Han er lidt af et paradoks, ham Nikolai Frederik Severin Grundtvig.

Hans betydning for det danske skolevæsen har været kolossal, men fra Folketingets talerstol tordnede han mod “skoletrældom”. Han hyldede det talte, levende ord, men forfattede tusindvis af tekster. Og da vi for nylig markerede 150-års dagen for hans død i 1872, blev han lovprist for sine pædagogiske ideer.

Men i dag er N.F.S. Grundtvigs ånd næsten forsvundet ud af folkeskolen.

Det mener i hvert fald Thorstein Balle, tidligere seniorresearcher på Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet.

Op til 150-års dagen har han skrevet afhandlingen “Grundtvigs skolevej” om Grundtvigs virkningshistorie. I afhandlingen, der er udkommet som bog, fortæller han om, hvordan præsten, der selv blev hjemmeundervist og var inderligt imod, at børn skulle i skole, har sat et dybt præg på skolerne i Danmark – også folkeskolerne.

“Grundtvig var imod sin samtids skole og syntes, at børn burde undervises af deres forældre og først og fremmest få lærdom gennem familiens dagligliv. Det skulle være udgangspunktet for det – man kan næsten sige curriculum – et barn skulle igennem. Han sagde endda i folketingssalen, at skolen burde afskaffes”, fortæller Thorstein Balle, da Folkeskolens journalist møder ham på hans kontor i den grundtvigske højborg Vartov i det indre København.

“Han havde det synspunkt, at de fleste børn ikke behøvede anden undervisning end det, der krævedes for, at man kan leve i en familie. Hvis man tog udgangspunkt i det, mente han, så ville barnet helt naturligt møde en hel række problemstillinger, som man kunne blive klog af, og så kunne moderen undervise i at læse, skrive og regne. Mere behøvede de fleste børn ikke at lære, og hvis de gjorde det, kunne de komme en tur på højskole som unge voksne”, opsummerer Thorstein Balle og pointerer:

“Grundtvig mente ikke, at det er dårligt for børn at blive undervist. Tværtimod. Han ønskede, at skolen skulle afskaffes, men bestemt ikke oplysning. Heller ikke børns oplysning”.

Grundtvigs fortolkere former folkeskolen

På Grundtvigs tid var skolen elendig, og det hang nært sammen med hans synspunkt, fortæller Thorstein Balle.

Børn på landet, hvis forældre havde ambitioner om, at de skulle have en uddannelse, stoppede med at gå i den lokale skole som niårige, for så skulle de begynde forberedelsen til latinskolen, hvor de startede som tolvårige. Det kunne være præstens eller godsejernes børn.

“Den almindelige skole på landet kunne simpelthen ikke lære eleverne nok. Derfor blev en del børn, heriblandt Grundtvigs egne, undervist hjemme enten af deres mor eller af en privatlærer – en såkaldt huslærer”, siger Thorstein Balle.

Fordi Grundtvig ikke selv formulerede ret mange tanker om, hvordan en skole for børn kunne indrettes – han var mere optaget af voksenundervisning og folkeoplysning – er hans indflydelse på det danske skolesystem et resultat af hans arvtageres arbejde.

“Da han ikke skrev ret meget om børneskole, er det mere en tolkning af, hvad han generelt mente om oplysning og hans generelle menneskesyn, man skal kigge på, hvis man vil forstå hans indflydelse på, hvordan vi har lavet skole her i landet”, fortæller Thorstein Balle.

Og skal man opsummere den grundtvigske arv om sammenhængen mellem erfaring og læring i én sætning, er det i verselinjen: “Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”, som stammer fra Grundtvigs hyldestdigt til kong Frederik den 6., “Gylden-Aaret”.

“Den linje kender alle, som har med skolen at gøre, også selv om de måske aldrig har hørt om manden Grundtvig. Den er helt central, for i den linje ligger blandt meget andet, at man ikke skal gøre skole til redskab for at uddanne børn til et erhvervsliv, som de skal være en del af som voksne. Det er helt afgørende”, siger Thorstein Balle.

