Hvad er low arousal-tilgangen?

Low arousal er en pædagogisk tilgang, som har fokus på at håndtere, evaluere og forandre konflikter. Tilgangen bygger på en grundsætning om, at ”mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det”. Med afsæt i low arousal er det personalets ansvar at sikre, at barnet eller den unge kan leve op til de krav og forventninger, hverdagen stiller til dem. Ellers må krav og forventninger ændres.

Målet er at undgå at eskalere konflikter, og i sidste ende at konflikter udvikler sig til vold. Det gøres ved, at læreren tilpasser sin adfærd og bevarer roen, ikke presser eleven og giver eleven en mulighed for at slippe ud af den situation, han eller hun ikke magter at være i.

Tilgangen er udviklet i 1990’erne i Storbritannien og især brugt i det pædagogiske arbejde med udviklingshæmmede og autister. Men tilgangen har siden bredt sig til andre lande og fra special- til almenområdet. På dansk kaldes tilgangen roskabende eller afstemt pædagogik.

Hvorfor kan den være så svær at anvende?

Det er en bogstavelig talt naturlig reaktion på en elev i forhøjet affektniveau at ønske at straffe eleven. Eleven i forhøjet affektniveau vil typisk være en trussel for fællesskabet, om ikke andet så symbolsk. Undersøgelser viser, at områder af hjernen, som har med belønninger at gøre, aktiveres, når man straffer et individ, der truer fællesskabet. Visse studier antyder, at den neurologiske belønning ved at uddele en sådan "altruistisk straf" er omtrent lige så stor, som hvis man vinder en anseelig mængde penge.

Er der evidens for, at tilgangen virker?

Ja og nej. Der er af etiske årsager ikke gennemført store kliniske forsøg med low arousal – altså forsøg med kontrolgrupper, som ikke mødes med low arousal-tilgangen. Men tilgangens forskellige komponenter er blevet undersøgt videnskabeligt, og det er blandt andet bevist, at low arousal-tilgange mindsker antallet af voldelige episoder og fastholdelser.

Har dårlig adfærd så slet ingen konsekvenser?

Low arousal-tilgangen rummer et opgør med konsekvenspædagogikken. Tanken er, at straf eller trusler om straf i bedste fald er virkningsløse og i værste fald gør ondt værre. Eleven ved godt, at det er forkert at gribe til vold, true eller sige grimme ord, men i situationen er det det bedste, han eller hun formår at gøre. Derfor virker straf og belæring ikke.

Low arousal

Det kræver sin lærer, men: "Du kommer ingen vegne med et barn i høj arousal"

Den pædagogiske tanke er desuden, at når personalet praktiserer tilgangen og får sat de rigtige rammer for børnene, så vil konfliktniveauet falde, fordi børnene ikke længere kommer i et forhøjet affektniveau, og der vil blive markant færre episoder med vold, trusler og grimt sprog.

Må man så ikke sætte grænser for eleven?

Det pædagogiske personale må godt sætte grænser for eleven, men ikke mens barnet eller den unge står midt i en konflikt, der kan eskalere. Grænserne er de rammer, der er sat for eleven, og de er sat i "fredstid". Hvis der opstår konflikter alligevel, er det, fordi rammerne ikke passer til eleven – og så er det lærerens opgave at ændre strukturen.

Det betyder ikke, at man skal finde sig i for eksempel vold eller trusler fra eleven. Men det betyder, at det mest effektive og sikre for læreren er at undgå at belære eller straffe barnet i konfliktsituationen. Ellers risikerer den voksne at eskalere konflikten, og det kan ende med vold mod den voksne. En vigtig pointe i low arousal-tilgangen er, at når man håndterer en konflikt, så er man ikke optaget af udvikling eller læring – kun af at læreren ikke skal slås på, at de andre elever ikke skal slås på , og at der ikke skal smadres inventar.

Hvad er den neurologiske teori bag low arousal-tilgangen?

Når eleven er i såkaldt forhøjet affektniveau, for eksempel fordi han eller hun er generet af larm, frigiver hjernen stresshormonet kortisol. Det trænger ind i hjernen, hvor det hæmmer evnen til at fastholde opmærksomheden, så barnet reelt ikke kan lære noget, mens det er i forhøjet affektniveau. Når niveauet af kortisol stiger, vil barnet også miste sin evne til at bruge de funktioner, der hører til i hjerneområdet præfrontal cortex, som for eksempel empati, langsigtet planlægning, impulsstyring og overblik. Fordi kortisolniveauet ikke stabiliseres før efter tre til fire timer, er der stor risiko for, at barnet i den tid igen opfører sig uhensigtsmæssigt.

Arousal smitter. Det betyder, at læreren også vil blive ophidset, hvis han eller hun bliver konfronteret med elever i højt affektniveau – medmindre læreren bevidst vælger at bevare roen. Så kan han eller hun "smitte" barnet med sin egen ro.