Debat
"Diskussionen går ikke på, om man skal opdrage sine børn. Selvfølgelig skal man det", skriver Lotte Rod (R).
Foto: Jesper Knudsen
Lotte Rod: Debatten om straf i skolen afslører en stor selvmodsigelse
Børn skal lære at begå sig i et fællesskab. Det kræver voksne, som viser dem vejen. Ikke straf og eksklusion, skriver Lotte Rod.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Børn gør det godt, hvis de kan. Det er vores børnesyn i
Danmark. Det er helt vildt, landets skoler lige nu ledes af en minister, som er
uenig.
Regeringens indførelse af mere straf og sanktioner er ikke
bare en uskyldig ændring i et par paragraffer. Ministeren vælger helt bevidst
at sende et signal til landets skoler og forældre om, at børn med
udadreagerende adfærd skal mødes med mere straf og eksklusion i stedet for med
hjælp og støtte.
Lærere og skoleledere bliver opmuntret til at sende elever
hjem og smide dem ud, og ministeren beskylder forældre til børn med autisme,
ADHD og lignende for at lave ”pissedårlig
opdragelse”.
Det er uklogt. Det får ikke børn til at opføre sig bedre.
Tværtimod giver det mere vrede og dermed endnu mere dårlig adfærd. Det får ikke
nogen ind i skolefællesskabet, men skubber børn og unge over mod dårligere
fællesskaber og ungdomskriminalitet.
Så ministeren lykkes måske med at lyde hård i filten, men
gør selv problemet større.
Kæden hopper af
Jeg vil noget helt andet. Jeg vil tage ansvar for, at vi som
samfund lykkes med at opdrage børn til at indgå i fællesskab.
Diskussionen går ikke på, om man skal opdrage sine børn.
Selvfølgelig skal man det.
Børn har brug for både selvstændighed og struktur. Både
autoritær og eftergivende opdragelse har negative konsekvenser. Som Edward L. Deci
og Richard M. Ryan har vist gennem et halvt århundredes forskning over hele
verden, behøver børn autonomistøtte og kompetencestøtte, herunder struktur og
tydelighed.
De har brug for tryghed gennem samhørighed og hjælpsom
guidning fra de voksne. Logiske og naturlige konsekvenser, som for eksempel at
rydde op efter sig – når man er faldet til ro – giver mening. Men ikke som en
straf i form af en eftersidning flere timer senere.
Kæden hopper altså af for regeringen, når de kobler
konsekvenser med straf. Moderaternes undervisningsordfører Rasmus Lund-Nielsen
skrev forleden i Folkeskolen: ”Sanktioner og konsekvenser behøver ikke
at være hårde eller ekskluderende – de kan også være udtryk for omsorg og
ansvarlighed”. Men regeringen har lige præcis foreslået sanktioner, som er
hårde og ekskluderende.
Det er én stor selvmodsigelse.
Advarede mod straf
Rigtig konsekvenspædagogik handler om at vise børn og unge,
hvilke konsekvenser deres handlinger har, og hjælpe dem til at se, at de har et
valg. Ophavsmanden til konsekvenspædagogikken, Jens Bay, advarede mod straf.
Det betyder ikke, at det aldrig nogensinde kan være rigtigt
at flytte et barn for at opretholde fællesskabet. Det gjorde Marianne Jelved en
gang. Men straf og sanktioner skal ikke være en almindelig del af hverdagen.
Derimod skal de voksne altid sætte sig ind i årsagen, når
børn reagerer dårligt. Er barnet oppe i det røde felt, fordi forældrene
drikker, slår eller skal skilles? Er barnet blevet drillet fem minutter før
timen? Føler barnet sig dum i matematik og prøver at vinde en plads ved at være
sjov eller grov? Har barnet brug for at få en fælles besked forklaret eller
brug for lidt længere tid til at svare?
Der er en vigtig forskel på, at "børn gør det så godt,
de kan" og så Ross Greene's oprindelige formulering "børn gør det
godt, hvis de kan". Rammerne er vores ansvar.
Skolen kan kun være god for alle børn, hvis dét er det
bærende børnesyn. Og vi kan kun være et trygt og velfungerende demokrati, når
vi laver en skole, hvor de børn, der ikke har lært at opføre sig ordentligt,
bliver hjulpet ind i fællesskabet, i stedet for at blive skubbet længere ud.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk