Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Konflikter er der nok af i verden. Vi har lige oplevet valg i USA, og polariseringen har været tydelig. Der er krig i Ukraine og i Mellemøsten, og klimakrisen buldrer der ud af. Internationale konflikter rykker pludselig ind i stuerne, når Trump truer med at bruge militær og økonomisk magt for at overtage Grønland.

I konfliktens natur er det som regel de andre, der er problemet, og dem, der bør gøre noget anderledes.

”Pokker, som verden er egoistisk. Alle tænker de kun på sig selv. Det er bare mig som tænker på mig”, som Storm P. skrev i fordums tid.

Problemerne ender i folkeskolen

En klog kollega fortalte mig engang, at samfundets problemer ender i folkeskolen. I Fagbladet Folkeskolen har der været stor debat om problematisk opførsel i skolen: Vold, chikane og lærere, der ikke ved, hvad de skal stille op med ekstremt utilpassede elever. Der tales om sanktioner og nødvendigheden af at skabe faste rammer, og at den uønskede adfærd skal have konsekvenser og reguleres.

Jeg mener, at den adfærd, børnene udviser i skolen, ofte er en mere ureguleret udgave af den adfærd, de oplever i hjemmet og i samfundet i øvrigt, og på den måde bliver livet i skolen et spejl af samfundet.

Det er i skolen barnet møder samfundet som overordnet myndighed, og det bliver ofte der, de indre samfundskonflikter udspiller sig. På den måde bliver det skolens og lærerens problem. I den helt aktuelle konfliktsituation med dominerende, voldelige og forstyrrende skoleelever har jeg ikke den endelige løsning, men en god begyndelse kunne være at holde op med at se eleverne som adfærdsproblemer, der ensidigt skal løses ved, at de skal ændre adfærd, og spørge os selv: Hvad er vores andel i konflikten?

Hvis elevernes problematiske adfærd skyldes dårligt indeklima og præstationspres, er løsningen ikke at individualisere problemet og give de elever, der reagere negativt, en besked hjem om, at de skal opføre sig ordentligt.

Den vanvittige adfærd

Når man som lærer mærker en voldsom lyst til at gøre noget drastisk over for eleven, så er det hverken low arousal eller sanktioner, der er den endelige løsning på problemet.

Den enkelte lærer kan ikke løse det her alene, men der er edderfløjteme behov for, at vi accepterer, at det er os voksne, der har skabt den verden, børnene er født ind i, og at deres mere eller mindre vanvittige adfærd, i et eller andet omfang er en naturlig reaktion på et vanvittigt samfund. 

Jeg anerkender fuldt ud, at jeg er medvirkende til at opretholde det samfund og har et ansvar i den sammenhæng, og hver gang jeg mærker en trang til at synes noget rigtigt grimt om nogen, så har jeg muligheden for at trække vejret dybt og gøre noget andet. Og hvad kan det andet så være? Ja, hvis eleverne har den oplevelse, at de bliver holdt for hårdt til ilden, og reagerer negativt på det, skal der lettes lidt på trykket.

Det forventes, at eleverne får en uddannelse, så de kan bidrage til bruttonationalproduktet, frem for at der bliver taget udgangspunkt i, at børnene skal have gode oplevelser.

Som lærer kan man komme i det dilemma, at man er nødt til at vægte børnenes og sit eget velbefindende højere end nationaløkonomien. 

Her kan sikkerhedsventilen være fodbold på græsplænen, teaterture og aktiviteter, der måske ikke umiddelbart bidrager til målopfyldelser, men som i et større perspektiv måske netop er i overensstemmelse med skolens formål som et sted for åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk