Filmen viser Tina Nørum Nyrup og Cecilie Skak, når de udfordres i klassen, og når de afprøver nogle af de strategier, som de har drøftet med Lene Straarup under vejledningen. Strategier som er gode til alle børn – ikke kun til de børn, som har det svært, og som kan være svære at nå.
Foto: Filmkompagniet
Gratis film om inklusion giver lærere konkrete værktøjer til brug i klassen
I en ny film kan lærere se, hvordan to kolleger får vejledning i pædagogisk didaktisk relationsarbejde og derefter omsætter det til en elev med opmærksomhedsvanskeligheder. På den måde giver filmen konkrete værktøjer, som lærere kan bruge i deres egen klasse. Producenten kalder filmen sin vigtigste.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I filmen vejleder psykolog Lene Straarup fra Center for ADHD i Aarhus lærerne Tina Nørum Nyrup og Cecilie Skak fra Ans Skole i Silkeborg Kommune i pædagogisk didaktisk relationsarbejde. De lærer blandt andet, hvordan de kan bruge deres opmærksomhed strategisk ud fra princippet om, at man får mere af det, man giver opmærksomhed,
"Selvfølgelig er det bedre for lærere selv at få vejledning, men filmen viser en vej til, hvordan man kan arbejde med børn med ADHD-lignende vanskeligheder. Ja, faktisk med alle børn", siger Marianne Rasmussen. Hun driver Filmkompagniet og har produceret filmen for Center for ADHD med støtte fra Undervisningsministeriets Udlodningsmidler.
Ros styrker elevens selvværd
I det første af filmens tre afsnit laver lærerne blandt andet en liste over alt det, de ikke vil have, at den inkluderede elev gør: At rejse sig fra sin plads, at larme og at forstyrre undervisningen. Derefter tager de det modsatte: Eleven skal blive på sin plads, han må ikke larme, og han skal tie stille, når klassen arbejder.
"Ved at rose ham, når han gør det rigtige, bliver hans behov for opmærksomhed opfyldt, når det går godt, mens han bliver ignoreret, når han gør det, han ikke må. Man opbygger hans selvværd ved at rose hans små skridt på vejen og samtidig nedbringe korrektioner og skæld ud", fortæller Marianne Rasmussen
Uro går ud over alle i klassen
Filmkompagniet har specialiseret sig i at lave film, som viser eksemplarisk undervisning. Der sker ud fra devisen: Ved at vise, hvad der virker, kan vi få mere af det. Selv om "Inklusion i klassen - udvikling af lærerkompetencer" er den 26. i rækken, kalder Marianne Rasmussen den for sin vigtigste film.
"Det skyldes, at der er så meget kaos i folkeskolen. Mange lærere ved ikke, hvad de skal stille op med de børn, som de skal inkludere, fordi de ikke er klædt på til opgaven. Det skaber en uro, som går ud over alle i klassen. Samtidig er det svært for skolerne at finde ud af, hvor de kan hente hjælp. Derfor laves der brandslukning mange steder", uddyber hun.
Svært at få lærere til at stille op
Alligevel tog det næsten et år for Marianne Rasmussen at finde to lærere, som ville medvirke i filmen.
"Først skal skolelederen overbevises om, at det er en god ide med en film, men mange siger nej til at få et kamera inden for døren. Hvis det alligevel lykkes, skal lærere, forældre og elever også overbevises", fortæller Marianne Rasmussen, som har stor ros til skoleleder Keld Sandfeld Simonsen på Ans Skole.
"Han tør, hvor andre tier, og støtter sine lærere ved at åbne dørene for, at de har brug for hjælp. De to lærere i filmen har fået sparring, som de nu bruger hver eneste dag. I filmen kan man se, at der er en vej, og i løbet af 60 minutter kan andre lærere få et væld af redskaber. Det ville selvfølgelig være mere optimalt med direkte undervisning, men det er bedre med lidt hjælp end slet ingenting", siger Marianne Rasmussen.
25 råd og redskaber fra ADHD-foreningen
Også ADHD-foreningen er klar med et materiale til lærere og pædagoger, der arbejder med elever med ADHD i skolen.
"Hvis du arbejder på en skole, spiller du en særlig rolle i barnets liv. Det er dig, der 'ser' barnet hver dag med dine faglige og børnekyndige briller på", lyder det i pjecen "25 råd og redskaber til lærere og pædagoger".
Her kan lærere blandt andet læse om, hvordan man skal forstå barnets ADHD, hvordan man ser barnets vanskeligheder bag adfærden og hvordan man står sammen med forældrene om barnets udvikling og trivsel.
Vigtigt at holde hovedet koldt under en konflit
Der er også et kapitel med titlen "Giv masser af ros og anerkendelse" og et andet om at holde hovedet koldt under en konflikt.
"En konflikt bliver sjældent hverken mindre eller kønnere af, at den voksne bliver vred og ikke tænker klart. Husk, at børnene kun er små mennesker, der er ved at lære at begå sig, og at de har nogle vanskeligheder, som gør det sværere for dem at høre efter, holde sig i ro, følge regler og lære af deres erfaringer", hedder det blandt andet.
En voksen, der forholder sig roligt og venligt, giver barnet tryghed og gør det nemmere for barnet at slappe af eller acceptere det, der udløste konflikten.
"Det er selvfølgelig også en fordel for resten af børnegruppen, hvis de voksne formår at forholde sig roligt i konfliktsituationer", konkluderer ADHD-foreningen.
Du kan se filmen gratis via linket til højre for artiklen. Der er også et link til pjecen med de 25 råd og redskaber.