Bjørn Hansen fra DLF glæder sig til at høre, hvilke former for inklusion der virker ifølge forskningenFoto: Stig Nielsen
Lærere og forældre: Inklusion kræver en indsats
Danmarks Lærerforening og Skole og Forældre glæder sig over Clearinghouses melding om, at inklusion kan lykkes og med gode resultater for alle elever. Men begge organisationer understreger, at det kræver, at der bliver givet resurser, skabt planer og at alle parter inddrages.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er da dejligt at høre, at der nu er forskningsmæssig belæg for at sige, at det kan lade sig gøre og at det gavner. Det har vi jo sagt hele tiden. Men jeg savner at høre, hvilke indsatser der skal til, for at det lykkes", siger formand for Skolepolitisk Udvalg i DLF Bjørn Hansen.
Annonce:
Han understreger, at det er et krav for at inklusionene skal lykkes, at alle elever har udbytte af den.
"Det er vigtigt, at høre om de gode eksempler og får dem bredt ud. Der skal resurser til, en bred indsats, handleplaner og mål for at det bliver godt".
Clearinghouserapporten konkluderer, at inklusionene kan give bedre faglige og sociale resultater også for almeneleverne. Det mener formand for Skole og Forældre Benedikte Ask Skotte, at forældrene vil læne sig op ad.
"Jeg er gået fra skeptisk til positiv i forhold til inklusion i takt med, at der er kommet mere og mere forskning, som siger, at det kan lade sig gøre. Og denne rapport kan give forældrene sikkerhed for, at det kan gavne alle børn".
For hende er det også vigtigt, at rammerne er i orden.
"Det vigtigste er, at lærerne føler sig trygge og klar til det. Ellers kommer det ikke til at fungere. Og så skal lederne forstå at administrere opgaven, og der skal være et tæt samarbejde, hvor man inkluderer forældrene og deres viden om børnene", siger hun til folkeskolen.dk.