'Opfordringen til dialog er meget klar, og der bliver gjort ting for at få det til at ske', forsikrede uddannelsesministeren på et samråd tirsdag

Samråd: Stadig ingen skolepsykolog-uddannelse i sigte

Siden 2000 har det ikke været muligt for lærere at videreuddanne sig til skolepsykolog på trods af stor efterspørgsel. Uddannelsesministeren opfordrede i går på et samråd til dialog mellem KL, DLF og Aarhus Universitet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På sin første fulde dag som ny uddannelsesminister var Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale i går eftermiddag i samråd om den manglende uddannelse til skolepsykolog.

Cand.pæd.psych-uddannelsen blev udfaset, da Danmarks Lærerhøjskole blev omdannet til Danmarks Pædagogiske Universitet i 2000, og siden har KL og Danmarks Lærerforening kæmpet for at få den genetableret.

KL: Vi vil have uddannet skolepsykologer med lærerbaggrund i en fart

I 2011 var man egentlig enig med Aarhus Universitet - som DPU i mellemtiden er blevet lagt ind under og derfor i dag har navnet Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP) - om en ny uddannelse med start august 2012.

Første hold studerende startede dog aldrig på den nye uddannelse, og i marts 2013 trak Århus Universitet endelig stikket og erklærede, at man ikke kunne lave en uddannelse, der var "fagligt forsvarlig".

Uddannelsesministeren: Selvfølgelig skal vi uddanne skolepsykologer

Siden har sagen stået i stampe, og derfor var Uddannelsesministeren kaldt i samråd af Dansk Folkepartis Jens Henrik Thulesen Dahl.

Det faglige er universitetets ansvar

Sofie Carsten Nielsen fastholdt dog ligesom forgængeren Morten Østergaard, at hun ikke kan tvinge universiteterne til at udbydde en uddannelse, de ikke finder fagligt forsvarlig.

"Det er altså universitetet og ikke ministeriet, der skal stå inde for fagligheden. Det er hverken op til spørgeren eller mig at fastlægge hvad der er fagligt forsvarligt, eller vurdere om uddannelsesforløbet lever op til kravene til en psykologuddannelse", lød det fra den nyudnævnte minister, som understregede, at hun med en øget inklusionsopgave sagtens kan se behovet for at få uddannet flere psykologer med lærerbaggrund.

"Som alternativ til den gamle uddannelse har Aarhus Universitet tilkendegivet, at de gerne undersøger mulighederne for at oprette en 2-årig uddannelse til skolepsykolog", sagde Sofie Carsten Nielsen.

Parterne skal i dialog

Hun sendte derfor en opfordring til KL, DLF og IUP til at mødes og afsøge mulighederne for at lave en uddannelse, der tilfredsstiller alle. 

"Der bliver i ministeriet arbejdet med at få parterne til at mødes og gå videre i den dialog", forsikrede hun, men understregede samtidig, at lærere og pædagoger i dag kan efteruddanne sig inden for psykologi gennem den to-årige cand.pæd.-overbygning. Den giver dog ikke autorisation som psykolog.

Det svar stillede Jens Henrik Thulesen Dahl sig dog ikke tilfreds med.

Han understregede, at man i meget lang tid har hængt sin hat på et håb om, at parterne vil løse problemet gennem en dialog. Samtidig påpegede DF'eren, at hverken KL eller DLF er tilfredse med cand.pæd.-uddannelsen.

Han opfordrede derfor ministeren til at presse Aarhus Universitet til at komme med et svar på, hvorfor en uddannelse, der ellers tidligere har eksisteret i 40 år pludselig ikke vil være faglig forsvarlig. 

"Hvad betyder det rent konkret, at der i ministeriet arbejdes på at få parterne i dialog? Man kunne måske tvinge dem (Aarhus Universitet, red.) til nogle mere seriøse overvejelser", sagde han.

Hertil svarede ministeren, at Dansk Psykolog Forening tidligere har givet udtryk for, at den gamle uddannelse ikke længere er tidssvarende for et felt, der bliver stadig bredere og mere komplekst.

"Psykologfaget har udviklet sig ganske markant i løbet af de seneste årtier", sagde hun og henviste til, at psykologer i dag for eksempel laver neurologiske udredninger. "Derfor kræver det mere at opnå autorisation", lød det fra Sofie Carsten Nielsen.