"Jeg ønsker jeg alle et rigtigt godt skoleår", skriver Ellen Trane Nørby i et brev stilet til alle landets lærere, pædagoger og pædagogisk personale i folkeskolen.

Ellen Trane Nørby takker lærerne

Tak for jeres indsats i en turbulent tid og god arbejdslyst, lyder det fra den nye undervisningsminister Ellen Trane Nørby i et brev, der i dag er sendt til landets lærere i folkeskolen. Lærernes formand Anders Bondo glæder sig over ministerens initiativ.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg ved, I sidste år har arbejdet rigtig hårdt på at få reformen gjort til virkelighed i en turbulent tid, hvor også de nye arbejdstidsregler er trådt i kraft. Det vil jeg gerne sige jer tak for", skriver Ellen Trane Nørby i brevet, som i dag er sendt ud til samtlige folkeskoler og forvaltninger.

Brevet er stilet til lærere, pædagoger og andet pædagogisk personale i folkeskolen.

Hun understreger, at initiativerne i folkeskolereformen er vigtige for udviklingen af skolen.

"Derfor ligger det mig meget på sinde, at I får ro til at udfylde reformens rammer med jeres faglighed, viden og erfaring ud fra jeres lokale forhold, og at man lokalt arbejder systematisk med at rydde de udfordringer, der har været, af vejen", står der i brevet.

Ny minister: Vi skal skabe ro og bedre arbejdsrammer for lærerne

Særlig opmærksomhed på inklusion

Den nye undervisningsminister lover at have særlig opmærksomhed på, hvilke justeringer der bedst kan støtte lærernes daglige arbejde. Hun peger på, at der er behov for særlig opmærksomhed på især inklusion og samarbejder omkring den åbne skole.

Hun understreger også, at lærerne nu har helt nye muligheder i forhold til at få tilrettelagt lektiehjælp og faglig fordybelse.

"Fra og med skolestart i år er lektiehjælp og faglig fordybelse blevet en integreret del af skoledagen, som alle elever skal deltage i. Det betyder, at der ikke længere er et krav om, at lektiehjælp og faglig fordybelse skal gives i et vist antal timer, eller at det skal ligge som en særskilt blok om eftermiddagen i ydertimerne. Det kan det fortsat gøre, men det er ikke et krav".

DLF til minister: Skaf hurtig inklusionsrådgivning til lærere

 

Bondo roser ministeren

Formand for DLF Anders Bondo glæder sig over, at ministeren vælger at sende et brev til landets lærere. Han mindes ikke, at en minister tidligere har henvendt sig så direkte til lærerne.

"Det er virkelig positivt, at hun takker for den indsats, som lærerne har gjort. Det er virkelig på sin plads, og lærerne har fortjent det. Det er godt, at ministeren har opmærksomhed på det", siger Anders Bondo.

Lærernes formand blev som en af de første inviteret til møde med ministeren, kort tid efter tiltrædelsen, og han synes i det hele taget, at Ellen Trane Nørby er kommet godt for start.

"Jeg ser det her brev og det hurtige møde, som jeg blev indkaldt til, som noget meget positivt. Det er en meget fin start, og det skal hun have ros for".

Største udfordring: Mangel på tid

Han er glad for, at ministeren har fokus på, hvad der skal til, for at skolerne skal lykkes med opgaven.

"Jeg undlader ikke at gøre opmærksom på, at den helt store udfordring er, at alt for mange lærere har for mange opgaver til den tid, der er til rådighed. Det bliver en af de problemstillinger, som vi bliver nødt til at finde et svar på. Det drejer sig om, at eleverne skal have en god undervisning".

Anders Bondo håber, at det med en ny minister bliver muligt i fællesskab at identificere de problemer, der er i folkeskolen.

"Jeg håber, at vi med den ny minister kan blive enige om at lave et retvisende billede, så vi i hvert fald er så enige, som vi kan blive, om, hvad udgangspunktet er.  Så kan vi i fælleskab arbejde ud fra det. Det er noget at det, som jeg gerne vil drøfte med ministeren".