»Kevin«. Pigen råber navnet uden for skolen, mens hun med åbne arme bevæger sig mod Kevin Lynggaard. Han rækker armene ud, og hun forsvinder ind i et af de bjørnekram, som den 45-årige musiklærer og mentor for udsatte elever på Brønshøj Skole i København er kendt for.

De fleste på skolen ved, hvem han er. Han har ikke en læreruddannelse, men han har et pædagogisk-musikalsk talent, empati og et helt særligt blik for elever, der har det svært. Han kan ikke gå ned ad gangen uden at give highfive, et klap på håret eller et kram. Han har aldrig tænkt over muligheden for at blive anklaget for at træde over en elevs grænser, før han hører om Folkeskolens artikel om Johnny Pedersen, der blev uskyldigt anklaget for upassende adfærd over for elever i 5. klasse og blev uberettiget bortvist.

»Jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Men det har jeg aldrig tænkt over. Jeg krammer. Det er ikke et valg, jeg har taget. Det er sådan, jeg er. Jeg er tæt med mange børn. Jeg har dem, der har det meget svært. Det der med at opbygge en tillid, det kræver, at man ikke holder dem væk. Man kan ikke sige, at du må ikke kramme«, siger han.

Kevin Lynggaard kan godt huske en episode, som skete, da han for 25 år siden arbejdede som pædagogmedhjælper.

Mandlige lærere føler sig udsatte

»Der var en sag om en fyr, der havde gjort et eller andet. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var sindssygt, men jeg tænkte ikke over, hvad det betød for min måde at være på. Måske er jeg bare dum og naiv. Men det må være så stressende at gå og tænke på. Det vil jeg ikke«.

Med mange års erfaring med børn mener han, at han er rigtig god til at læse og se børns grænser og behov. Han erkender, at han nægter at tænke på de mulige konsekvenser, hans måde at være lærer på kan få.

»Hvis jeg gør det, så dør min funktion. Jeg er sådan en, som ungerne kommer til, når de har problemer. Når de har det svært. Når de har kærestesorger. Det er udsatte børn. Børn føler sig trygge ved mig. Jeg ser dem og snakker med dem og spørger ind til dem. Og jeg er også klar til at give et kram, hvis det er det, man har brug for«, siger han.

»Jeg har et styrkeband, som er et inklusionsspecialpædagogisk projekt. Her bruger vi humor og ballade. Jeg har en ledelse, der bakker mig op 1.000 procent. De giver ret frie tøjler, fordi de kan se, det virker«.

Og netop i musiklokalet skal man fejre sejre, mener Kevin Lynggaard.

»Der er store følelser, og man må røre, og man får kæmpe optur over det. Det er det samme, når man endelig slår rekorden på de der 100 meter. Så er det normalt, at man krammer sine holdkammerater. Det gør man også, når man har optrådt på scenen. Jeg ved, at nogle af mine kollegaer er uenige med mig - men jeg føler bare, at alt det, jeg giver, får jeg igen på 1.000 millioner måder«.