Debat

Det er ærgerligt, for vi kunne få så mange gode ting ud af at få flere fag, skriver Selma Bulut.

Lærerstuderende: Giv mig flere valgfag, så jeg kan blive en bedre lærer

Jeg kunne godt tænke mig et valgfag, hvor jeg kan nørde igennem med at lave undervisningsmateriale, men det er ikke muligt i dag, skriver en lærerstuderende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

På læreruddannelserne er der mulighed for at tage en række valgfag. Det kan være alt fra job og uddannelse, sundheds- og seksualundervisning, svømmelærer og skole-hjem-samarbejdet. Det er alt sammen fantastisk.

Problemet er bare, at vi ikke må få mere end 240 ECTS-point, før vi er færdige som lærere, så det begrænser virkelig antallet af valgfag, vi kan få. Sådan var det i hvert fald sidste gang, jeg spurgte på min læreruddannelse.

Det er ærgerligt, for der er så mange gode ting, vi kan få ud at få flere fag. Ja, vi vil ganske enkelt blive mere specialiserede og have flere forskellige kompetencer, når vi træder ud i landets klasselokaler.

Det kunne også være fedt, hvis vi lærerstuderende kunne have indflydelse på, hvilke nye valgfag der bliver oprettet. Helt konkret drømmer jeg om et nyt valgfag: ’Lav dit eget undervisningsmateriale’.

Lad os nørde igennem

Mange skoler bruger digitale platforme, som leverer en hel masse onlineforløb. Mit indtryk er, at de ofte ikke er lavet af lærere, og de er svære at tilpasse til den enkelte klasse eller elevgruppe, man som lærer står med.

Derudover, mener jeg, at det at sidde foran en computer – både som studerende på læreruddannelsen og som elev i skolen – er kedeligt, forstyrrende for vores koncentration og så dårligt for vores kroppe på den lange bane, så vi bør begrænse skærmforbruget.

Størstedelen af de tilgængelige digitale læremidler, der er ude i de fleste skoler, er efter min mening ofte gennemvædet af stereotyper og gammel information, som ikke nødvendigvis er relevante for fagene eller elevernes hverdag, og ofte er de heller ikke godt nok didaktisk formuleret.

Derfor ville det være dejligt at have et valgfag, hvor vi kunne nørde igennem med vores helt egne hjemmelavede undervisningsforløb. Dem kunne vi afprøve i praktikkerne, og bagefter kunne vi justere dem.

Giv os flere valgfag

Til sidst ville det ende med, at vi løbende får en hel masse nye lærere ud på skolerne med et katalog af friske undervisningsforløb, som kan brede sig på skolerne. Det kan være en proces, der kan føre til mindre røv-til-sæde-med-skærm-undervisning og mere spændende undervisning for eleverne.

Der findes faktisk eksempler på, hvordan lærerstuderende er med til at udvikle undervisning. Den slags burde vi brede ud og allerhelst lave til et valgfag, så vi fik langt mere erfaring med at lave undervisningsmaterialer. Jeg tror, at vi har dygtige ildsjæle på læreruddannelserne, der kan hjælpe os med det. Men det kræver, at vi kan få lov til at lave ekstra valgfag derude – og at vi kan få lov til at tage så mange af dem, som vi ønsker.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk