Lærere opdrager elever til krig.

Det er tydeligt, når man ser filmen Mr. Nobody against Putin, som har premiere på lørdag og er en del af dokumentarfilmfestivalen CPH Dox.

Folkeskolen var med til forpremiere på filmen, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål til filmens medinstruktør David Borenstein og producenten Helle Faber.

Filmen handler om den russiske lærer Pavel Talankin, som er eventkoordinator på sin skole i den lille russiske by Karabash. Da Rusland invaderer Ukraine bliver han sat til at dokumentere, at lærere efterlever styrets krav til undervisning i patriotisme og krig. 

I klasseværelserne sætter han mikrofoner på lærerne, mens de med prøvende stemmer læser Putins budskaber op. Han filmer eleverne, der med halvåbne munde og opmærksomme blikke sluger argumenterne om, at Europa mærker krigen mere end Rusland. 

For europæerne producerer ikke fødevarer. Men franskmændene vil klare sig længere end englænderne, fordi de spiser frølår, lyder lærerens argumentation blandt andet. 

Pavel Talankin filmer, hvordan morgensamlinger indledes med elevers indmarch med det russiske flag, og hvordan soldater fra Wagner-gruppen besøger skolen i uniform og lader en mine gå rundt blandt eleverne, mens de fortæller, hvad der vil ske, hvis man træder på den.

Tesfaye: Putin har ikke gået i dansk folkeskole

Den stille protest

Egentlig siger han sit job op og er klar til at gå hjemme med sin papegøje Nebraska og sin hund, for han vil ikke opfylde kravet om propaganda forklædt som patriotisk undervisning, som rammer skolen. 

Men da han får kontakt til den amerikanske dansk-bosiddende instruktør David Borenstein, går han ind på kontoret i skolens slidte bygninger og trækker opsigelsen tilbage.

Pavel Talankin tør ikke deltage i demonstrationer mod Putin, men han drømmer om, at han med sine optagelser kan vise, hvordan krigen ændrer Rusland indefra.

Læreren er meget vellidt blandt eleverne – især blandt de ældste elever, der hænger ud på hans kontor og lader ham komme med til fester, hvor de deler sorger og glæder. 

Han filmer håbløsheden blandt venner og familie, når de store drenge bliver indkaldt til militærtjeneste i Ukraine. Han fanger tabet i øjnene på udskolingspigen, hvis bror ikke vender tilbage fra fronten i Ukraine.

Den danske forbindelse

Da Pavel Talankin har fået kontakten til det danske filmselskab Made in Copenhagen hænger han Dronning Margrethes kontrafej op på væggen på kontoret – på den anden væg hænger et blåt–hvidt flag – demokratiflaget.

”Han er stor fan af Dronning Margrethe”, fortæller instruktør David Borenstein. ”Pavel siger, at hun har forstået at trække sig, mens tid er”.

I en dansk kontekst virker indoktrineringen grotesk. Pionerorganisationen stod for uddannelse af børn i Sovjetunionen. På 100-årsdagen for Pionerorganisationen lancerer Putin på store skærme på skolen børne- og ungdomsorganisationen ”Den første”. 

Talankin filmer, da eleverne ifører sig røde baratter og tørklæder. Eleverne får udleveret sedler, som de skal gemme under bordet, så Pavel kan filme, mens de læser styrets ord op i klassen.

Sådan vinder lærere krige

I en tale på en tv-skærm siger Putin: ”Kommandører vinder ikke krige. Lærere vinder krige”.

Og det er der en grund til, siger filmens producent Helle Faber.

”Putin gør det helt bevidst. Børnenes forældre er generation X efter perestrojka. De er ifølge Putin helt ubrugelige. Derfor skal generation Z sættes på plads, fra de er ret små. Mange af børnene kommer hjem til middagsbordet og får at vide fra forældrene, at det de hører i skolen, er bullshit. Det er derfor Putin går meget langt ned i klasserne – faktisk helt ned til børnehaverne”, siger Helle Faber.

Lærerstuderende på flugt: Fra Mykolaiv til Lemvig

På et tidspunkt i filmen er der en konkurrence, hvor forældre og elever har stemt på skolens bedste lærer – prisen går til en lærer, der er meget tro mod at levere de politiske budskaber til børnene. Gevinsten er en lejlighed i det nyeste kvarter.

David Borenstein fortæller, at Pavel Talakin har fortalt ham, at han tror, at afstemningen er gået helt regulært til.

”Fra min forståelse er den lærer meget populær. Han er ikke streng mod børnene. Han råber ikke. De forstår, at han virkelig tager sig af deres læring. Han står i jakkesæt og forklarer, hvorfor den patriotiske undervisning er vigtig. Han er en meget kompleks person”, siger David Borenstein.

Læreren løber stor risiko

Som tiden går, får Pavel Talankin sværere og sværere ved at skjule sin modstand mod den patriotiske undervisning og krigen. 

Færre elever begynder at komme på hans kontor, og flere lærere advarer ham mod den stille modstand, han ikke kan lade være med at manifestere på skolen. For eksempel, da han sætter mikrofonen på en lærer, og mens han går tilbage til kameraet, siger han til eleverne, at læreren er tvunget til at læse teksten som kommer nu højt. Da eleverne hører det, siger de til læreren: ”Blink to gange, hvis han har ret”.

Ingen af de medvirkende er blevet spurgt, om de vil deltage i filmen. Til gengæld har instruktører og producent været meget opmærksomme på, at ingen i filmen udtrykker kritik af krigen. 

Det er Pavel Talankin, som filmer, det er hans stemme, som guider seerne gennem filmen, og det er udelukkende hans kritik, der kommer frem.

”Vi var vildt bange for hans sikkerhed. Var det i Moskva var det aldrig gået. Men i den lille by voksede han op med politiet og borgmesteren. Han har selv gået på skolen. Han mente, at nogen ville advare ham. Tingene blev sværere i de år, han filmede. Han pressede grænserne. Til sidst var det et spørgsmål om tid, før han var blevet taget”, mener David Borenstein.

Filmselskabet hjalp ham ud af landet. Han pakkede de vigtigste bøger fra den farvekoordinerede bogreol og afleverede sine planter hos sin mor, som er bibliotekar på skolen. 

I tasken pakkede han en returbillet, men hjemrejsen bliver aldrig brugt.

Lærer stolt over modstanden

Første gang David Borenstein mødte læreren var i Istanbul – indtil da havde de kommunikeret via Googletranslate og tolk.

Phillip kører biler til den ukrainske frontlinje

”Pavel var en lærer, som var der for børn, der ikke passer ind. Da jeg mødte ham, tænkte jeg, han kommer ikke til at forlade sin familie, sit job og sit land. Han taler ikke andet end russisk. Men han har en stærk overbevisning, og han ville have sit materiale ud”.

Efter Pavel Talankin flygtede fra Rusland, var han med til at færdiggøre filmen i Danmark.

”Jeg tog ham med til en middag. Han gik hen til alle til middagen og sagde; jeg er så glad for at have mødt dig. Du kender mig ikke så godt endnu, men jeg glæder mig til den dag, du ser min film. Han er så stolt af den film og stolt af, at russiske oppositionsmedier støtter den”.