»Jeg var mærket af lockouten. Jeg havde brug for at få lov til at være underviser uden at skulle holdes op på ting i folkeskolen. Mærke efter den lærer, jeg er. Det lød som et spændende projekt og en helt vildt god ide«.

Hun var 28 år og havde ingen planer for sommerferien, så hun kontaktede projektet, kom til samtale og blev ansat. Det er stort set frivilligt arbejde, for underviserne får kun løn for de timer, de underviser, men skal være der hele døgnet, i de to uger campen varer i sommerferien og en uge i efterårsferien.

Projektet er startet og finansieret af Egmont Fondon med kommunal medfinansiering fra de kommuner, der visiterer børn til programmet. Målet er at hjælpe anbragte børn til bedre skolegang og trivsel og forhåbentlig en ungdomsuddannelse.

Her er lærerne altid glade

»Det er ikke grundlæggende anderledes aktiviteter. Den store forskel er, at jeg kun har seks-syv børn ad gangen i modsætning til 28 derhjemme. Det svarer jo til, at vi havde tre dansklærere på hver time. Jeg kan gøre det helt anderledes intenst, fordi ingen behøver at vente. Og jeg er der hele døgnet, så jeg kan følge op på det, der sker, med det samme«, fortæller Camilla Garfort.

Der er heller ikke det samme pres oppefra som i dagligdagen i folkeskolen.

»Når jeg underviser min 4. klasse derhjemme, har vi mål og nationale test. Jeg skal sikre resultater. Her kan jeg i en helt anden grad koncentrere mig om børnene og tage hensyn til den enkelte«.

Camilla Garfort er helt overbevist om, at børnene på campen flytter sig både socialt og fagligt. Nogle af børnene ligger fint fagligt, mens andre har haft mange nederlag. Der betyder det noget, at aktiviteterne er fysiske - for eksempel ordklassekrig med bolde eller nutids-r med fluesmækker. Det bliver ikke dokumenteret, og alle har glemt det et øjeblik efter, hvis én klasker på det forkerte ord.

Masser af inspiration med hjem

Der var fuld power på Camilla Garfort, da hun vendte tilbage til sin skole efter sommerferiecampen. Flere af kollegerne spurgte, hvorfor hun gad bruge 14 dage af sommerferien på at undervise.

»Men jeg kom tilbage og var helt sikker på, at jeg stadig ville være lærer. Jeg kunne mærke mig selv som underviser igen. Og så havde jeg fået masser af inspiration og ideer til fed undervisning med mine børn derhjemme og viden om, hvordan jeg kan støtte op om børn, der har andre vilkår«.

Camilla Garforts leder var meget positiv over for hendes engagement i Lær for Livet og gav hende tid til powertræning for skolens børn i lektiecafeen. 12 elever kom med på forløbet og blev så taget ud seks ad gangen for at powertræne tre gange om ugen. De trænede ordklasser og staveregler med bevægelse.

»Flertallet rykkede sig meget. Det handler meget om motivationen. Det er ikke fedt at blive taget ud til specialundervisning, men powertræning var bare sejt. Mange spurgte til, hvornår det starter igen, og hvordan de kommer med. Det blev meget populært at være powerkid. Det var så fedt«.

I år har Camilla Garfort fået tid til powertræning igen. Men hun kan slet ikke gøre det, så meget som hun gerne ville, eller så meget som eleverne har lyst til. Men det at gøre en forskel - både for børnene på hendes skole og for de anbragte børn på campen - giver hende et kæmpe boost.

»Jeg mærker glæden ved at undervise. Det gør jeg også med mine egne børn. Men her har jeg tiden til at samle tingene op. At blive ved, til de helt forstår det. Jeg behøver ikke at have dårlig samvittighed over ikke at nå dem som derhjemme. Jeg har tid til at være den lærer, jeg virkelig er«.