Børn med særlige behov oplever alt for ofte deres skolegang som et stort pres. Måske oplever de at blive mobbet, ikke at kunne begå sig socialt, de kommer ud i nederlag og føler sig ensomme. Det kan være børn med diagnoser i autismespektret, ADHD eller børn uden diagnoser. Når det går allerværst, sker det, at de siger, de ønsker at dø. Ikke som et vredt udbrud, men som et desperat ønske om at slippe væk fra presset og alt det svære i livet.

I en ny podcast fra foreningsfællesskabet Ligeværd fortæller Lukas' mor om sin søns desperate opråb, om hvordan han ville skade sig selv og begå selvmord. Noget, hun fik forhindret - og endelig derefter fik Lukas hjælp. En hjælp, de havde bedt om i årevis.

I podcasten fortæller psykolog Ida Koch og direktør for Ligeværd Esben Kullberg, at man skal reagere straks, når et barn taler om selvmord. Hvor man tidligere mente, at man skulle passe på med at tale om ønsket om at dø, fordi det ville give barnet/den unge gode ideer, så mener man i dag, at det er vigtigt at reagere prompte. Fordi barnet faktisk ikke ser anden udvej end at begå selvmord.

»Vi er nødt til at tale om, at selvmordstanker findes hos børn og unge. Det er meget tabubelagt, og det er så svært at tale om, men vi oplever børn og unge, der er presset så voldsomt, at de ikke ser andre muligheder. Og hvis vi så ikke vil tale om det, isolerer vi dem yderligere«, siger Esben Kullberg.

Han understreger, at man selvfølgelig skal være forsigtig, fordi der findes digitale netværk, hvor unge skriver og animerer hinanden til at ville skade sig selv. Men hvis børn eller unge mistrives, skal man virkelig være til stede, hvis de i skolen fortæller om det og siger, at de ønsker at dø.

»Det er meget vigtigt, at vi tør tale med dem om det. At vi tør spørge ind til det. Man kan endda være meget konkret i sin snak, fordi disse børn allerede har tankerne. De har udforsket mulighederne, og de har konkret forestillet sig eller planlagt, hvordan de kan skade sig selv og tage livet af sig selv. Nogle ved, hvor slæbetovet ligger i garagen, eller har i detaljer planlagt forløbet. Man kan spørge til, hvad det er, der gør, at de ikke har skadet sig selv endnu. Vi skal som voksne kunne tåle at være i det ulidelige, smertefulde eller måske endda helt følelsestomme rum, som de kan være i. Og vi skal i hvert fald ikke smøre sukkerlage på eller bagatellisere deres tanker. De er meget alvorlige, og de skal tages meget alvorligt«, siger Esben Kullberg.

Psykolog Ida Koch fortæller i podcasten, at det er vigtigt, at barnet ikke går alene med sine tanker, fordi det så får en opgivenhed over for hele livet. Hun fortæller, at børn er så hensynsfulde, at de ikke siger deres tanker højt for ikke at gøre deres forældre kede af det. Børnene går med det alene.

Skolevægring er kraftigt signal

Esben Kullberg fremhæver, at nogle af de signaler, børnene kommer med om deres mistrivsel, for eksempel er skolevægring.

»Skolevægring skal tages meget alvorligt. Det er en voldsom alarmklokke, for det betyder, at barnet har givet op på det fællesskab, som skolen er. Og når det sker, er det meget tæt på, at barnet har givet op i det hele taget«, siger han.

Det er afgørende med en tidlig indsats, og derfor er det vigtigt at se signalerne på mistrivsel. Ligeværd efterlyser derfor statistik om børn og unge med særlige behov og mere viden.

»Systemet fejler. Der går ofte alt for lang tid, før barnet og familien får hjælp. Skolen bliver nødt til at anerkende, at i denne sammenhæng er forældrene en uvurderlig kilde til information. Som professionelle skal vi lytte til forældrene så tidligt som muligt, sådan at vi kan fange signalerne. Forældrene fortæller alt for tit, at skolen ikke lytter. Det er dét, forældrene bokser med, og vi kan ikke tillade os at sige, at det kan vi ikke tage os af, eller det har vi ikke resurser til«, siger Esben Kullberg.

»Der er en økonomisk dagsorden i det her. En svær dagsorden, som vi kender fra flere områder. Man forsøger at placere et budgetansvar ude på institutionerne, og der er noget strukturelt og organisatorisk, der gør det svært. Men vi glemmer generelt, hvad skolen og velfærdsinstitutionerne er sat i verden for. Der skal ikke gå politisk fnidder i det her. Vi mangler viden på området, og vi har ladet mange lærere i stikken her. Når et barn mistrives i skolen, peger pilen på lærerne, og det er sådan set uretfærdigt. For vi har taget viden væk fra deres uddannelse, og vi har fjernet det fra deres praksis og omkostningsoptimeret skolen. Det er et problem. Nu er vi begyndt at tale om co-teaching, fordi ekspertviden er en forudsætning for at få denne udvikling vendt«.

Esben Kullberg understreger, at alle børn og unge gerne vil være en del af fællesskabet, men at det kan være utroligt hårdt for dem at være dér: »Alle børn vil gerne i skole, have det godt og klare sig godt. Så når nogle ikke længere kan komme i skolen, er det, fordi de mistrives, og så skal vi reagere«.