Heldagsskolerne ligger i socialt belastede områder med mange tosprogede. Derfor var skolerne også dyre i støttepenge, før de blev heldagsskoler.

Så meget koster heldagsskolerne

Erfaringerne fra heldagsskoler ligger bag mange af tankerne i folkeskolereformen. Men der er stor forskel på, hvad de nuværende heldagsskoler koster, og hvordan de bliver finansieret. Folkeskolen.dk har kigget på, hvordan heldagsskolernes budgetter er skruet sammen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Generelt er heldagsskolerne dyrere end en almindelig folkeskole. Det skyldes især, at de integrerer SFO i skoletiden. Det betyder bortfald i forældrebetalingen. Derudover ligger heldagsskolerne ofte i socialt belastede områder med mange tosprogede og elever med behov for ekstra støtte.

Den billigste heldagsskole er dog ikke meget dyrere per elev end de dyre folkeskolepladser. Mens de dyreste er mere end dobbelt så dyre.

Udspil: Folkeskolen bliver en heldagsskole

De dyre drenge Danmarks to største byer rummer de fire af landets heldagsskoler, som har heldagsundervisning på alle klassetrin fra 0.-9. På Klostervængets Skole i København koster hver elev cirka 166.000 kroner, mens Tingbjerg Skoles elever koster cirka 160.500 kroner hver. Til sammenligning koster en gennemsnitlig elev i den almene folkeskole lige under 60.000 kroner.

Begge de københavnske skolers budgetter omfatter de tidligere SFO-budgetter, skolernes oprindelige budget og et ekstratilskud til at dække det udvidede timetal. Skolerne modtager desuden tilskud, fordi de er madskoler, som dermed er forpligtiget til at tilbyde mad til skolens elever for et beskedent forældrebeløb. Københavns Kommune oplyser, at skolernes budget bliver mindre i 2013, fordi en del af opstartsaftalerne frafalder.

Heldagsskoler: Vi løfter de udsatte børn

I Aarhus koster Søndervangsskolens elever cirka 137.000 kroner hver, mens Tovshøjskolens elever topper med omkring 178.000 kroner per elev. Også her er skolernes budgetter stykket sammen af de forhenværende SFO'ers budgetter, skolernes oprindelige budgetter og en dækning af den udvidede undervisningstid.

Børn og Unge-forvaltningen i Aarhus Kommune oplyser, at den markante forskel kan skyldes elevsammensætningen på de to skoler, idet elever fra socialt belastede områder og tosprogselever er dyrere, fordi de kræver mere støtte. Skoleleder Rani Hørlyck på Søndervangsskolen fortæller desuden, at skolen selv søger en del midler til forskellige projekter.

Budgetter med mange elementer I Odense, Høje-Taastrup og Ishøj Kommune dækker heldagsskoleformen kun 0.-6. klassetrin. Alle fire skoler har almindelig skolegang i udskolingen. Det har ikke været muligt at rense skolens budgetter for omkostningerne for de almene elever - derfor er udgiften per elev også automatisk lavere ved disse skoler i forhold til de foregående fire.

På Strandgårdskolen i Ishøj Kommune er udgiften per elev cirka 73.000 kroner. Tallet er fra 2010, da det nye budget endnu ikke er godkendt i byrådet, men kommunen oplyser, at skolen er blevet billigere nu, fordi midlertidige udgifter i forbindelse med opstart af heldagsskoleformen nu er skåret væk.

Heldagsskolen virker kun under de rette forhold

En del af Strandgårdskolens budget består af det gamle SFO-budget, som er låst fast på 2007-niveau. Skoleleder Birgit Andersen håber, der snart kommer noget mere ensretning på området.

"Det er lidt noget teknisk rod, så hvis der bliver lavet en egentlig lov om heldagsskolerne, ville det være dejligt at få det lavet om, så vores budget får sammenhæng og ikke længere er stykket sammen af flere forskellige elementer", siger hun.

Samme budget i seks år Abildgårdskolen i Odense bruger cirka 88.000 kroner per elev, mens byens anden heldagsskole H. C. Andersen Skolen koster cirka 80.000 kroner per elev.

Da man gjorde Selsmoseskolen i Høje-Taastrup til heldagsskole, lavede man budgettet ud fra det daværende meget lille SFO-budget, besparelsen fra lejede SFO-lokaler, som ikke længere skulle bruges og de markante udgifter til støtte til eleverne. På grund af skolens elevsammensætning og det medfølgende store behov for ekstra støtte, blev heldagsskolen ikke dyrere for kommunen, end Selsmoseskolen plejede at være.

Selsmoseskolen har 
succes som heldagsskole

I dag er budgettet præcis det samme beløb, som da heldagsskolen blev lavet for seks år siden - og det på trods af, at skolen dengang ikke havde udskoling. Skolens udgift per elev er dermed faldet fra cirka 120.000 kroner i 2006 til cirka 100.000 kroner per elev i år. Høje-Taastrup Kommune oplyser, at en almindelig folkeskole med omtrent den samme elevsammensætning og dermed de samme udfordringer koster omkring 86.000 kroner per elev.

Hver tredje heldagsskole er lukket

Landets resterende heldagsskoler er ikke medtaget, fordi de enten er blevet eller snart bliver nedlagt. Budgetterne er inklusiv alle skolernes udgifter, dvs. også udgifter til ejendomme og lignende.