Hvordan er du endt i Lemvig mere end 2.500 kilometer fra din hjemby?

“Vi er fire venner fra den samme by i Ukraine, som valgte at flygte sammen, men vores familier har valgt at blive i Ukraine. Vi kommer fra Mykolaiv, som er en havneby i det sydvestlige Ukraine. Byen ligger meget tæt på frontlinjen. Det er ikke en af de byer, der er hårdest ramt, og der har ikke været russiske tropper i byen, men byen bliver ofte bombet. Først kom vi til Polen. Derfra fragtede nogle frivillige os hele vejen til Bækmarksbro, der ligger 15 kilometer uden for Lemvig. Dér mødte vi tilfældigvis en lærer fra Tangsø Skole. Hun var virkelig sød, og vi er blevet gode venner. Hun kontaktede sin leder, som videreformidlede en kontakt til Christinelystskolen. De kunne heldigvis bruge mig, og det er jeg virkelig glad for”.

Er du bange for, at der vil ske din familie noget?

“Det tænker jeg på hver dag. For nylig havde vores familier ikke adgang til vand derhjemme i to uger. De kunne kun få vand ved at tage flasker med hen til et sted, hvor myndighederne uddelte vand. Det gjorde os virkelig bekymrede, for man har jo brug for vand til alt. Jeg ved ikke, om de kan finde på at flygte på et tidspunkt. Det afhænger af situationen, men lige nu føler de sig forpligtede til at blive, for min mor arbejder i en børnehave, og min far arbejder på en togstation. Min veninde forsøger at overtale sin mormor til at flygte, især fordi hun er bekymret for, hvordan krigen påvirker hende mentalt. Men moren føler sig også forpligtet til at blive og hjælpe, så hun har meldt sig til at arbejde frivilligt i et supermarked”.

Hvad gør du med dine studier på læreruddannelsen?

“Jeg fortsætter egentlig bare min læreruddannelse via fjernundervisning, og jeg kan også tage mine eksaminer online. Vi har haft to coronanedlukninger i Ukraine, og det har givet os erfaring med fjernundervisning. Det er planen, at jeg færdiggør min uddannelse til juni, og jeg håber virkelig, at det stadig kan lade sig gøre. Når jeg kommer hjem fra min undervisning med eleverne, studerer jeg alt, hvad jeg kan. Men det er lidt overvældende at skulle passe både arbejde og studie, imens jeg ikke har vidst, hvor jeg skulle bo, og skulle finde ud af helt simple ting, som hvor man kan købe ind. På grund af krigen er mit hold på læreruddannelsen blevet meget spredt. Jeg er den eneste, der er i Danmark, og så er der nogle i Polen og Tyskland. Mange har valgt at blive i Ukraine og flygte vestpå til mere trygge områder”.

Hvordan oplever du undervisningen i Danmark?

“Lærerne i Danmark er mere frie til at bestemme over deres undervisning. I Ukraine har vi et bestemt curriculum, som vi skal følge. Lærerne skal også følge nogle bestemte lærebøger, som er godkendt af ministeriet. I Ukraine arbejder vi desuden meget mere med at give eleverne lektier for, end det virker til, at man gør her. Det er svært at sige, om det ene land gør det bedre end det andet. For det er svært at sammenligne, og det er bare to forskellige tilgange. I Ukraine er læreruddannelsen desuden på universitetet”.

Vil du tage dine erfaringer herfra med hjem til Ukraine, når situationen forhåbentlig igen bliver bedre?

“Helt bestemt. Jeg havde i forvejen et stort ønske om at se, hvordan man underviser i andre lande, så det er virkelig god erfaring at prøve at undervise i et andet land. Jeg synes, at det er spændende at se de danske læreres tilgang til eleverne, hvilke undervisningsmetoder de bruger, og hvordan de evaluerer deres undervisning. Og så synes jeg virkelig, at det er spændende, at man ikke arbejder så meget med lektier. Så der er helt sikkert nogle af tingene, jeg vil tage med hjem, når jeg skal tilbage og være lærer i Ukraine”.

Hvordan oplever du, at de ukrainske elever har det her i Danmark?

“Jeg synes, at de har omstillet sig rigtig flot. Det er en svær tid for dem, og de ved godt, hvad der sker derhjemme i Ukraine. Men de synes, at det er spændende at opleve en helt anden kultur og et andet liv. En af eleverne sagde til mig, at han havde lagt mærke til, at flere af de danske elever har små runde oste med i deres madpakke. Det syntes han var virkelig spændende, og han sagde, at han ville ønske, at vi havde det samme i Ukraine”.

Taler I med eleverne om, hvad fremtiden mon bringer?

“Vi bringer slet ikke krigen op med børnene. Men de bringer det nogle gange selv på banen, og så taler vi naturligvis om det. Men vi forsøger at fokusere på alt det nye og spændende, som de oplever her, og så lader vi forældrene om at bekymre sig om, hvad der sker i Ukraine. Selv om vi ikke snakker meget om det, så tror jeg, at eleverne forstår, hvad der sker. De oplevede det jo selv, inden de kom til Danmark, og de hører nok en masse fra deres forældre. Eleverne klarer det virkelig flot, men man kunne tydeligt mærke, at de i starten lige skulle teste, hvor grænsen går i undervisningen her i Danmark. Siden er de faldet godt til. Så nu mangler de bare at lære lidt mere om den danske kultur, og jeg synes, at det er en god ting, at de lærer dansk. For ingen ved, hvad fremtiden vil bringe”