Andreas sidder på den rødbrune trætrappe i entreen. Han løfter blikket fra de sorte fliser og banker endnu engang foden mod trappens gelænder. Storetåen dunker. Han vil ikke i skole.

Hans mor, Heidi, kalder fra køkkenet. Hun vil have, at han skal gå. "Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal køre dig", siger hun. Men han vil ikke. Han vil bare ikke.

Han rejser sig, sparker til væggen og råber: "Jeg går ud foran bilerne, mor".

Andreas' far Rasmus kommer ned ad trappen med hastige skridt. Han tager fat om Andreas og råber ind til Heidi: "Det her går slet ikke. Vi er nødt til at få noget hjælp".

Heidis hjerte hamrer. Det er ikke første gang, hendes 13-årige søn har truet med selvmord. I sidste uge, da hun forsøgte at lave lektier med ham, blev han så frustreret og modløs, at han sprang over til køkkenbordet, tog en af de store knive, og råbte, at det hele ville være meget nemmere, hvis han bare tog sit liv. Den dag kunne hun tage kniven fra ham og holde om ham. Men i dag er det værre. Hans stemme lyder anderledes. Han kan ikke blive rolig igen.

Lillebroderen Mikkel sidder inde i sofaen med sit spil i hånden. Han kigger op, da han hører forældrene prøve at finde ud af, hvad de skal gøre, men siger ingenting. Han skal i børnehave, men han er vant til, at han ikke skal spørge, når den er gal med Andreas.

Heidi ringer til sin mor og beder hende komme og tage sig af Mikkel. Hun får Andreas ud i bilen og sætter GPS'en mod psykiatrisk skadestue Oringe i Vordingborg. På bagsædet begynder Andreas at hulke.

Fuld inklusion Otte måneder tidligere, den 28. marts, kom det første brev fra Vordingborg Kommune om, at inklusionsstrategien skulle laves om. Det var et standardbrev til samtlige 174 elever med specialbehov, hvor Andreas' navn og personnummer var det eneste personlige.

Heidi Huusom fik med det samme en følelse af, at det her ville være noget skidt. Alle børn skal tilbage til deres egne skoler, står der. Det betyder tilbage til Svend Gønge Skolen, hvor han startede i børnehaveklassen og kun gik en måned, hvor han hver dag kom grædende hjem. De andre drillede, og han følte ikke, at læreren kunne lide ham.

Da Heidi står med brevet, kan hun mærke trætheden og modløsheden komme krybende. I lidt over et år har Andreas gået på Kastrup Skole i en specialklasse med tre andre drenge, en pædagog og en speciallærer. For nylig er der kommet to piger ind også. Han er så glad for at gå i skole. Skal det hele ødelægges nu?

Hun kigger ud gennem køkkenvinduet og prøver at mærke efter, om hun tør tro på, at det vil gå godt i en normalklasse. Efter den første måned i børnehaveklasse skiftede Andreas til Sværdborg Friskole, men årene der var heller ikke nemme. Lærerne gjorde, hvad de kunne, men da de ikke kunne få mere end fem timers støtte til ham, selv om han fik ADHD-diagnosen, sagde de fra.

Det betaler sig at klage

Og der er ingen tvivl om, at specialklassen på Kastrup Skole, hvor han får lov til at være sammen med den almindelige klasse i sløjd, musik og idræt, har været helt rigtig. Det er lige den form for inklusion, som Andreas har brug for. Han er også blevet inviteret med til fødselsdagene, og han har mange legekammerater i normalklassen.

Det næste brev fra kommunen kommer først en uge før sommerferien. I brevet står, hvilken klasse Andreas skal gå i, hvilke hold han tilknyttes, hvem der skal undervise og hvor mange elever holdene har. Præcis hvordan Andreas tilbud skal skrues sammen, vil først falde på plads i tiden frem til efterårsferien, fordi skolen vil tilpasse tilbuddet i samarbejde med forældrene.

Møde på skolen Men ingenting er faldet på plads, tænker Heidi Huusom, da hun 6. december knuger knoerne hvide på rattet på vej hjem fra Oringe.   Den psykiatriske afdeling kunne ikke for alvor hjælpe, men henviste Andreas til børne- og ungeafdelingen i Næstved. Sygeplejersken bøjede sig ned, kiggede Andreas i øjnene og sagde til ham, at det var fejt at true med selvmord. Siden har han været helt stille. Og nu skal der fart på, hvis de skal nå mødet på skolen klokken 11.30. Hun vil ikke aflyse, når de nu har ventet og ventet på det møde.

Lidt forpustet går Heidi og Rasmus gennem glasdøren på den gule murstensbygning, hvor Andreas nu har gået i fire måneder - hvis man tæller alle de dage med, hvor Heidi har måttet hente ham, eller hvor han aldrig er kommet af sted.  Hver dag siden efterårsferien har hun måttet køre til skolen klokken 13 for at give ham hans medicin.

På kontoret sidder vicelederen, psykologen, Andreas' matematiklærer, dansklærer og speciallærer.  Heidis klagebrev ligger på bordet. Igen og igen har hun spurgt til, hvornår Andreas kan få noget støtte eller et sted, hvor han kan gå hen, når det hele brænder sammen.

Vicelederen begynder at forklare, at de endnu arbejder på ændringer i forhold til de resurser, skolen har til rådighed. De har ikke nået til at få alting på plads, fordi de har skullet tage imod så mange specialbørn på én gang, men det skal nok blive bedre.

Heidis hænder ryster under bordet. Hun orker ikke at høre mere om, hvor rosenrødt og godt det vil blive til foråret.

"Vi har ikke tid og resurser til at vente mere", siger hun og ser direkte på vicelederen. "Vi kan ikke love, at vi har en dreng til påske. Vi har været på Oringe i morges, fordi Andreas truede med at løbe ud foran bilerne".

Der bliver helt stille i rummet. Vicelederen synker en gang. "Der trængte jeg endelig ind hos dig", tænker Heidi.

Og pludselig er der en masse, der kan lade sig gøre. Mandag får Andreas et møde med inklusionsmedarbejderen, som finder frem til, at Andreas kan være sammen med de andre tidligere specialundervisningsbørn, som endnu ikke er helt inkluderede. Her kan han møde om morgenen i en særligt tilrettelagt holdstruktur, før han kommer over i normalklassen midt på dagen, og så igen tilbage til at spille spil eller bold på holdet om eftermiddagen. Og her er der en pædagog, som kan give ham hans medicin.

Efter et par uger begynder Andreas igen at sove om natten, og han har gode dage i skolen. Alene fornemmelsen af, at han har et sted, hvor han har helle og kan gå hen, når det hele bliver for meget, gør en kæmpe forskel. "Tænk, hvis han havde kunnet få lov til det her fra starten", tænker Heidi. Hun er ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige at inkludere ham - men hun synes, det er gået alt for hurtigt.

Svend Gønge Skolens skoleleder har set artiklen og haft mulighed for at kommentere den.