Debat
Efter afskaffelsen af uddannelsesparathedsvurderingen er det op til de enkelte kommuner at lave en plan for de unge og identificere de elever, der har brug for ekstra støtte. Lærer Heidi Macdams frygter, at vi i virkeligheden har mistet et fælles værktøj.
Foto: Privat. Redigeret.
Lærer efter afskaffet UPV: Jeg frygter, der kommer en fra systemet og spørger om dokumentation
Jeg er træt af, at det er os lærere, der skal samle stumperne op, når politikerne ændrer i folkeskolen. Nu er uddannelsesparathedsvurderingen (UPV) afskaffet, men hvad har vi fået i stedet? En opgave der løses helt forskelligt alt efter, hvor i landet man er, skriver lærer Heidi Macdams.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Jeg skal ikke længere sidde og vurdere hver enkelt elev og
stemple dem som uddannelsesparate – eller værre endnu: Ikke-uddannelsesparate.
Jeg synes nu aldrig, det har været en decideret frygtet
opgave. Det har derimod været et værktøj, jeg har kunnet bruge til at lægge
planer sammen med eleverne og deres forældre. Her fik mine kollegaer og jeg et
fælles sprog, når vi skulle begrunde, hvorfor en elev ikke var
uddannelsesparat. Det har altså aldrig været en kæp, eleverne skulle slås i
hovedet med.
Det har aldrig været noget, der skulle være nedværdigende.
Nu er UPV’en væk og erstattet med såkaldt lokal frihed. I
praksis skal kommunerne selv sørge for deres helt egen sammenhængende plan for
de unge og identificere de elever, der har brug for ekstra støtte.
Og hvordan går det så med det? Det er det store spørgsmål.
Nye tidsrøvende tiltag
I min kommune er svaret, at det går lidt trægt. Jeg var selv
med til at lave den nye plan. Faktisk var vi en hel gruppe af skoleledere,
lærere og ungevejledere, der var inviteret ind i arbejdet, og vi havde travlt.
Der skulle ligge en endelig plan klar til kommunal godkendelse i maj måned, og vi gik i gang i marts.
Et vigtigt punkt for det arbejdende udvalg var, at der ikke skulle komme alle
mulige nye tidsrøvende tiltag. Det var nok i særdeleshed vigtigt for os lærere, som var med.
Vi skal i stedet gribe fat i de ting, vi allerede gør:
Klassekonferencer, uddannelsesvejledning, skolehjemsamtaler med mere – og
fokusere på at skabe den røde tråd, så både elever og forældre oplever, at der
er nogen, som griber dem, hvis uddannelsesvejen ikke ligger lige for.
Det er vigtigt, at vi får lov til at samle os om eleverne og
ikke bare udvikler nye – og til tider meningsløse – procedurer for noget, vi
allerede gør i forvejen.
Siden har den menige lærer ikke hørt noget fra kommunen. Det
har jeg heller ikke for den sags skyld.
Jeg frygter, der kommer en fra systemet
Så nu står jeg her og holder udkastet til den kommunale plan
op foran mig som et skjold. Der var sat datoer for vejledning og møder, hvor vi
skulle identificere de elever, der har brug for ekstra støtte, men datoerne er
for længst overskredet, og hverken min lokale ungevejleder eller jeg har hørt
noget.
Jeg frygter, at der hvert øjeblik, det skal være, kan komme
en fra systemet og spørge om dokumentation for, at jeg har fulgt planen. Vel at
mærke den plan, der ikke er sendt ud i verden endnu.
Jeg kan forstå på mine kollegaer rundt omkring i landet, at
alle planerne er forskellige. At det bliver gjort i forskellige tempi, og at
kommunerne spænder vidt i deres tolkning af, hvordan vi skal gribe det hele an.
Vi er snart halvt igennem skoleåret, og fordi vi ikke har en
samlet plan endnu, er jeg bange for, at vi får udviklet egenrådige kulturer på
de forskellige folkeskoler. Ikke blot i min egen kommune, men i hele
landet.
Mistede vi i virkeligheden et fælles værktøj, da UPV’en blev
afskaffet, og fjernede vi os fra hinanden, når der nu kommer 98 forskellige bud
på, hvad det vil sige at være uddannelsesparat?
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk
