Inkluderede børn med funktionsnedsættelser kan få et bedre livsforløb, lære mere og opnå større sociale kompetencer, hvis folkeskolens lærere bliver bedre til at samarbejde med deres kolleger på specialskoler. Det konkluderede forskere fra Roskilde Universitet, da de for nylig offentliggjorde resultatet en undersøgelse af pædagogiske praksisser og erfaringer med at skabe læring, trivsel og udvikling for børn og unge med forskellige funktionsnedsættelser.

Forskere efterlyser samarbejde mellem folke- og specialskoler

Erfaringsudvekslingen kan blandt andet ske ved at lade speciallærere indgå som konsulenter i folkeskolen, forklarede Jesper Holm, lektor på Roskilde Universitet og leder af forskningsprojektet "Sundhedsfremmende pædagogik i hverdagskulturen".

"Lærere i folkeskolen kan lære af, hvordan deres kolleger på specialskoler skaber den struktur, rytme og forudsigelighed i undervisningen, som også har betydning for resten af klassen", sagde Jesper Holm til folkeskolen.dk.

Speciallærer betragter sig ikke som konsulent

Det har Specialcenter Sigrid Undset i Kalundborg taget til sig. Centret deltog i forskningsprojektet, og siden sommerferien har to lærere været tilknyttet hver en folkeskole. Den ene er Kristina Hansen, som dog frabeder sig at blive kaldt konsulent.

"Jeg kommer hverken som støttelærer eller bedrevidende konsulent. Jeg har den samme grunduddannelse som lærerne i folkeskolen og er ikke en bedre underviser end dem, så jeg dikterer ikke, hvad de skal. Vi arbejder sammen om, hvordan vi løser de udfordringer, lærerne står med, og her inddrager jeg selvfølgelig mine erfaringer og min viden om et specifikt område", siger Kristina Hansen.

Lærer får konkrete ideer med hjem fra netværk med andre specialinstitutioner

Til hverdag underviser hun elever med autisme kombineret med lav intelligens, elever med generelle vanskeligheder og elever med forskellige syndromer. Eleverne går i 0. og 1. klasse. Fra sommerferien og frem til efterårsferien har hun desuden været tilknyttet en 2. klasse på Høng Skole hver onsdag. Hun har observeret klassen og samspillet mellem de tre lærere og deres elever, hvorefter de har evalueret i fællesskab i en time til halvanden.

Læreren må ikke stå med siden eller ryggen til

En af klassens 27 elever har problemer med adfærden, og andre har svært ved at koncentrere sig, så lærerne har haft svært ved at skabe ro om undervisningen. Det slog Kristina Hansen, at lærerne havde deres fokus på de faglige mål, og at de ikke tog sig tid til at sende eleverne et eneste, anerkendende blik.

"Et blik fra læreren kan være den opmærksomhed, der skal til, for at eleverne husker det som en god dag i skolen. Når jeg kommer ind i min egen klasse kan eleverne aflæse på mit kropssprog, at jeg vil dem. Jeg kommer med rank ryg, et smil og øjenkontakt til eleverne. På den måde udstråler jeg både ro og autoritet: Nu skal vi i gang". Når en elev rækker hånden op, kigger jeg på ham, så han kan se, at jeg vil høre, hvad han har at sig. Det er vigtigt, at jeg ikke står med siden eller ryggen til", siger Kristina Hansen.

Hun har arbejdet på Sigrid Undset, siden hun blev lærer for otte år siden, og med blot syv elever i sin klasse er hun ikke vant til at stå foran 27 elever. Det løste hun ved at lade blikket vandre rundt, så det også nåede eleverne ude i hjørnerne.

Anerkendelse giver en følelse af fællesskab

Kristina Hansen aftalte med lærerne på Høng Skole, at de skulle gå efter at skabe struktur og tydelighed for eleverne. Derfor skulle lærere indlede timerne med at fortælle, hvad eleverne skulle arbejde med, og hvor langt de skulle nå i løbet af timen.

"Vi lavede også klasseregler sammen med eleverne. De voksne skal lede klassen, men ved at give børnene medbestemmelse, anerkender man dem, og det giver en følelse af fællesskab", siger Kristina Hansen.

Hun spurgte lærerne, om de brugte ros og anerkendelse. Det gjorde de ikke ret tit, så i fællesskab valgte de at prøve det af. Snart voksede børnene en halv meter.

"De tre lærere havde 'glemt' at rose og anerkende eleverne, fordi de selv savnede at få noget tilbage fra børnene. Men ros gør eleverne modtagelige for undervisningen, så man netop får noget tilbage, og så lytter de, når man siger: Det er ikke i orden, det du lige gjorde", siger Kristina Hansen.

