Der er folkeskolenæring at hente i tankerne om folkeoplysning. I denne bog kan man hente alskens tilgange til de spørgsmål, der trænger sig på, når folkeskolen skal finde et ståsted i den frihed, der bliver stillet i udsigt.
Ved første øjekast tænkte jeg, at bogen om Folkeoplysning
som metode er for fjernt fra folkeskolens agenda til at være relevant for
læserne af folkesklen.dk. Men så hørte jeg for mit indre øre efterklangen af en
af Sophia-samtalerne om dannelse, hvor AKT-lærer Marie Hyldgaard Kjeldsen og
højskolelærer Dorte Brøchner Jessen taler om sprog, mellemværende og gentagelse, affødt af Inger Christensens 'Det'. Derfor måtte jeg alligevel læse
bogen.
Annonce:
Og tak for det. I denne bog finder jeg de fleste af
begrundelserne for, at jeg valgte at blive lærer. I denne bog får jeg
bekræftet, hvorfor et langt liv i folkeskolen har været en personlig gave. Læs den og bliv overtydet om, at det er for fattigt, hvis livsoplysning og
dannelse er forbeholdt højskole, efterskole og friskole, for alle bogens argumenter,
eksempler og fortællinger peger på, at også folkeskolen kan blive en
del af en nyfortolkning af den oplivnings- og oplysningsindsat, som synes
nødvendig i den moderne verdens trusler og muligheder.
Det virker langt fra
tilfældigt, at de tanker om folkeoplysning, som tog form i løbet af 1800-tallet
med landets bankerot, krige og nederlag, og som blev revitaliseret i årene
efter Anden verdenskrig, nu atter dukker frem som følge af klima- og
miljøkriser, krige i vores interessesfære og skævvridning af verdens goder.
Louis Mogensen, som er forfatter til bogen, har en lang og alsidig fortid inden for folke- og
ungdomshøjskolernes verden. Han har folkeoplysningstanken inde under huden og
er klart inspireret af Grundtvigs tankegods, men er i tilgift herligt
fordomsfri, så der er plads til alle i det folkeoplysende fællesskab. Han trækker på erfaringer som lærer og forstander og
samtalepartner med elever. Han trækker på tankegods fra mange af
folkeoplysningens tænkere og han lader sig inspirere af de bøger, han har
læst. Bogens litteraturliste er herligt uakademisk – usystematisk, men
inspirerende.
Han har en særlig forkærlighed for dem, man kalder udsatte
unge, som vi søger at inkludere, og som han beskriver som et top-down-begreb,
der har det mislykkede boende i sig. Dets modsætning er den folkelige
oplysning, der er et bottom-up-begreb, fordi det byger på et fællesskab, hvor alle må bidrage med det, der er muligt. Han viser gennem tre lærerprofiler fra
1952, 1979 og 2022, hvordan lærerarbejdet har ændret sig – med det tab af
faglighed, autenticitet og mening, som er synligt og mærkbart i dag. Når man
læser det, giver det mening at kigge bagud for at kunne finde veje at gå nu og
i den nærmeste fremtid.
Ganske illustrativt beskriver Louis Mogensen jordnært og i
dagligdags termer, hvordan livsoplysningen, dannelsen og undervisningen kan tage
sig ud, ligesom han beskriver den folkelige oplysnings forhold til
kristendommen, demokratiet, videnskaben, det nationale og det moderne menneske.
Han opstiller en didaktisk model, som er meget enkel i sin
tilgang til den komplekse kunstart undervisning. Den munder ud i et citat fra
en af hans kollegaer Elo Madsen: ”Virkeligheden, det er det, der virker.” Og
det er ikke et virke-begreb i hattiesk-statistisk-instrumentel forstand;
faktisk optræder ordet evaluering kun én gang i bogen, hvor det pointeres, at
evaluering ikke er en produktbedømmelse, fordi undervisningen justeres
undervejs i dialog med eleverne.
Bogen er let at læse, og den har helt klart højskoler,
efterskoler og friskoler som målgruppe. Men efter min mening er her mere
inspiration at hente for folkeskoler, der skal finde fodfæste i en ny frihed og
afbureaukratisering, ja, her er mere menneskegods end i mange af de rapporter
og hypede forskningsresultater, der kommer fra dem, der har glædet sig over, at
Hal Koch og Grundtvig er skrevet ud af læringstænkningen og målstyringen.