Grundtvig, og ikke mindst hans samtidige fortolker Christen Kold, lærer og grundlægger af de første friskoler på grundtvigsk grundlag, kunne ikke forestille sig, at det skulle være motiverende for nogen børn at lære noget med henblik på, at det skulle de bruge som voksne.

Christen Kold sagde ligefrem, at hvis ikke det, man ville lære barnet, var til “umiddelbar nytte eller fornøjelse” for barnet, så skulle man som lærer afstå fra at undervise barnet i det pågældende stof.

”Grundtvig var på forsiden af pædagogikbogen”

”Jeg har ingen forankring i det grundtvigske med fra barndommen overhovedet. Mit første faglige møde med Grundtvig var på læreruddannelsen, hvor Grundtvig var uden på vores pædagogikbog. Men dengang var mit blik stift rettet mod lærerpraksis, og jeg var mere interesseret i at lære at lave en årsplan end i at lære om Grundtvig.

Men da jeg havde været lærer i nogle år og langsomt fundet fodfæste i faget, fik jeg overskud til at reflektere over, hvilken slags lærer jeg ville være – og så blev Grundtvig relevant, faktisk via folkeskolens formålsparagraf, hvor der efter min mening er gode reminiscenser af Grundtvigs skoletanker. Der står for eksempel, at vi skal have fokus på elevernes alsidige udvikling, og at eleverne skal opleve fordybelse og virkelyst. Det peger tilbage på Grundtvigs tanker om livsoplysning.

Ja, der står også i den nuværende formålsparagraf, at skolens opgave er at forberede eleverne til videre uddannelse, men det synes jeg ikke er unaturligt i dagens samfund. Uddannelse er også en vej til at blive klogere på sig selv, og der er noget frihed i, at man ikke skal være bonde, bare fordi ens far var det. Det skal bare ikke være sådan, at skolen skal være arbejdsmarkedets forgård”.

Katja Gottlieb, tidligere lærer, skoleredaktør på Grundtvigsk Tidende, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens folkeskolesektion

”Teaching to the test er ikke i Grundtvigs ånd”

”Jeg tror ikke, at Grundtvig ville billige det fokus, folkeskolen har for eleverne i vor tid. Han havde en ide om, at skolen skulle være et rum, hvor børn kunne modtage en grunduddannelse og blive guidet i almen dannelse.

Som jeg har forstået det, så var det aldrig hans tanke, at børnene skulle gennem eksamener og prøver. Målet var ikke et færdigt produkt, som skulle måles og vejes. Der er et element af teaching to the test i dagens folkeskole, og det har i hvert fald aldrig været Grundtvigs tanke. Hans tanke var, at børnene skulle udvikle sig som mennesker og blive kloge på livet og det, der var omkring dem. De skulle lære om fællesskabet og de forpligtelser, der følger med et sådant fællesskab.

Om det er der, folkeskolen er lige nu, synes jeg er svært at svare på. Nu går vi heldigvis bort fra uddannelsesparathedsvurderingen. Den var næppe heller i Grundtvigs ånd.

Men det er ikke kun skolens rammer, som gør det svært at finde plads til Grundtvig i dag. For mig handler Grundtvig også meget om fællesskab, og mange børn i dag er simpelthen ikke opdraget hjemmefra til at indgå i fællesskaber. Vi har morgensang på vores skole – det var faktisk noget, jeg fik indført efter at have set det på en anden skole – og de der 6.-klasser gider simpelthen ikke synge med på de gamle sange. Det kan jeg måske godt forstå, men at de ikke gider gøre sig den ulejlighed i det mindste at tie stille, mens de andre synger? Jeg tror, Grundtvig ville græde salte tårer over den mangel på fællesskabsfølelse”.

Allan Mortensen, dansklærer på Høng Skole i Kalundborg Kommune

Den danske klasselærertradition

Skal Grundtvig-forskeren pege på, hvordan Grundtvigs tanker har sat aftryk på folkeskolen, nævner Thorstein Balle som noget af det første klasselærerfunktionen.

Grundtvig blev som barn undervist af sin mor, og det blev afgørende for hans syn på forholdet mellem lærer og elev. For som voksen filosoferede Grundtvig over, hvordan det kunne være, at han som barn selv var så god til at lære og ikke mindst så glad for at lære.

Han kom frem til, at det skyldtes hans tætte forhold til sin lærer – moren.

Da Grundtvig som voksen besøgte Trinity College i Cambridge, England, og så de tætte bånd mellem professorer og studerende, blev han bekræftet i, at netop den tætte relation mellem lærer og elev var afgørende for, at eleven kunne lære godt og med glæde.

Den erkendelse blev af hans arvtagere udviklet til den særlige danske opfattelse af klasselærerfunktionen.

“Det er hverken Grundtvig eller grundtvigianerne, der har opfundet klasselæreren som begreb, men de Grundtvig-inspirerede pædagogiske tænkere, som udviklede skolevæsnet i Danmark, så skolen som hjemmets forlængelse og dermed klasselæreren som en erstatning for forældrene”, siger Thorstein Balle.

“Der er klasselærere i stort set alle de lande, vi som regel sammenligner os med. Men i modsætning til for eksempel England, hvor man skifter klasselærer hvert år, har vi i Danmark indrettet det, så klasselæreren følger eleverne gennem hele skoletiden – netop fordi vi har den grundtvigske tanke om, at den tætte relation mellem lærer og elev er så vigtig”.

Men med skolereformen i 2014 forsvinder begrebet klasselærer ud af skolelovgivningen, og det er symptomatisk for, hvordan Grundtvig og hans pædagogik har det i den danske folkeskole i dag, mener Thorstein Balle.

“Nu tænker man langt mere i afdelinger og siger ‘begynderundervisning’ og ‘mellemtrin’ og ‘overbygning’. Det er kulminationen på den udvikling, der begyndte, da man afskaffede klasselærerfagene på læreruddannelsen i 1966”.

Ifølge Thorstein Balle er den udtalte danske tradition for metodefrihed til folkeskolens lærere også et resultat af Grundtvigs indflydelse. Og den ligger i direkte forlængelse af idealet om det tætte forhold mellem lærer og elev. Fordi læreren formodes at kende sine elever bedst, kan det trygt overlades til ham eller hende at vælge undervisningsmetode.

Men også metodefriheden er under pres, mener Thorstein Balle, ikke mindst på grundt af politisk styring, læringsmål og nationale og internationale test, som eleverne helst skal klare godt.

Grundtvigianer skaber formålsparagraf

Fra Christen Kold og hans friskoler gled den grundtvigske tænkning ind i folkeskolen, og det gjorde den ikke mindst gennem den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen.

Han er i skolesammenhæng en af Grundtvigs vigtigste arvtagere, mener Thorstein Balle.

“Han var ærkegrundtvigianer og radikal undervisningsminister ad to omgange, fra 1935 til 1943 og igen fra 1957 til 1961. Han fik enorm indflydelse på to folkeskolelove og på læreruddannelsen. Han ønskede, at folkeskolen og læreruddannelsen skulle afspejle en grundtvigsk tænkning. Det er ham, der for alvor manifesterer den grundtvigske arv i folkeskolen”.

Fra 1937 til 2006 har formuleringerne “styrke deres (elevernes) karakter og give dem nyttige kundskaber” og “fremme (…) den enkelte elevs alsidige personlige udvikling” været centrale i folkeskolens skiftende formålsparagraffer.

Den første formulering stammer fra netop Jørgen Jørgensens tid som undervisningsminister og er en af de tydeligste manifestationer på Grundtvigs tankegods om skolen som livsoplysning frem for forberedelse til et erhverv.

Arven er (næsten) fordampet

Men i 2006 bliver folkeskoleloven ændret markant.

I den nye formålsparagraf står det direkte, at “Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse…”. Begreber som personlig udvikling er helt væk. Og dannelse er kun nævnt, når der er sat et “ud” foran.

Det er symptomatisk for udviklingen, mener Thorstein Balle, hvordan den grundtvigske arv begyndte at fordampe ud af folkeskolen allerede i 1980’erne.

