”Jeg tager ansvaret fra barnet, når barnet ikke magter at have det. Så overtager den voksne, forbliver rolig – man er ikke truende, man stiller ikke krav – man er der bare”.

Sådan beskriver Tenna-Mari Christiansen sit arbejde med den pædagogiske tilgang low arousal. Hun er lærer på Peter Willemoesskolen i Assens og underviser primært i indskolingen. Sammen med sine kollegaer har hun igennem flere år arbejdet med pædagogiske tilgange, der har til formål at dæmpe konflikter med og mellem eleverne, men fra januar i år har skolen mere systematisk satset på low arousal, som også kaldes rogivende eller roskabende pædagogik.

Selv om Peter Willemoesskolen er en lille folkeskole i et idyllisk hjørne af Vestfyn, har skolen i perioder haft sin andel af børn, som stak af eller var udadreagerende, og lærere, som blev sparket, truet og spyttet på.

”Det, der tit kører i mit baghoved, når det spidser til, er: ’Han har gjort det bedste, han kunne, han har gjort det bedste, han kunne …’ siger Susan Gregersen, som er pædagog på skolen og ansat i forbindelse med skolens satsning på low arousal.

”Den voksne skal tage ansvaret på sig og sige: ’ Barnet kan ikke være i det her, så hvad kan jeg ændre?’ eller: ’Hvordan kan jeg hjælpe barnet?’ Det er ikke sikkert, at jeg selv kan ændre noget, men det kan min kollega måske. Så er det mit ansvar at skaffe den hjælp til barnet”, forklarer hun.

Ekstra hænder og øjne i klassen

Når Peter Willemoesskolen har kunnet ansætte Susan Gregersen og hendes pædagogkollega Mette Grauslund, skyldes det blandt andet, at skolen har fået en pose penge fra Undervisningsministeriet til at arbejde med udsatte børn i skolefritidsordningen. Det har været med til at give skolen mulighed for at ansætte de to ekstra pædagoger, som bringer relevant erfaring med sig, og for at bruge resurser på at uddanne personalet i low arousal-tilgangen.

De to ansættelser har gjort en kæmpe forskel, fortæller lærerne Tenna-Mari Christiansen og Jytte Aagaard. Pædagogerne har altid fungeret som ekstra voksne i en del af timerne i især indskolingen, men nu yder de også særlige indsatser for de børn, der har behov.

”Det betyder, at vi kan arbejde mere målrettet med de udfordrede børn”, fortæller Jytte Aagaard, som underviser i indskolingen og på mellemtrinnet. ”Vi har mulighed for at tage dem ud af klassen, når de er i forhøjet affektniveau, så de ikke ødelægger undervisningen for en hel klasse. Før kunne vi stå alene med tre børn, som trak i hver sin retning. Det går jo ud over undervisningsmiljøet, det kan blive helt ødelagt. For det er jo ikke kun de tre børn, der bliver påvirket, de andre kan blive bange, og så kan de ikke lære noget”.

Low arousal

Er blød pædagogik løsningen, når du bliver kaldt fede nar?

Som udgangspunkt skal børnene selvfølgelig være i klassen, hvis de kan. Det er også noget, de to pædagoger kan hjælpe med, fortæller de. For pædagogerne spotter de elever, der er på vej til at blive urolige, mens læreren underviser.

”Det er tit simple ting, der skal til, som at give dem noget, de kan nulre med, eller lige nusse dem på ryggen. Så falder de ofte til ro og kan overkomme at være med i undervisningen lidt længere”, fortæller Mette Grauslund.

Hvis det ikke er nok, kan pædagogen tage eleven ud af klassen til en pause. Eventuelt kan de gå ned i skolefritidsordningens sanserum, hvor der blandt andet er et kuglebad og en massagebriks. Der kan barnet så falde ned og blive klar til at vende tilbage til klassen – eventuelt først efter næste frikvarter.

Børn lærer at regulere deres følelser

De to pædagoger arbejder også med at træne særligt udfordrede elever i sociale kompetencer og i at regulere deres følelser. I voksenstyrede legegrupper bliver børnene bragt i såkaldt forhøjet affektniveau – de får pulsen op, bliver begejstrede og kommer op at køre på den gode måde. Og så bliver de bragt til ro igen. På den måde lærer de gennem leg at selvregulere, og det kan de bruge, hvis de havner i stressede og konfliktfyldte situationer.

Pædagogerne har også overtaget nogle af lærernes opgaver, som ikke er undervisning, fortæller Tenna-Mari Christiansen:

”Det betyder for eksempel, at jeg ved, at der er arbejdet motorisk med de børn, der har behov for det. Det klarer pædagogerne, så kan jeg koncentrere mig om at lære dem om vokaler. Jeg har en kompetent kollega, der klarer den opgave, og det er en lettelse for mig. Den lettelse smitter af på børnene og gør, at der er mindre stress og færre konflikter imellem os”.

Kilometervis af krav og konsekvenser

Low arousal og beslægtede pædagogiske tilgange bliver ofte kritiseret for at være krav- og konsekvensløse. Men det er ikke en kritik, teamet fra Peter Willemoesskolen er enige i.

”Vi stiller tværtimod rigtig mange krav til børnene”, understreger Jytte Aagaard.

