Debat

Vi er stærkt imod nedlæggelsen af 10. klasse, skriver DLF's næstformand.

DLF: 17-årige får pludselig ansvar og kan se frem til 55 år på arbejdsmarkedet

Har vi virkelig brug for, at der bliver sat turbo på uddannelserne? spørger næstformand i DLF, Niels Jørgen Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Uden en 10. klasse risikerer vi, at rigtig mange unge, der slet ikke er modnet endnu, havner i arbejdslignende situationer tidligere end i dag. 

Og det er ikke bare 10. klasse, der forsvinder. Den nye 2-årige EPX-eksamen vil give adgang til pædagog- og socialrådgiveruddannelsen. Derfor kan en 17-årig i fremtiden for eksempel stå i en lønnet praktik med stort ansvar for arbejdet i en daginstitution.

Her bliver jeg nødt til at spørge: Har vi virkelig brug for, at der bliver sat turbo på uddannelserne? Skal de ansatte i vores offentlige institutioner og samfund i det hele taget bliver yngre og yngre?

Mit svar er et klart nej.

Det vil vi miste

Den nye EPX skal løse mange problemer, men spørgsmålet er, om politikerne er klar over, hvad det er, vi kommer til at mangle, hvis 10. klasse forsvinder.

Regeringens drømme er store: EPX skal være et bedre grundlag for, at unge mennesker kan vælge en erhvervsuddannelse, som fremover skal sidestilles med uddannelser som læreruddannelsen eller uddannelsen til pædagog.

EPX skal samtidig åbne døren til spændende ungdomsmiljøer, som i dag er forbeholdt de unge, der går på gymnasiet.

I det hele taget skal unge opleve større fleksibilitet og have mulighed for at tage individuelle valg, der passer den enkelte.

Det lyder jo umiddelbart fint. Og når der i forbindelse med præsentationen af EPX’en er blevet stillet spørgsmål til ministeren, så har man fået indtrykket af, at at den nye uddannelse giver svar på alt. Problemet er bare, at regeringen har glemt at tænke hele vejen rundt.

I Danmarks Lærerforening er vi meget opmærksomme på, hvad det er, vi kommer til at miste, hvis 10. klasse nedlægges, og man opretter EPX:

I praksis betyder det, at alle unge i udgangspunktet skal starte direkte på gymnasiet – også de unge som færdiggør folkeskolen som 15-årige, medmindre de har muligheden for at tage på efterskole. Som tidligere nævnt vil en fremtidig pædagogstuderende derfor kunne stå i sin første lønnede praktik med ansvar i en daginstitution som 17-årig – og derefter kunne se frem til 55 år på arbejdsmarkedet grundet tilbagetrækningsreformen og forventningerne til fremtidig pensionsalder.

Desuden vil den 15-årige nogle steder i landet være tvunget til at skulle flytte hjemmefra – for hvis du bor på en ø eller i andre dele af Udkantsdanmark, er det ikke sikkert, der ligger en EPX i nærheden.

14.000 unge

For nogle af disse unge spiller 10. klasse i dag en væsentlig rolle. Det at flytte ud af hjemmet som 15-årig og som i dag for eksempel søge ind på en efterskole, er ikke ønsket eller drømmen for alle. 10. klasse spiller derfor en vigtig rolle og har derfor en funktion, når det gælder modenhed, og det at styrke sine egenskaber som grundlag for valg af uddannelse.

DLF er derfor stærkt imod nedlæggelsen af 10. klasse, og vi arbejder for, at 10. klasse kan bevares som et grundlag for valg af ungdomsuddannelse for de cirka 14.000 unge på en årgang, vi ved, har det behov i dag.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk