Fakta

Litteratursamtaler efter gehør i grundskolens danskundervisning

Forfatter: Louise Rosendal Bang

250 kroner

124 sider

Didaktikserien

Akademisk Forlag

Arbejdet med skønlitteratur i danskundervisningen har i mange år været præget af opgaveløsning og IRE-modellen. I for initiering, R for respons og E for evaluering. Læreren stiller spørgsmål, eleverne svarer, og læreren evaluerer, om han kan acceptere svaret. Samtalen bliver ofte ikke en reel samtale, men elevernes gætning.

IRE-samtalen kan efter forfatterens mening godt bruges til at strukturere undervisningsforløb, men er alt for dominerende i folkeskolen. Der skal være en reel dialog. Forfatteren bygger bl.a. på sin egen ph.d.- afhandling om lærerstyrede tekstsamtaler, og hun nævner som sin inspiration store kapaciteter som Mikhail Bakhtin, Olga Dysthe og Vibeke Hetmar.

Men først og fremmest er hun tilhænger af at anvende den metode, man bruger på Københavns Forfatterskole tre timer to gange om ugen. En studerende læser sin tekst op, og derefter følger en samtale om teksten. Som når jazzmusik improviseres, er der ingen aftaler om, hvem der melder sig ind i fællesskabet hvornår. Turtagningen er fri og efter gehør, og man må tale så længe, man vil.

Deltagerne er i mesterlære, idet læreren udelukkende får en stemme ved eksemplarisk at deltage i samtalen. I eksemplerne på anvendelse af metoden, som findes i bogen, er formålet med samtalen ikke en færdig fortolkning til sidst. Alle deltagerne kan spille ind med iagttagelser i teksten, med refleksioner og med tilslutning til eller kritik af andres ytringer.

Formålet med processen er en erkendelse af tekstens potentialer, en slags eksistentiel mumlen. Udformningen af samtalen behøver ikke at være formfuldendt, men det undersøgende, spontane og reflekterende i metoden spejler sig både i fuldstændige og ufuldstændige sætninger.

Forfatteren mener, at eleverne vil sige mere og tale i længere passager efter denne metode, og at flere vil ytre sig. Alle tolkninger er dog ikke acceptable. De skal begrundes i teksten. Metoden er en tekstæstetisk tilgang til teksterne, og de skønlitterære tekster betragtes som kunst.

Det er svært at forestille sig, at en 8. klasse med 26 elever er indstillet på disciplineret turtagning efter lærerens modellering. Forfatteren må dog også indrømme, at det maksimale antal af elever i en gruppe er 12 elever. Det værdifulde ved metoden er, at eleverne fastholdes i iagttagelser i teksten.

Forfatteren beskriver et begrebsapparat til iagttagelser, blandt andet af turtagning og overgange og bringer helt konkrete eksempler på undervisningsforløb, hun har gennemført eller iagttaget. Samtidig er mundtligheden beskrevet som den bedste måde at forholde sig til litteratur på. Forfatteren mener, at eleverne skal have et metasprog og gennemgår derefter i ren IRE-undervisning en række begreber om mundtlighed, som eleverne skal have styr på, før de er parate til den jazzede samtale. Det virker inkonsekvent.

Jeg tror, det vil være meget vanskeligt at gennemføre metoden i ren form i en klasse i folkeskolen. Metoden forudsætter en høj grad af selvdisciplin, og ganske vist er mundtligheden væsentlig i litteraturundervisningen, men der er mange muligheder for nuanceret at arbejde med tekster i folkeskolen. Det er vigtigt, at hele kroppen kommer med i processen, for eksempel ved inddragelse af drama, dans, skabelse af billeder, spil, skrivning, gruppearbejde i små grupper og ved inddragelse af andre tekster.

Anmeldelse

Læs en øjenåbner

Da metoden tager afstand til en sammenhængende tolkning af teksten, lægger den også afstand til en anden form for undersøgende litteraturpædagogik: En fænomenologisk tilgang som sætter elevernes langsomme, oplevende læsning højt, og til når sidst frem til en samlet tolkning som kan perspektiveres og sættes i relation til verden - bliver verdensvendt. Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel har med omfattende forsøg og gennem en del bøger eksemplificeret denne metode.

Forfatteren til denne bog mener, at ingen fortolkning er den helt rigtige, da den afhænger af hvilke fællesskaber, man befinder sig i, og eleverne skal i folkeskolen indgå i et fagligt fællesskab ifølge danskfagets formål. Spørgsmålet er, om denne metode er egnet til at få eleverne til at deltage i et sådant fællesskab. Min erfaring siger mig, at metoden vil hægte mange elever af, men det kunne jo komme an på en prøve at bruge metoden til grupper i danskundervisningen i folkeskolen.