Folkeskolens leder

Vi har løsninger - men de koster

”Vi ved, hvad de kan, og vi forventer, at de gør det. Så kan der selvfølgelig være perioder, hvor de har det skidt, og så justerer vi forventningerne til dem midlertidigt. Det gør vi, fordi det ikke giver mening at kræve noget af eleverne, som de ikke kan leve op til”.

”Og vi er tydelige i vores krav til børnene, for når de ved, hvad vi forventer af dem, så spreder roen sig”, supplerer Tenna-Mari Christiansen.

De voksne på skolen er også meget opmærksomme på, hvordan de stiller krav til eleverne. For nogle gange kan man komme til at stille krav på en måde, så barnet ikke opdager, at det er et krav, forklarer Susan Gregersen.

”Man kan indgå en aftale med barnet og for eksempel sige: ’Nu laver du den her opgave, så får du en tur i kuglebadet bagefter’. Man skal bare sørge for, at kravet er et, barnet kan honorere”.

Konsekvenser for uacceptabel opførsel er der også, understreger Jytte Aagaard:

”Selvfølgelig er der konsekvenser, for deres kammerater og deres lærere konfronterer dem jo med deres handlinger. De ved godt, når de har gjort noget, de ikke må, selv om de ikke bliver skældt ud for det i situationen”.

Når de voksne ikke skælder ud i selve situationen i low arousal-tilgangen, handler det blandt andet om, at barnet (og den voksne) er nødt til at have ro på nervesystemet, forklarer Mette Grauslund.

”Du kommer ingen vegne med et barn i høj arousal. Du er nødt til at have kroppen ’på plads’, hvis man kan sige det sådan”.

Ud fra low arousal-tilgangen straffer man heller ikke på samme måde som i lydighedsskolen.

”Vi har tidligere haft et forløb, hvor to teenagere havde lidt svært ved at være i klasserummet uden at spolere undervisningen. Vi mente, at de godt kunne tåle at få stillet lidt højere krav, så vi udviklede et sæt klare regler for, hvordan de skulle opføre sig. Reglerne udviklede vi sammen med drengene selv, og konsekvensen, de oplevede, var, at deres forældre blev orienteret om deres opførsel. Det tog cirka 14 dage, så fungerede det for os alle sammen”, fortæller Jytte Aagaard.

Lærere har også triggerpunkter

Low arousal-tilgang stiller også store krav til lærerne og pædagogerne. Det er ikke en snuptagsløsning, og betingelserne skal være i orden, hvis det pædagogiske personale skal kunne operere i det.

”Vi voksne har også triggerpunkter”, siger Jytte Aagaard. ”Jeg har det selv i forhold til børn, der ikke behandler hinanden ordentligt. Når jeg ser det, skal jeg lige trække vejret en ekstra gang og måske have hjælp til at håndtere de situationer, hvis jeg skal undgå at ramme metodeloftet”.

”Metodeloftet” er et begreb i low arousal-tilgangen, som beskriver den proces, der ofte sker, når man føler sig magtesløs. Så man ikke længere kan holde hovedet koldt og kommer til at eskalere en konflikt i stedet for det modsatte.

Alle rammer deres metodeloft en gang imellem, er teamet enige om. Og det er okay.

”Hvis jeg når mit metodeloft, så skal jeg bede om hjælp. Måske skal en anden overtage situationen. Det kan gøre en verden til forskel at have kollegaer, der kan overtage, hvis man ikke kan mere”, siger Mette Grauslund.

”Og så skal man huske sig selv på, at man som voksen lærer af sine fejl. Det gælder også, hvis man rammer metodeloftet”, tilføjer Susan Gregersen.

Hvis kollegaerne ikke kan hjælpe nok, skal man fortælle sin ledelse, at her er et område, hvor man er kommet til kort.

”Vi er heldige, at vi har en ledelse, som bakker os op. Man kunne ikke gøre noget af det her uden ledelsens støtte”, understreger Tenna-Mari Christiansen.

Endelig skal man huske at tale med det pågældende barn, hvis man er kommet til at reagere uheldigt, siger Susan Gregersen.

”Vi har temmelig mange børn blandt vores elever, som har oplevet alt muligt ubehageligt. Og det, at de oplever en voksen, som siger undskyld, og som er der for dem, også efter en konflikt, efter at de har råbt og spyttet, det gør en kæmpe forskel for de børn”.

Low arousal er ikke løsningen på alt

Low arousal

Forstå low arousal: Derfor skaber tilgangen rolige børn og voksne

Er low arousal-tilgangen så løsningen på alle folkeskolens problemer med inklusion, uro, trusler og vold? Nej, så enkel er verden heller ikke denne gang.

”Low arousal kan aldrig stå alene”, siger Tenna-Mari Christiansen. ”Man skal ikke tænke, at man kan redde verden med low arousal. Det ville aldrig komme til at virke, hvis det var tankegangen. Der skal 1.000 ting til at få en skole til at fungere, men det vigtigste er, at man er fælles om det”.

”Nogle gange er low arousal ikke nok, uanset hvor god man er til det. Så må man have ekstern hjælp. Det kan være en ekstra voksen i klassen, eller at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning skal indover” siger Jytte Aagaard.

”Der er elever, som ikke kan være i en almen folkeskole”, siger Tenna-Mari Christiansen. ”Low arousal løser ikke alt”.