Ingen skoleelever i Lillehammer går i specialtilbud. For samtlige 3000 elever er tilknyttet en af de ni almindelige folkeskoler eller de to små private skoler, der er i kommunen. 

Selv multihandicappede, som bor på institutioner, bliver kørt til de almindelige skoler. Efter der er indført fuld inklusion, er elevernes læseresultaterne i Lillehammer gået fra at være middelmådige til at være blandt landets bedste.

Kommunens skolesucces har fået mange skolefolk til at få øjnene op for, at man kan andet end løbe på ski i Lillehammer. Gennem det sidste år har politikere og skoleinteresserede valfartet til den norske kommune for at bliver klogere på, hvordan en inklusionsgrad på 100 procent overhovedet er mulig.

Lillehammers skolechef Trond Johnsen er ”veldig fornøyd med besøkene”, for han er stolt af skolernes præstationer. Først og fremmest peger han på de dygtige medarbejderes indsats.

”De arbejder hver dag med at sørge for, at alle elever er inkluderede. Vi har også mange udfordringer i vores skoler. Det er ikke enkelt. Det skal ikke være enkelt”, sagde ham, da KL i sidste uge havde inviteret ham til at tale for de 1.500 deltagere på KL’s Børn & Unge Topmøde.

"Når vi snakker om, hvor vigtigt det er for samfundet, så får vi en anden diskussion"

De fleste er enige om, at børn er normale, som de er. Men når man opretter specialtilbud, så er det faktisk det modsatte budskab, man sender til en gruppe af børn, lød det fra Trond Johnsen.

”Det handler om vores samfund. Vi kan ikke overdrive betydningen, som dagtilbud og skolen har for at skabe et inkluderende samfund. Når vi snakker om, hvor vigtigt det er for samfundet, så får vi en anden diskussion, end bare at snakke om problemet er barnet”.

”Forskellighed er en resurse, og vi må arbejde med, at alle er en del af fællesskabet”, sagde den norske skolechef.

Tesfaye vil have flere inkluderet - men ikke alle

Derfor arbejder skolerne i Lillehammer hele tiden med stærke fællesskaber. Og det er der en grund til, fortalte han.

”Børn har det bedre i almenmiljøer. Vi har brug for de kompetencer, der er i specialtilbud, men de kompetencer må vi få ind i almentilbud. Det er en god start for kommunerne at begynde at diskutere, hvordan man får den slags kompetencer ind i almenområdet”.

Resurser flyttes fra special- til normalskoler

Den norske kommune fjernede sine specialtilbud i 2014. Målet var at overføre de penge, som blev brugt til specialundervisning til de nødvendige indsatser og inkluderende tiltag i almenundervisningen. 

I hele Norge bliver omkring syv procent af eleverne undervist i specialtilbud. I Lillehammer er det kun lidt over tre procent af eleverne, der får specialundervisning, men de får specialundervisningen på almenskolen. 

Det betyder flere resurser til den almene undervisning. Det har givet ansatte i PPR, sundhedstjeneste og sociallærere, som Norge har på skolerne, meget mere tid i klasserne og til at støtte lærerne mere i, hvordan de rummer eleverne.

”Vores elever, som ikke har funktionsnedsættelser, lærer meget af at være sammen med dem, som har store funktionsnedsættelser. Vi bruger resurserne i det almene tilbud til alle eleverne samlet set og forsøger at bruge mindst muligt på enkeltelever”, fortalte Trond Johnsen.

”Hvis vi havde specialtilbud, havde vi sikkert været fristet til at placere dem der"

Det kan Danmark lære af norsk inklusionssucces

Han understregede samtidig, at alle ikke kan rummes hele tiden.

”Faren er, at man bliver religiøs omkring måden at gøre det på. Men må stille spørgsmål, om der er nogle, der ikke kan klare det her. Der er elever, hvor vi må snakke om, om det er det rigtige, men de er hele tiden en del i fællesskabet”.

Ifølge skolechefen gør det en afgørende forskel, at der ikke længere er specialtilbud i kommunen.

”Hvis vi havde specialtilbud i Lillehammer, havde vi sikkert været fristet til at placere dem der, når vi ikke har lavet det, er vi tvunget til at se på praksis”, fortalte Trond Johnsen.

Indført planer for overgange

Et stort fokus på Lillehammers  skoler er, at elever lærer at læse og regne tidligt gennem praksisbaseret læring. Der er også skabt konkrete planer for overgange og genkendelighed fra læringen i børnehaven til læringen i skolen.

”Vi har indhold, som skal være fælles for alle børnehaver og skoler og fungere som overgangsobjekter mellem børnehave og skole”, forklarede han.

Ifølge Trond Johnsen mener nogle af lærerne, at de meget konkrete planer er et brud på deres metodefrihed.

”Men jeg vil mene, at de ikke har metodefrihed til at bruge metoder, som ikke virker. Det er jo logisk. Men vi har haft vanskelige diskussioner om det”.

Inklusion er svært for lærerne

Men det er ikke nemt at inkludere alle, understregede den norske skolechef. Eksempelvis er der lige nu 40 flygtninge fra Ukraine, hvor nogle lærere synes, det er svært, fordi de ikke taler norsk.

Debat

Niels Christian Sauer: Inklusionsmiraklet i Lillehammer holder ikke vand

”Vi skal have tværfagligt arbejde i skolen. PPR, skolehelsetjenesten og sociallærere skal med i klasserne. Vi skal arbejde sammen med lærerne for at tilrettelægge, hvad kan vi gøre for børnene. Vi kan ikke overlade det til dem selv. Det er en meget svær opgave at inkludere alle”.

I Norge er der 15 elever per lærer i 1. – 4. klasse, og 20 elever per lærer i 5. – 10. klasse. KL har regnet på, hvor mange penge en elev i Lillehammer koster om året og sammenlignet det med, hvad en elev koster i Danmark. Lillehammer bruger 90.000 kroner om året, mens Danmark bruger 103.000 kroner per elev. 

Men selv om Lillehammers model er billigere, er det meget vigtigt, at der er penge til indsatsen, understregede Trond Johnsen.

"Hvis vi tager den dreng ud, stiger chancen for, at han får et dårligt liv"

Trond Johnsen fortalte tilhørerne ved det kommunale topmøde, at der er stor opbakning blandt både forældre og lærere til 100 procents inklusion. 

KL havde mere inklusion på dagsordenen på sit topmøde 

Det skyldes ifølge den norske skolechef især, at opmærksomheden er på, hvad inklusionen gør for samfundet.

”Alle, der arbejder i skole og dagtilbud, ønsker at bidrage til et godt samfund. Det har været meget krævende, men det er mindre krævende nu”, siger han.

”Når vi snakker med en lærer, som har en dreng, der udfordrer – og det er ofte drenge og ofte de yngste - så snakker vi om det. Hvis vi tager den dreng ud, så stiger chancen for, at han får et dårligt liv. Så derfor må vi se på det. Så kan det være, han trænger til en pause ind i mellem – men han skal hele tiden tilbage til fællesskabet”, fortalte Trond Johnsen.

Der kan dog også være situation, hvor lærerne må kaste håndklædet i ringen i forhold til en elev, sagde skolechefen. 

”Der er en grænse for, hvad vi kan udsætte de ansatte for. Det må vi hele tiden diskutere og indimellem må en elev flytte klasse eller flytte skole”.