Op til to procent af alle børn lider af ufrivillig tavshed. Det kendetegner børnene, at de kun taler i bestemte sammenhænge, for eksempel med forældre og søskende. I andre situationer er de tavse.

Angstlidelsen selektiv mutisme bryder typisk ud i tre til seks årsalderen og kommer for alvor til syne, når børnene begynder i skole, og kravet om kommunikation stiger.

”Mange tænker, at det går over af sig selv, eller også opstår der en form for handlingslammelse, fordi børnene er så svære og anderledes at gå til. Men tavsheden koster. Selektiv mutisme kan have både faglige og sociale konsekvenser, og børnene har også større risiko for at udvikle anden angst og depression senere i livet”, siger børneneuropsykolog og Viso-specialist Louise Torp Sørensen fra Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland i Aalborg.

Louise Torp Sørensen har været med til at udarbejde publikationer om selektiv mutisme, som Social- og Boligstyrelsen har udgivet her i foråret.

”Der har ikke været meget materiale på dansk, og vi vil skabe håb om, at det kan lykkes at hjælpe børnene. Det er selvsagt også en pinsel for dem, at de ikke at kan give udtryk for deres behov eller fortælle noget, de virkelig gerne vil dele, så det har stor betydning, at børnene får hjælp”, siger hun.

Hov, det tyder på selektiv mutisme

Louise Torp Sørensen har arbejdet med selektiv mutisme i flere år. Hun oplever øget opmærksomhed på området. Alligevel hører hun ofte fagpersoner sige: ”Jamen, så har jeg set sådan et barn før”, når hun fortæller om ufrivillig tavshed.

”Der er stadig plads til forbedring, og her har PPR en vigtig rolle. PPR kan især hjælpe lærere, pædagoger og forældre med viden om selektiv mutisme. Derfor skal PPR være skarpe på karakteristika, differentialdiagnostik og typiske sideløbende udfordringer”, siger Louise Torp Sørensen.

Det kan være sårbart, hvis kun én faggruppe i PPR har med målgruppen at gøre. For så er det kun denne faggruppe, som opsamler erfaring.

”Det er en organisatorisk faldgrube, hvis kun psykologer eller talepædagoger kender til ufrivillig tavshed. PPR kan møde børnene med udgangspunkt i en helt anden bekymring. Derfor er det vigtigt, at både psykologer, talepædagoger, pædagogiske konsulenter og ergo- og fysioterapeuter har den nødvendige baggrundsviden til at sige: ’Hov, det tyder på selektiv mutisme’. Desuden har barnet ofte brug for en tværfaglig indsats”, siger Louise Torp Sørensen.

Ufrivillig tavshed rammer flere piger end drenge

Ikke desto mindre har logopæder en særlig rolle med at være opmærksom på ufrivillig tavshed blandt flersprogede børn, mens psykologer ofte har en vis viden om kognitiv adfærdsterapi, som har vist sig at være særligt godt for denne målgruppe.

”Børn, som kommer til Danmark, har typisk en tavs periode på et halvt års tid, men nogle sidder fast i det, så her skal talepædagogen være opmærksom på, om der er andet i spil end forventet tavshed”, siger Louise Torp Sørensen.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle børn lider af ufrivillig tavshed. Det rammer dog flere piger end drenge.

”Man kan nogle gange finde en udløsende faktor, men oftest er der flere ting i spil. Nogle børn er af natur meget observerende, måske har en af forældrene selv haft angst, eller det kan handle om aspekter ved miljøet som flytning, skilsmisse eller mobning. Fælles for børnene er, at de oplever ubehag ved at være på og skulle være verbale. De er i alarmberedskab og forsøger med tavsheden at mindske ubehaget”.

Alle børn kan blive ramt, men man skal være særligt opmærksomme på børn med udtalevanskeligheder, læspen eller DLD, hvor barnet har svært ved at tilegne sig og anvende sproget. Det samme gælder børn med autisme eller sansemotoriske udfordringer.

Hjælpen bunder i et godt samarbejde

At barnet taler lystigt i én kontekst og slet ikke i en anden kan påvirke lærere og pædagogers samarbejde med forældrene i en uheldig retning.

”PPR-personen skal være klar til at agere mægler i konflikter og misforståelser, for det kan være svært for begge parter at forstå, at det samme barn kan være så forskelligt i forskellige kontekster”, siger Louise Torp Sørensen.

Det er afgørende med et godt samarbejde, hvor man arbejder ud fra en fælles forståelse og retning. Barnet skal have hjælp, hvor det færdes til hverdag. Det handler først og fremmest om at gøre barnet trygt ved at udbygge relationerne mellem barnet og dets lærere og pædagoger. Det kan for eksempel ske ved at lege med ting, barnet er glad for.

”Forældrene kan fortælle, hvad der motiverer barnet. Det kan være, at hun er vild med at lege med Lego eller med at spille bold. De voksne omkring barnet kan også bede forældrene tage billeder fra familiens ferie med. Så kan de sige: ’Jeg har hørt, du har været på Cypern. Skal vi ikke se billederne?’ Jo yngre børnene er, desto nemmere er de at arbejde med, for eksempel gennem lege, hvor de gradvis vænner sig til at tale og kommunikere, uden at de nødvendigvis opdager det”, eksemplificerer Louise Torp Sørensen.

PPR kan sikre en helhedsorienteret indsats

Også her spiller PPR en rolle.

”Lærere, pædagoger og forældre har brug for viden om, hvordan de kan arbejde med børnene. Samtidig kan PPR hjælpe med at justere barren i indsatsen, for lærere, pædagoger og forældre er tit bange for at gøre noget galt”.

PPR kan også hjælpe med yderligere udredning, for eksempel hvis der opstår mistanke om, at barnet også har autisme.

”Ofte har børn med ufrivillig tavshed svært ved andre ting, for eksempel at gå på toilettet eller spise foran andre. At give barnet mod på ét område kan forplante sig til andre sammenhænge, så måske skal barnets anden udfordring adresseres enten først eller sideløbende med selektiv mutisme. PPR har en rolle i at agere tovholder og i at sikre, at indsatsen bliver helhedsorienteret”, siger Louise Torp Sørensen.