked i de senere år, som du blandt andet har uddybet i et stort interview i Politiken for nylig.

Det bliver helt sikkert en meget vigtig dagsorden i de kommende år. Stærke politiske kræfter, har en interesse i at undertrykke debatten om - og indsatsen mod - stress på det offentlige arbejdsmarked.

Her må alle gode kræfter stå sammen.

Dejligt at du er med på holdet, Rasmus. Du fortjener prisen som Årets Sveske 2016.  Du er nemlig noget så sjældent, som en intellektuel der tør tage stilling. Og smække svesken på disken.

Tillykke med prisen.