For lange videoklip og ufokuserede observationer. En fejlfinderkultur, hvor videoobservationer primært handler om at sætte fokus på, hvad man ikke kan. Et individperspektiv, hvor kameraet rettet mod enten læreren eller eleverne, men ikke interaktionen mellem de to.

De tre synder er ifølge læringskonsulent og supervisor Ulla Nedergaard alt for udbredte, når lærerstuderende og praktikvejledere i dag arbejder med videoobservationer i forbindelse med praktikken.

Det er drivkraften bag, at hun sammen med kollegaerne Allan Mølgaard og Tine Sofie Højrup har skrevet bogen 'Småt er godt - sådan arbejder du med videoobservation i praktik'.

Anmeldelse: Små observationer - stor effekt

"Videoobservationer bliver mere og mere udbredt, når studerende er i praktik. Og det er godt. Det er visuelt og ikke så omkostningstungt, og video som medie fanger de yngre generationer", siger Ulla Nedergaard, inden hun kommer til det store men:

"Videoobservation er også meget sårbart, hvis ikke vi griber det ordentligt an. Når vi ser os selv på video, reagerer vi følelsesmæssigt. Derfor er der så meget mere at hente, hvis følelserne bringes i spil på den gode måde, og så meget mere at miste, når de bliver bragt negativt i spil".

Småt er godt

Ulla Nedergaard understreger, at titlen på bogen skal tages alvorligt, hvis man vil lave den gode videoobservationsbaserede feedback på sine praktikanters undervisning som vejleder.

Jo kortere videoklip, feedbacken tager udgangspunkt i, og jo mere indsnævret analysefelt, des bedre.

Det hele starter med, at man som vejleder på forhånd aftaler med sine praktikanter, hvilken del af undervisningen, der optages til videoobservation, og hvad man vil være opmærksom på, når man analyserer den.

Ny undersøgelse: De nuværende lærerstuderende vil det praksisnære

"Helt grundlæggende handler det om at gå fra at indsamle en masse empiri i form af observationer, som man derefter kan gå på jagt efter alt muligt i, til at have et 'tæmmet blik', som vi kalder det", fortæller Ulla Nedergaard.

Hun opstiller en metafor: Jo mere man strammer fjedrene, inden man hopper på trampolinen, jo højere kan man nå.

Tilsvarende kan man nå længere i sin udvikling som underviser på baggrund af videoobservationer, des bedre man definerer sit undersøgelsesfelt.

"Målet må være, at læreren er i stand til at justere sin undervisning på et overordnet plan. At kigge generisk på, hvad der sker didaktisk og pædagogisk. Men alt for ofte når man ikke længere end at konkludere, at der er en udfordring med en specifik elev i lige præcis 4.C, fordi man ikke har været god nok til at afgrænse sig", siger Ulla Nedergaard.

Tre faser og kommunikationstyper

Kernen i den metode, forfatterne opstiller i bogen, er en matrix, hvor der ned ad den ene akse er tre faser af undervisningen, og ud ad den anden tre former for kommunikation.

De tre faser er: Start, indhold og afslutning. Det er her, læreren henholdsvis rammesætter, gennemfører og samler op på undervisningen.

De tre typer af kommunikation er: Ledelses-, relations- og læringskommunikation:

De tre faser er typisk til stede i enhver time i alle fag på alle klassetrin, og de tre typer af kommunikation er tilsvarende altid til stede samtidig, når man kommunikerer.

På fire ud af ti skoler møder fremtidens lærere ikke en uddannet praktikvejleder

Det vigtige er derfor, at man er skarp på, hvilken fase af undervisningen og type af kommunikation, man fokuserer på.

"Er man det, kan man nøjes med ganske få, korte videoklip. Der skal måske optages fem minutter, og så kan man udvælge et klip på bare ét enkelt minut. Det kan man så kigge igennem tre gange, mens man vurderer hver af de tre typer af kommunikation, for alle tre finder altid sted samtidig", forklarer Ulla Nedergaard.

Næste skridt er at spørge: Hvad har eleverne brug for, at underviseren gør mere af?

"Er der brug for en bedre relation til eleverne? Mere styring? Eller er det i virkeligheden en klasse, der keder sig, fordi der sker for lidt læring, og de har brug for at blive udfordret fagligt? Der er også forskel på, hvor meget vægt hver type af kommunikation bør have i hver del af undervisningen", siger Ulla Nedergaard, som tilføjer:

"Øvelsen er at lade alt andet ligge. At fokusere knivskarpt på at identificere knapperne og lære at skrue på dem. På den måde er videoobservation en mulighed for at skære alt det andet fra og udelukkende fokusere på grundredskaberne i værktøjskassen, når man skal udføre kerneopgaven. Det er en metode til at komme ind og nørde i helt generisk, klassisk didaktik og lærerfaglighed. Og det er alt for sjældent, man som lærer får muligheden for det".

