Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I Lillehammer er den drøm om inklusion, som danske politikere har hengivet sig til de sidste 10-20 år, gået i opfyldelse. Det må man forstå på kommunens skolechef, Trond Johnsen, der forleden gæsteoptrådte på KL’s store skolemøde i Aalborg med det glade budskab: 

I Lillehammer har man nedlagt alle specialskoler og angiveligt inkluderet alle børn i almenskolen. Danske skolefolk og politikere valfarter til den norske by og kommer hjem med julelys i øjnene. Men de skulle nok have spist brød til.

For det første har Lillehammer ganske vist nedlagt specialskolerne, men ikke specialundervisningen. Den er flyttet ind på almenskolerne, hvor elever med særlige behov stadigvæk undervises særskilt i en større eller mindre del af tiden, og pengene er flyttet med.

Ingen, ved nærmere eftersyn heller ikke Trond Johnsen, mener, at alle elever kan undervises sammen hele tiden. Som han siger til Fagbladet Folkeskolen: ”Der kan dog også være situationer, hvor lærerne må kaste håndklædet i ringen i forhold til en elev”, for der er elever, som ”trænger til en pause ind i mellem – men han skal hele tiden tilbage til fællesskabet”. 

Påstanden om 100 procent inklusion holder således ikke.

For det andet er Lillehammer et selv efter norske forhold socioøkonomisk særdeles velfungerende byområde med flotte, veludstyrede skoler og en mindre, relativt homogen bosætning. Det norske gennemsnit for elever undervist i specialtilbud er syv procent. I Lillehammer er det lidt over tre procent.

Lillehammers skolevæsen er ikke billigt

For det tredje er Lillehammers skolevæsen ikke billigt. Det ligger ganske vist under det norske gennemsnit, men faktum er, at den billigste danske kommune ligger omkring 15.000 kr. pr. elev om året under Lillehammer, og at det norske gennemsnit ligger på niveau med det danske. 

Men desuden har norske skoleelever et samlet skoleforløb på kun ca. 7.800 timer imod danske elevers ca. 11.000 timer. Det betyder ikke blot, at danske skoleelever er udsat for et højere, dagligt stressniveau end de norske. Det betyder også, at prisen pr. elev pr. time i Lillehammer ligger på 115 kr. mod den danske pris på 93 kr. 

Skulle danske elever have lige så mange penge pr. time som deres jævnaldrende i Lillehammer, ville det altså koste 22 kr. mere pr. elev pr. time - svarende til et svimlende beløb i omegnen af 10 mia. kr. om året på landsplan.

Dermed ikke sagt, at der ikke er noget at lære her. Lillehammerskolernes fremskridt i trivsel og faglighed må stå til troende. Flytning af resurser fra specialskolerne til almenskolerne er en god idé, og det har vi faktisk også opdaget her til lands. Det er jo det bærende princip i NEST-klasserne, som vi har rigtigt gode erfaringer med de alt for få steder, hvor man har implementeret det. Her anbringer man fire børn med autisme i en almenklasse, sænker klassekvotienten til 16 og sætter en kvalificeret tolærerordning på. Det koster naturligvis mange penge, men ikke mere end det ville koste at placere de fire autister på specialskoler. Til gengæld virker det.

Når ordninger som denne endnu ikke er braget igennem på landsplan, skyldes det, at den alligevel bliver for dyr. Rent prismæssigt kan intet konkurrere med simpelthen at undlade at oprette specialtilbud, voldinkludere de nødlidende børn og give fanden i resten. Men det talte de ikke om på KL-mødet i Aalborg.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk