Susan Tetler skal tage vare på Christine Antorinis barn 'Inklusionen' i folkeskolen. Hun skal stå i spidsen for det råd, som for ministeren skal indsamle viden om, hvordan det går med inklusionsopgaven i folkeskolen. Rådet består desuden af lærere, skoleledere, en elev og en forældre, specialundervisningsledere, koordinatorer  og forskere fra professionshøjskoler og universiteter. Meningen er, at Susan Tetler skal forsøge at skabe den kobling mellem praksis, professionshøjskoler og forskere, som efterspørges på så mange områder.

"I skal være de første på et rigtigt vigtigt felt, der skal forsøge at skabe en kobling, så vi finder ud af, hvordan vi får et bedre flow frem og tilbage mellem forskerne og praksis", siger Christine Antorini til Susan Tetler, som hun har inviteret til morgenmad og en snak medFolkeskolen.

Hun kender ikke personligt Tetler i forvejen, men som hun siger:

"Alle kender dig og siger, at du er en fantastisk kapacitet inden for at kombinere forskning og praksis. Så jeg håber, at vi får et godt bud på, hvad der sker i forskningsmiljøet, hvordan vi får det ud i klasseværelserne og hvad vi mangler viden om. Og så skal det også ses i sammenhæng med vores nye rådgivningsteam, som går ud og hjælper i kommunerne".

Susan Tetler har da også baggrunden for at kunne koble viden og praksis med 30 år som lærer og speciallærer og 10 år som forsker i specialpædagogik.

"Det er en helt unik situation, vi står i, fordi der i øjeblikket er så bred konsensus på alle niveauer om inklusionen. Det betyder noget, når man skal sætte gang i så bred en udvikling. Kommunerne arbejder seriøst med det, skolelederne har taget opgaven til sig og arbejder med at implementere det, så man kan give lærerne ejerskab. Og det er det allervigtigste: Lærere, pædagoger og forældre har ejerskab til den her opgave", siger Susan Tetler.

Diagnoserne er blevet en undskyldning

Susan Tetler støtter fuldstændig Christine Antorinis udmeldinger om, at der skal være plads til  elever med særlige behov  i folkeskolen.

"Der er sket en tredobling af børn, der er placeret i specialklasser og skoler på de seneste 10 år. Det kunne tilsyneladende blive ved, behovet var umættet. Jeg er fuldstændig enig i, at det er tendens, der må brydes. Det må være muligt at løse på andre måder".

Men hvad er årsagen til at flere og flere har særlige behov?

"En af årsagerne er måske den neuropsykiatriske hjerneforskning, som har fået vind i sejlene. Den udtrykker et diagnosesyn på børn, som har adfærdsmæssige problemstillinger, som udfordrer lærerne i hverdagen. Man får lavet en uhellig alliance mellem lærerne og forældrene, for kan barnet få en diagnose.  Så bliver de på en måde fritaget for skyld og ansvar, samtidig med, at det har været den perfekte vej til få udløst resurser. Det er ikke en skam i dag for et barn at have en diagnose - heller ikke for forældre og lærere - så det er blevet meget populært".

Brug for en kulturændring

Susan Tetler understreger, at der er masser af viden og kompetencer ude på skolerne. Kunsten er at få samlet viden og erfaringer sammen og sat den i spil, så den ikke bare eksisterer isoleret på skoler og i kommuner. Men samtidig mener hun, at der er brug for en kulturændring blandt lærerne, hvis inklusionen skal lykkes.

Nyt inklusionspanel

"Den største udfordring bliver at gøre undervisningsdifferentiering til en kultur og ikke en metode, som man griber til, når man har 10 minutter til rådighed. At det kommer til at gennemsyre skolens læringskultur, at man tænker differentieret, varieret og fleksibelt for at imødekomme den diversitet, som bestemt ikke bliver mindre. Vi har talt om det i 30 år og er enige om at det er det, vi gerne vil arbejde hen i mod. Men tilsyneladende er det ikke lykkedes særlig udpræget at finde ud af, hvilke værktøjer og organisationsformer vi skal tænke i, for at det bliver hverdag og ikke bare noget, vi gør en gang i mellem".

Hun peger på øget gruppe- og holddannelser - på en kreativ måde.

"Diskussionen har meget handlet om niveau, men der kan være mange andre måder at lave holddannelser på, kortere og længere. Det vigtigste er at bevare elevernes motivation til at lære. Sikre, at også mere marginaliserede elever oplever, at de kan bidrage til fællesskabet, så de står stærkere i egen og de andre elevers bevidsthed. Det handler i høj grad også om, hvordan man tænker om disse børn". 

