Da Ellen Trane Nørby for en uge siden indtog talerstolen til Danmarks Lærerforenings årlige kongres, skabte nogle af ministerens ord stor utilfredshed blandt kongressens deltagere. For i talen beskyldte hun lærerne for at tage eleverne som gidsler.

"Jeg synes faktisk ikke, at det klæder jeres fagprofessionalisme og jeres faglige stolthed, hvis man gør eleverne til gidsler i den udviklingsrejse, som folkeskolen skal på", lød det fra ministeren.

Ministeren: Reformen tager tid, men tag ikke eleverne som gidsler

Spørger man sociolog Rasmus Willig fra Roskilde Universitet, der forsker i kritik og har skrevet bøgerne 'Til forsvar for kritikken' og 'Umyndiggørelse', er der god grund til at blive oprørt over Ellen Tranes anklage. For ikke nok med, at kritikken er rettet mod lærernes professionalisme, den ændrer samtidig retningen på lærernes kritik, så den ryger tilbage på lærerne.

"For det første flytter hun objektet for kritikken fra at handle om reformen til i stedet at være rettet mod lærerne som professionsgruppe. For det andet er der inden for lærerprofessionen en udtalt professionalisme om, at man aldrig må bruge børnene som gidsler i den faglige kamp. Det bruger hun så som greb mod lærerne selv, og derved flyttes objektet samtidig med, at hun appellerer til en særlig etik blandt lærerprofessionen. Det parkerer lærernes kritik, og det er en teknik, man ofte ser politisk", forklarer han.

Ministerens kommentar faldt flere af de delegerede for brystet. Fællestillidsrepræsentant fra Vordingborg Mette Brendstrup blev meget provokeret over ministerens anklage. 

"Jeg blev vred, for vi tager ikke eleverne som gidsler. Vi prøver at lære eleverne, at man skal være ærlig, og man skal kunne stole på hinanden. Jeg synes, at vi skal sige det svære højt, og det er også den besked, vi får fra ledelsen", fortalte hun under kongressen.

Ministeren bliver læreren, der taler til sine elever

Et af ønskerne til lærerne lød på at "lægge konflikthandskerne lidt mere til side".

Ifølge Rasmus Willig er det et typisk retorisk middel til at undvige kritik. Han fortæller, at ministeren i løbet af sin tale overtager rollen som læreren, der fortæller sine elever, hvordan de skal opføre sig.

"Det er interessant, at hun bruger et billede med, at det vil være en for stor mundfuld at bide over en hel elefant, og at den derfor skal tages i mindre bider. På den måde kan hun siges at relativere kritikken, og igen vender kritikken mod lærerne. Fordi det er hende, der lige pludselig bliver læreren, der forklarer eleverne, at de ikke har forstået, at det tager tid".

Ministeren er langt fra ene om at afvæbne kritik på denne måde. Det er helt typisk, når der bliver indført ændringer i den offentlige sektor, fortæller han.

"Det er som at sige, at 'Rom blev ikke bygget på en dag'. Ved at anvende den type af vendinger, som har en form for selvfølgelighed over sig, undgår man at forholde sig konkret til sagen. Det er kneb, man ofte hører".

Ministeren burde i stedet forholde sig til de evalueringer, der allerede forelægger. "For så kunne man jo fastslå, at reformen ikke har kunnet betegnes som en succes", lyder det fra forskeren, som tidligere har modtaget en pris fra FTF for sit arbejde med offentlige og privatansattes ytringsfrihed.

Bondo: Lærerne kan ikke overholde loven

Rasmus Willig bider desuden mærke i, at ministeren under talen henvender sig til salens deltagere og siger, at hun ikke antager, at der var nogen af tilhørerne, som mener, at "alt var bedre i gamle dage".

"Her refererer hun til noget abstrakt, hvor alle jo kun på en eller anden måde kan erklære sig enig. Hvis vi alle sammen blev spurgt, om der var noget i livet, vi ville have gjort anderledes for 10 eller 20 år siden, ville vi selvfølgelig nikke. Der vil altid være noget, vi ville have gjort anderledes. Men det er jo ikke ensbetydende med, at den konkrete sag ikke kunne have været grebet anderledes an".

Skaber en politisk undtagelsestilstand

Spørger man Rasmus Willig, er der ikke meget i talen, der tyder på, at Ellen Trane Nørby vil imødekomme lærernes kritik. For når ministeren siger, at hun ikke kan ændre på fortiden, men kun kigge fremad, er det næppe et tegn på, at lærerne kan se frem til forbedringer i fremtiden.

"I vores tid refereres der altid til det, der er fremadrettet og proaktivt, og de, der kigger tilbage i tiden, bliver automatisk nedgjort. I princippet lægger man hele den professionsmæssige erfaring i graven, hver gang man siger det. Man negligerer simpelthen, hvor mange kræfter der er lagt i den pågældendes lærers arbejde over årtier. Samtidig bliver det ikke længere muligt at referere til, hvad der tidligere har og ikke har været en succes. Det skaber et politisk råderum - en form for undtagelsestilstand - hvor man i princippet ikke refererer til en reel nutid, men kun til en fremtid og en datid. Og i den undtagelsestilstand bliver det muligt at fortsætte en reform, der ikke har legitimitet".

Klynk eller kritik? Ubalance giver tavshedskultur

Det mindste lærerne kan forvente er et reelt svar på deres kritik, siger Rasmus Willig. Men det giver ministeren dem ikke.

"Når man kommer med kritik, som lærerne har gjort, så kan man enten forvente, at man får nogle saglige svar på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre eller også, at man fremover vil lave noget om. Men det imødekommer hun ikke".

Ministerens kneb kan give bagslag

(rettet 12:45, red) 

Hvordan talen stiller lærerne og deres kritik, tør han ikke spå om, men han finder det interessant, at ministerens ønske om, at lærerne fremover skal henvende sig til politikerne med deres kritik, blev mødt med latter. For det indikerer, at ministerens retoriske virkemidler kan give bagslag.

"Når det simpelthen bliver for tydeligt, at man hele tiden vender objektet for kritik mod afsenderen af kritikken, så man selv går fri, siger litteraturen, at det faktisk falder til jorden som en boomerangeffekt, og det kan man se ved, at der blev grint af ministerens ord", fortæller han.

For at kritikken skal opnå rigtig genlyd, er der behov for, at der er andre, der får øjnene op for, at kritikken generelt bliver skudt til hjørnespark.

"For lærerne og Danmarks Lærerforening bliver det et spørgsmål, om de politiske afledningsmanøvrer til sidst også falder til jorden for forældre og de øvrige interessegrupper i denne her konflikt. Det ved vi ikke endnu".