Hun sørger for at skabe gode relationer med sine elever.

"Vi har altid travlt, så det er nemt at affeje en elev, som kommer op for at fortælle én noget. Men når man har skabt en god relation, er eleven mere motiveret til skolearbejde, så tiden er godt givet ud".

Lærerne skal være selvkørende

Efter efterårsferien skal forløbet i 2. klassen på Høng Skole evalueres. Kristina Hansen synes, det har været godt, fordi lærerne har været indstillet på at diskutere de ting, hun har lagt mærke til.

"Børnene rykker, fordi de synes, det er rart, at klassen har retningslinjer for samværet. Der er en masse at bygge på i den klasse, men fundamentet skal være i orden. Nøgleordene er ros, anerkendelse og gode relationer, men også et godt forældresamarbejde. Hvis der er opbakning til den måde, vi arbejder med eleverne på, kommer vi langt", siger Kristina Hansen.

Rejsende i inklusion

Hun har det fint med, at hun har udspillet sin rolle i klassen.

"Det er vigtigt, lærerne bliver selvkørende. Det handler først op fremmest om, at de skal komme ind og vise eleverne, at de rigtig gerne vil være sammen med dem: Jeg stiller krav til jer. Til gengæld skal vi have det godt sammen. Som lærer skal man vise eleverne, at man gerne vil hjælpe dem, selv om noget er svært, for når man har trygge børn, kan man skabe en rigtig god undervisning", siger Kristina Hansen, der nu bliver tilknyttet en 1. klasse på Høng Skole.

Følte sig næsten forpligtet til at sige ja

Kristina Hansen blev spurgt af sin skoleleder, om hun havde lyst til at tage ud på folkeskoler og bidrage med sine erfaringer. Det følte hun sig næsten forpligtet til.

"Det er ikke kun eleverne, som har brug for ros og anerkendelse. Det har vi voksne også, og jeg har altid fået gode tilbagemeldinger på min måde at undervise på og for de rammer, jeg sætter op i mine klasser. Når jeg lykkes med noget, vil jeg gerne give det videre til andre", siger Kristina Hansen.

Nok har hun erfaring med specialpædagogiske værktøjer, men det behøver ikke være noget forkromet, der skal til, understreger hun.

"Det er ikke kun på specialskoler, at ros, anerkendelse, struktur og tydelighed virker. Det gælder også i folkeskolen, men lærerne har travlt og skynder sig at slå op i matematikbogen for at nå det faglige".

Langt fra alle 27 elever havde brug for ekstra værktøjer

Kristina Hansen har ikke kun givet. Hun har også fået noget med hjem til sin egen undervisning.

"Som lærer på en specialskole er jeg pænt langt væk fra folkeskolen, men samarbejdet har åbnet mine øjne for, hvordan lærerne arbejder og stor kredit til dem. Jeg har også set, at vi ikke er helt skævt på den på specialcentret. Når vores metoder med struktur og anerkendelse også virker på børn i folkeskolen, viser det mig, at vi gør det rigtige".

Inden sit første besøg på Høng Skole tænkte Kristina Hansen en del over, hvordan det ville være at stå i en klasse med 27 elever. Men hun opdagede hurtigt, at det langt fra var alle, som havde brug for ekstra værktøjer for at være i klassen. Derfor kunne hun bruge erfaringerne med sine egne syv elever til at vurdere deres behov.

"Én har for eksempel brug for, at læreren kommer ned og fortæller, hvad han skal lave, for så behøver han ikke spørge 20 gange", siger Kristina Hansen.

Lærerne skal klæde hinanden bedre på

Foreløbig har Specialcenter Sigrid Undset udpeget to proceslærere, som folkeskoler kan tilknytte mod betaling, men heller ikke centerleder Vagn Engell kalder dem konsulenter.

"De kommer ikke ud for at se, hvad der er galt. De spørger ind til, hvorfor lærerne gør som de gør, hvorefter de bidrager med deres praktiske viden om, hvordan man hjælper elever med at agere i et fællesskab. Man kan ikke bare komme ind et sted, hvor andre lærere har været i lang tid, og sige, hvordan tingene skal være. Det skal ske i et samarbejde", siger Vagn Engell, der forestiller sig, at hans lærere over tid vil arbejde i folkeskolen et par dage om ugen.

"Vi skal klæde hinanden på, så flere segrerede børn kan blive en del af folkeskolen, og det kræver, at vi udveksler erfaringer og viden. Vi har også brug for ideer til, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningen bedre", siger Vagn Engell.