Per Fibæk Laursen skrev i 2007 "Den autentiske lærer. Bliv en god og effektiv underviser – hvis du vil". Dengang blev han kritiseret for titlen. Den provokerede, for hvordan kunne læsningen af bogen skabe både gode og effektive undervisere? På trods af kritikernes skepsis blev bogen en bestseller. Begrebet "den autentiske lærer" havde ramt en forestilling, som mange undervisere gerne ville opleves som i mødet med deres elever.

Nu udkommer Per Fibæk Laursen med endnu en bog med en provokerende titel: "Drop ambitionerne - og lav bedre undervisning". Den bør også blive en bestseller. Den er kort, fyndig og provokerende - og så er den baseret på forskningsresultater. Den kan være starten på et opgør med mange års dansk skolepolitik, der i Per Fibæk Laursens optik har været præget af mange ideale forestillinger om, hvilke problemer folkeskolen og dens lærere kan løse. Forestillinger baseret på en uhellig alliance mellem tidligere tiders reformpædagogik og nutidens krav om omstilling og effektivisering.

Bogens kernebegreb og bærende forestilling er en forestilling om lærerarbejde som håndværk. Lærere er undervisningshåndværkere, der gennem pragmatiske beslutninger om lokale forbedringer udvikler og forandrer deres skole. Det gør de gerne gennem dialog med omverdenen, men forandringer og forbedringer tager tid. Opstår der udefrakommende krav om forandringer i et for hurtigt tempo, går det galt, og der bliver behov for implementering af forandringerne, og ”man bør nære mistro til enhver, der bruger ordet implementere”, skriver Per Fibæk Laursen.

"Drop ambitionerne" består af ti små kapitler, der tilsammen beskriver hele det skolepolitiske område. De første kapitler er kritiske og omhandler temaerne undervisningsdifferentiering, læringsmål, inklusion og noget om computere, elektroniske tavler, PowerPoint med videre. Det er her, ambitionerne skal droppes. Per Fibæk Laursen retter sin kritik mod det, han beskriver som de urealistiske og idealistiske ambitioner, der udefra retter sig mod folkeskolen og dens lærere, og det gør han tydeligt og godt.

Et eksempel: Begrebet undervisningsdifferentiering har været kendt i hvert fald siden 1993, men er stadig både som begreb og som praksis omdiskuteret. Hvad er problemet? Hvorfor har lærere så svært ved at følge anbefalingerne fra for eksempel Danmarks Evalueringsinstitut (Eva)? Det har de, fordi alle kravene er baseret på abstrakte udsagn, som at lærere skal være proaktive og helhedsorienterede. Men hvad betyder det, og hvordan omsættes det til lærerhåndværkernes praksis? Eva skælder ud og kalder lærerne for "smalle" i deres forståelse af begrebet.

Værst er det dog, at undervisningsdifferentiering ikke virker. Eleverne bliver ikke dygtigere, når lærerne differentierer. Videnskaben kan ikke måle en effekt, altså en forskel på, at lærerne gør det eller ikke gør det. Hvordan kan det være? spørger Per Fibæk Laursen. Svaret er, at mange lærere allerede i deres undervisningshåndværkspraksis implicit arbejder differentieret gennem måden, de arbejder med elevdialoger og med ekstramaterialer på.

Skal vi droppe undervisningsdifferentieringen så? Nej, men vi skal "keep it simple". En vending, der bruges som velvalgt udgangsreplik efter mange af bogens kapitler. Særligt kapitlet om læringsmål må vække glæde hos mange lærerlæsere, her er pointen kort, at lærere naturligvis skal arbejde med mål, men at forskning viser, at mål først for alvor bliver effektive, når eleverne inddrages i at sætte dem. Kort og godt: Mål kræver engagement og forståelse fra eleverne, for at de tager dem til sig.

Efter de første kritiske kapitler kommer så de konstruktive kapitler: Hvad kan lærerhåndværkerne gøre? Per Fibæk Laursen foreslår, at lærerne skal holde sig til at undervise i "det basale stof", gøre det grundigt og med dybde og forståelse som mål. Og så skal undervisningen baseres på "de klassiske dyder", der er engagerede lærere, vedkommende undervisningsindhold og gode dialoger mellem lærer og elever.

God undervisning baseres på lærebøger og udvalgte læremidler, ikke på at lærerne selv bruger (al for megen) tid på selvproducerede materialer. Der kan nemlig ikke påvises effekter på elevernes læring, når lærerne selv udarbejder materialer, og de mange fotokopierede ark skaber rod og ikke klarhed.

Man læser side op og side ned og tænker: Hvor har han dog ret, hvor er det dog velgørende og på så få sider! Denne bog anbefales til alle lærere med lyst til at ranke ryggen og tage diskussionen med kolleger om bogens budskab om realisme og lærerhåndværk og til alle lærerstuderende, der har brug for at komme ind på arbejdsmarkedet med ambitioner, men ikke med påbud om at lave det umulige.