Men det er ironisk, at arven fik sådan et skud for boven, mens den erklærede grundtvigianer Bertel Haarder var undervisningsminister, mener Thorstein Balle.

“Haarders ageren i forhold til det grundtvigske har været noget slingrende”, siger han.

Den nye formålsparagraf fra 2006 og siden folkeskolereformen fra 2014 har fortrængt Grundtvigs arv fra den danske folkeskole, siger Thorstein Balle.

I stedet er der kommet målstyring, test og fokus på kompetencer. Samtidig er lærerkaldet blevet til lærerprofession, og det er en skidt udvikling, mener han.

“Det, der ligger i forestillingen om lærergerningen som et kald, er, at man giver sin personlighed ind i arbejdet. At arbejdet også handler om at give sig selv som person. Men det er ikke længere en tankegang, som jeg kan finde i den politiske dagsorden”.

Og Grundtvig ville måske også have vendt sig i graven, da folkeskolens afgangseksamen blev indført. Indtil 2016 var grundskolen eksamensfri, hvilket også udspringer af den grundtvigske tankegang – eleverne skulle jo ikke gå i skole for at blive parat til arbejdslivet, og derfor skulle de ikke nødvendigvis have en eksamen.

I stedet hed det afgangsprøver, det var frivilligt, om man ville tage dem, og man kunne ikke dumpe, altså blive tvunget til at gå sidste skoleår om. Den oplysning, man fik i skolen, havde værdi, uanset om man fik et papir på den eller ej, var tankegangen.

Måske holdes ånden i live

Grundtvigs arv er heller ikke videre synlig på de “skoler”, hvor fremtidens lærere uddannes.

Thorstein Balle har undersøgt otte læreruddannelser for at finde ud af, om Grundtvig er at finde i pensum – for eksempel i fag som historie eller religion – og konkluderer, at det er han ikke.

“Det vil sige, at en lærerstuderende sagtens kan blive lærer uden at have hørt navnet Grundtvig i sin uddannelse i dag. Men derfor kan det godt være, at man agerer med udgangspunkt i de samme tanker. Det tror jeg, mange lærere gør uden at vide det”, siger han.

“Og det er jo på en måde det levende ord, som Grundtvig talte om, det, der leveres videre gennem generationerne. Det vigtige er ikke personen Grundtvig. Det vigtige er hans tænkning om uddannelse, oplysning og skole. Men spørgsmålet er, hvor længe denne tænkning kan leve videre uden opbakning fra en lovgivning”, siger Thorstein Balle.

Når man hører Thorstein Balle fortælle om Grundtvigs indflydelse i folkeskolen og på læreruddannelsen, lyder det som en forfaldshistorie. I hvert fald hvis man synes, at Grundtvigs skoletanker er gode. Og det synes han.

Men forskeren ser små tegn på, at udviklingen kan være ved at vende.

“Tegnene er der – for eksempel diskussionen om begrebet dannelse, som har bredt sig de sidste tre-fire år. Det kunne godt tale for, at der er en anden forståelse af skolen og fagene, som spirer. Det betyder ikke nødvendigvis, at Grundtvig kommer på banen igen, for dannelse er jo også andet end Grundtvig. Men der tegner sig en reaktion mod den meget stærke orientering mod kompetencer og test, som længe har domineret diskursen”.

Uanset hvad politikerne gør ved den danske folkeskole, udfører masser af lærere i praksis deres arbejde med udgangspunkt i en særlig dansk pædagogik, som er præget af en grundtvigsk tankegang, understreger Thorstein Balle. Selv om de måske ikke selv er bevidste om det.

“De fleste, som vælger at uddanne sig til lærere, og da særligt dem, som bliver i faget, gør det, fordi de vil gøre en positiv forskel for deres elever. Fagligt og personligt. Så kan man trække en tråd tilbage til Grundtvig, for man kan ikke møde og undervise sådan en flok børn, uden at det gør noget ved en selv personligt. Det menneskelige møde har så stor betydning, også for læreren”.