SF's Jacob Mark er ikke i tvivl: De nationale test skal sættes i bero med det samme.
Foto /screendump fra video
Evaluering på trapperne: SF vil droppe de nationale test øjeblikkeligt
SF's Jacob Mark lægger nu op til, at de nationale test i folkeskolen sættes i bero hurtigst muligt. Det sker efter, at han har fået præsenteret hovedpunkterne i en længe ventet evaluering, der offentliggøres senere i dag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Endnu inden offentliggørelsen af den længe ventede evaluering af de omstridte nationale test i folkeskolen slår SF's undervisningsordfører Jacob Mark fast, at den politiske forligskreds om folkeskolen skal indkaldes hurtigst muligt med ét formål: De nationale test i folkeskolen skal sættes i bero hurtigst muligt.
Det sker efter, at Jacob Mark har fået præsenteret hovedpunkterne i evalueringen, der offentliggøres senere torsdag.
"Det, der står tilbage for mig er, at det er soleklart, at man altså ikke kan regne med de nationale test som et ordentligt evalueringsværktøj på elev-niveau. De kan ikke bruges. Det har vi ment hele tiden, men nu har vi det sort på hvidt, og derfor kan det i min optik kun gå for langsomt med at få sat de nationale test i bero, så vi både undgår at spilde børnenes og undervisernes tid", siger SF's undervisningsordfører til folkeskolen.dk
Kun et øjebliksbillede
Politikere har længe kendt til svagheder ved nationale test
At de nationale test ikke kan bruges til at vurdere elevernes faglige niveau helt ned på elev-niveau betyder ifølge Jacob Mark, at testene dermed ikke kan bruges til at fortælle forældre eller elever, hvordan det går med udviklingen i elevernes faglighed.
"Der er alene tale om et øjebliksbillede, som man ikke kan regne med", siger Jacob Mark.
Det betyder i hans optik, at de nationale test kun kan bruges som en form for benchmarking-værktøj, der gør det muligt blandt andet at sammenligne skoler og kommuner.
Lærerne skal synes, at det giver mening
"Men jeg har ikke brug for mere benchmarking eller ranglister i folkeskolen. Vi har brug for et evalueringsværktøj, som lærerne synes giver mening i forhold til børnene", siger Jacob Mark.
Han oplyser, at SF nu vil forslå, at der på Christiansborg hurtigst muligt indkaldes til et møde for partierne i forligskredsen om folkeskolen.
"Vi foreslår, at man får sat de her test i bero med det samme, for det er jo meningen, at de skal i gang igen allerede til marts. De nationale test skal droppes, indtil man har fundet på, hvad der skal ske i stedet for", siger Jacob Mark til folkeskolen.dk
Proces i gang
Evalueringen, der ventes offentliggjort torsdag eftermiddag, består af en rapport fra Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd - Vive, samt en rapport fra Stil, Styrelsen for It og Læring under Undervisningsministeriet. Den skal svare på en række spørgsmål stillet af en rådgivningsgruppe nedsat af Merete Riisager, og den rådgivningsgruppe vil så rådgive ministeren på baggrund af evalueringen.
Rosenkrantz-Theil: Helt ny erstatning for de nationale test
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har tidligere lagt op til at erstatte de nationale test med et helt nyt testsystem, ligesom hun har slået fast, at testene helt skal afskaffes for de mindste klasser - hvilket også fremgår af det såkaldte forståelsespapir, som S-regeringen og dens støttepartier skrev ved regeringsdannelsen i sommer.
I den forbindelse har ministeren lagt op til en proces, der blandt skal bestå af indhentning af forskning og input - herunder den nye evaluering - fra diverse interessenter, inden partierne kan påbegynde drøftelser i Folketinget. Og så længe den proces er i gang, har det altså hidtil ligget i kortene, at folkeskolen fortsætter med at bruge de nationale test. Den obligatoriske testperiode er i år fastsat til at skulle starte den 1. marts.
Nationale test for de mindste klasser droppes ikke foreløbig