Men kræver øget holddannelse ikke, at man holder sig til små klasser eller har to lærere på?

"Nej, ikke nødvendigvis. Men det kræver en kreativ skemalægning. Jeg har selv været skemalægger i protest mod vores teknokratiske skemalægger, der sagde, at intet kunne lade sig gøre. Jeg synes også nogle gange, at vi selv kommer til at spærre for de muligheder, der er. Lidt mere kreativ og måske oftere skemalægning. Måske skulle man skifte skema hver termin eller hver måned", foreslår Susan Tetler.

Ikke en spareøvelse

Men  Susan Tetler mener dog ikke, at alle problemer bare kan løses med kreativitet. Kommunerne skal sikre, at der er støtte og specialuddannede lærere, der kan vejlede de almindelige lærere på skolerne. Det er ikke den enkelte lærers opgave alene og alle skal ikke have samme spidskompetencer, siger hun. Men hvis der bliver delt viden og er den nødvendige støtte, er hun sikker på, at skolen kan håndtere opgaven.

På Folkeskolen talte vi i forbindelse med clearinghouserapporten med tre lærere på Lykkeboskolen, de har ikke set noget til de penge, der er blevet sparet, når de inkluderer flere specialundervisningsbørn - kan du, Christine Antorini garantere, at de får de penge med fremover?

Inklusionen er i fuld gang på Lykkebo Skole

"Jeg kan ikke garantere, at de får de penge, men jeg kan sige, hvad der ligger i den aftale, vi har lavet med kommunerne. For jeg kan godt forstå frustrationerne, hvis det man har oplevet er, at man ikke har kunnet give børnene den nødvendige støtte, og der bare er blevet sparet og sparet. Det er også derfor denne lov er blevet lavet, med klar tilkendegivelse af, at det ikke er en spareøvelse".

Antorini fortæller, at hun hele tiden bliver spurgt, hvorfor lærerne ikke har fået pengene. Og hun undrer sig også over, hvorfor man ikke har gjort noget ved inklusionen tidligere.

"Men nu går vi altså i gang. Og vi måler på det. Så når vi om trekvart år skal følge op på kommuneaftalen, så er det for at se, om der er kommet de understøttende mekanismer. Så forhåbentlig vil man få den oplevelse derude, at der faktisk er noget, der kan hjælpe en i arbejdet".

 Der er gode eksempler derude

Undervisningsministeren mener, at der også er flere steder, hvor det går rigtig godt med inklusionen, og hvor kommunerne har skabt en fælles dagsorden. Hun peger på Aarhus Kommune, som har sat et meget stort inklusionsprogram i gang  i hele kommunen, hvor lærerne og ledere blandt andet er gæster på hinanden skoler for at lære af det de ser.

Din undervisning gør mig bedre

Det bliver også en af opgaverne for Susan Tetler og det nye panel at pege på, hvor der foregår inklusion, som andre skoler og lærere kan lære af.

"Inklusionsopgaven er stor og kompleks og omfattende, så der er ikke mønsterkommuner. Men der er forskellige kommuner, der tager fat. Horsens arbejder systematisk med at få gode forbindelselinjer mellem forvaltningen og skolelederne. Andre steder er indsatsen centreret omkring PPR's arbejde. Der er tiltag og indsatser overalt, så kan man få det samlet sammen, kan man få et godt billede af, hvilke vilkår der er gode for det inklusionsarbejdet", siger Susan Tetler.

Christine Antorini mener, at det er en fejl, at man hele tiden forventer, at det vil går skævt. Men kan jo også forestille sig, at meget vil gå rigtigt godt - ikke mindst fordi den seneste Clearinghouse rapport viste, at det kan styrke alle børn - både dem med særlige behov og almenbørnene - hvis man inkluderer.

"På partnerskabsmøderne snakkede vi rigtigt meget om inklusion. Det, der gik igen var: Hvornår er tiden inde til, at vi ikke længere snakker om inklusionsindsats, men om hvordan får vi en styrket almen folkeskole. Med inklusion har man sagt, at det er et problem, at der er nogle, der er anderledes. Jeg ved ikke, hvornår tiden er moden. Men det ville da være fantastisk, hvis vi bare havde kunnet kalde det nye center I skal være en del af for "Resursecenteret for styrket almen undervisning".