Anmeldelse

Læsning og skrivning i alle fag

Læsning og skrivning i alle fag

Et kvalificeret bidrag til arbejdet med at løfte læse- og skriveundervisningen i alle fag - gratis.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Læsning og skrivning i alle fag" er et led i Danmark Lærerforenings læseprojekt "Vi læser for livet". Bogen bliver udsendt til alle landets folkeskoler.

Fakta:

Titel: Læsning og skrivning i alle fag

ISBN: 9788772817217

Pris: 250 kroner

Sider: 238 sider

Type: Bog

Forlag: DafoloDanmarks Lærerforening

Bogen er delt i to dele, hvor første del indeholder generelle og teoretiske artikler om faglig læsning og skrivning. Her præsenteres og diskuteres flere spændende læsetemaer. Blandt andet at læsning og skrivning ikke er statiske begreber. Et nyere begreb "literacy" dækker over, at læse- og skrivefærdigheder i høj grad har en dannelsesfunktion og er afgørende for den enkeltes muligheder for at indgå i forskellige fællesskaber.

Tekstaktiviteterne at berette, instruere, informere beskrivende, forklare og argumentere forklares grundigt med ideer til, hvordan man kan arbejde med dem.

I artiklen om tosprogede elevers særlige udfordringer er det især det faktum, at sproget varierer afhængigt af situationskonteksten, der kræver særlig opmærksomhed. Tosprogede elever har sværere ved at stille om fra hverdagssprog til skolesprog. Hvordan kan vi som undervisere tilbyde stilladsering?

I anden del af "Læsning og skrivning i alle fag" præsenterer forskellige faglærere deres fag og kobler teorier om faglig læsning og skrivning til aktiviteter i undervisningen. Læseren får inspiration til, hvordan den faglige læsning og skrivning kan integreres i faget.

Både den teoretiske og den mere praktiske del af bogen byder på relevante og inspirerende artikler. For både faglærere og læsevejledere er der ideer til fremtidige aktiviteter. I den praktiske del er det relevant at læse flere af faglærernes artikler og gøre dem til fællesstof for hele teamet. Læsevejlederne bør hjælpe bogen på vej ved at formidle den til alle team. "Læsning og skrivning i alle fag" er et kvalificeret bidrag til arbejdet med at løfte læse- og skriveundervisningen i alle fag.