Arbejdsgruppe: Faglig læsning skal ind i alle fag

Når faglig læsning tænkes ind i alle fag i folkeskolen, skal det naturligvis også indarbejdes i alle fag i læreruddannelsen. En arbejdsgruppe har nu publiceret en rapport om sprog og literacy i fagene med en oversigt over den mest relevante forsknings- og udviklingsbaserede viden om sprog og literacy i grundskolens fag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den lille rapport (se link til højre) beskriver, hvordan sprog og literacy er skrevet ind i kompetencemålene for lærerens grundfaglighed og undervisningsfag. For eksempel i naturfagene, hvor der står, at den studerende har viden om læsning i faget, herunder mundtlige og skriftlige genrer i naturfagene og formidling gennem digitale medier. Det handler om hverdagssprog, fagsprog og begrebsdannelse.

Det er Nationalt Videnscenter for læsning, der står bag rapporten. Den er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af Eva Maagerø fra Høgskolen i Buskerud og Vestfold, Jesper Bremholm, Professionshøjskolen UCC, Dorthe Carlsen fra UC Syddanmark, Åse Bonde fra Danmarks Lærerforening og Klara Korsgaard fra videncentret.

Faglærere ved for lidt om faglig læsning og skrivning

Arbejdsgruppen beskriver, at sprog og literacy har været skrevet ind i læreruddannelsen som videns- og færdighedsmål siden 2009, men at det er vigtigt, at lektorerne er godt kendt med den faglige læsning i alle fagene, og at der foregår forskning på området.

Alle grundskolens lærere behøver viden om sprog og literacy i deres fag og den viden skal de få gennem læreruddannelsen og efter/videreuddannelse. Gruppen skriver, at læreruddannelsens undervisere mangler viden på området, fordi viden om sprog og literacy i fagene ikke har været knyttet til den faglige uddannelse på universiteterne.

Man læser også i matematik

Rapporten indeholder en liste over relevant forsknings- og udviklingsbaseret viden om emnet i grundskolens fag. 

Videndeling på uddannelserne

I Norge har man erfaringer med at sætte fokus på faglig læsning i en uge med temaet, men det viser sig, at det ikke er nok til at udvikle indsigten i faglig literacy. Den skal være til stede i faget hele tiden og ikke bare i en temauge. Herfra skriver arbejdsgruppen, at det ikke tidligere har været et emne som matematiklæreren eller historielæreren beskæftigede sig med, men det bør de nu, og det bør sikres via ledelse.

Rapporten beskriver, at tekster til undervisningsbrug i udpræget grad er multimodale i dag - det betyder at de sammen med skriftsproget betjener sig af andre repræsentationsformer så som foto, tegninger, layout, grafiske fremstillinger og animationer. Faglig læsning fordrer, at man behersker skriftsproget i kombination med de øvrige multimodale elementer, der bruges i fagenes tekster.

Lyd, billeder, musik og video skal ind i indskolingen

Arbejdsgruppen foreslår, at man kan videndele i området sprog og literacy i fagene på professionshøjskolerne ved at vælge en ambassadør med interesse for området fra hver læreruddannelse.  Denne person peger på en anden fra egen professionshøjskole. Denne gruppe tildeles for eksempel 100 timer det første år til at udvikle og sprede viden om området på eget uddannelsessted. Det kan ske via små og større lokale indsatser - et udviklingsarbejde i en faggruppe, en studiekreds eller et samarbejde med en lokal grundskole.  År 2 skal hver ambassadør vælge en interesseret kollega og arbejdet skal fortsætte, så at det spreder sig.

 

Læs mere

Læs rapport Sprog og literacy i fagene