Store krav til vejlederen

Ud over at hjælpe med at huske både sig selv og praktikanterne på at bevare et skarpt fokus på én ting ad gangen, stiller metoden tre store krav til praktikvejlederen. For det første skal man give slip og lade praktikanterne tage styringen.

"Den studerende skal selv finde klip. Den studerende skal selv lave analysen. Den studerende skal selv fremvise klippet og tage ejerskab for egen virkelighed. Vejlederen bliver inviteret ind i den studerendes læringsrum", siger Ulla Nedergaard.

Nye lærere vil have mere praksis i uddannelsen - men forsker advarer

For det andet skal man som vejleder tillægge sig det, Ulla Nedergaard kalder et "80/20-blik":

"Der er altid 80 procent både hos andre og hos os selv, der er kompetent. De 20 procent er der, hvor man kan gøre mere af det, der giver en hensigtsmæssig måde at kommunikere på", siger Ulla Nedergaard.

I forlængelse af det er det vigtigt, at man som vejleder i forbindelse med videoobservationer "holder sig til at fortælle det, praktikanten har brug for at vide, og ikke alt det, man selv ved", siger Ulla Nedergaard.

"Vi er som lærere altid fristede til at docere. Gå ud fra, hvad den, du sidder over for, har som undersøgelsesfelt, og hvad de er nysgerrige på. Ikke hvad du selv har på lager af gode råd", siger hun.

Redigeret virkelighed er også virkelig 

Hvis den studerende selv skal udvælge korte klip, vælger man så ikke de klip, hvor tingene spiller?

"Man kan aldrig fremvise noget, der ikke er sket. Så der er ikke noget snyd i, at man udvælger de gode eksempler", siger Ulla Nedergaard.

"Uanset klip er opgaven for de studerende: Beskriv så objektivt som muligt, hvad vi ser og hører. Forklar hvad dine didaktiske, pædagogiske og faglige overvejelser bag at gøre det her. Og til sidst: vurdér, hvad der lykkedes, og hvad der kan justeres".

"Vejlederens rolle er i virkeligheden at sikre, at man kommer igennem alle tre faser, og at man bevarer elevperspektivet. Hvordan tror du, eleverne vil beskrive, forklare og vurdere den samme situation?"

Censorrapport: Flere lærere skal praktikuddannes løbende

Men skal man ikke også kunne fortælle sine praktikanter, hvis der er noget, de simpelthen gør forkert? De skal jo i sidste ende bestå en praktikprøve?

"Jo, men hver ting til sin tid. Der er alt for mange praktikanter, der i forbindelse med videoobservationer bliver udsat for en 'svesken på disken'-kultur, hvor man går direkte til det, der ikke fungerer", siger Ulla Nedergaard.

"Desuden oplever mange lærere, at observationerne bliver koblet på MU-samtalen, som jo i virkeligheden skal handle om personaleledelse. Praktikvejledning handler om kompetenceudvikling og eleverne. Det er supervigtigt at adskille de to ting. Jeg vil faktisk sige, at det er uetisk at blande de to ting sammen".

"Det er klart, at der også er en anden samtale, der skal tages, der handler om den studerende som studerende. Den er jeg med på, at praktiklærerne også er forpligtet på. Men den foregår altså ikke i vejledningen, hvor den studerende skal have feedback på sig selv som underviser".

"I det her ligger jo også, at de studerende skal tage ansvaret på sig og komme velforberedte. Gør de det, må de til gengæld også kunne kræve ordentlig vejledning".

Optræder man naturligt, når kameraet er tændt?

"Nej, og det er en klassiker: 'Kameraet skulle have været tændt i onsdags, hvor 4.c var helt umulige. I dag var de gode, fordi de vidste, de blev filmet'. Til det er der bare at sige, at dem, du ser her, er også 4.c. 4.c kan mange ting. Lad os gå efter det, de kan, når de opfører sig hensigtsmæssigt", siger Ulla Nedergaard.

"Videofilming er kunstigt. Vi kommer altid med den bedste udgave af os selv, når vi er opmærksomme på, at kameraet er tændt. Og ved du hvad? Det er der læring i. Man behøver ikke altid se det beskidte vasketøj for at komme videre".

"Desuden bør man holde sig for øje, at når vi er under pres - og det er vi, når vi bliver filmet - så har vi et reaktionsmønster. Enten taler vi mere, bliver mere opgaveorienterede eller andet. Vi går på automatpilot, og den er også interessant at iagttage og blive bevidst om. For det er samme måde, man reagerer, når man bliver sat under andre former for pres".