Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I uddannelsessektoren hører vi på vandrørene, at regeringen er på trapperne med et forslag om et markant øget adgangskrav til de 3-årige gymnasiale ungdomsuddannelser.

Mattias Tesfaye har udtalt, at man i Undervisningsministeriet regner på konsekvenserne af et folkeskolegennemsnit på 6 som adgangskrav.

Timingen er næppe tilfældig. Mens uddannelsesparathedsvurderingerne frafalder, kan det være en (u)kærkommen lejlighed til at indføre en højere karakterbom til de 3-årige gymnasiale ungdomsuddannelser, hvilket flugter med regeringens mål om, at flere skal tage erhvervsfaglige uddannelser.

Det vil være en aldeles uheldig vej at gå for et ellers nobelt mål om flere faglærte. 

I Gymnasielærernes Lærerforening har vi regnet på, hvad et snit på 6 i gennemsnit ved standpunkts- og prøvekarakterer vil betyde nationalt såvel som lokalt, og analysen taler sit tydelige sprog: Det bliver op ad bakke for 'Vandkantsdanmark', HHX og HTX, børn fra uddannelsesfremmede hjem, drenge og etniske minoriteter.

Læg dertil 'late bloomers' og børn med en skæv talentprofil, der betyder, at de er vanvittigt dygtige til nogle fag, men bagud i andre. Man kunne også spørge, hvor det efterlader det stigende antal børn i mistrivsel og måske perioder med skolevægring til følge, som har brug for tid og chancer for at indhente det tabte.

Risiko for mistrivsel og teaching to the test

Jeg vil ikke her bruge krudt på den overordnede debat om social mobilitet, kønsligestilling, integration, uddannelsestilbud i hele landet, men fokusere på konsekvenserne for folkeskolen, som for alvor må forventes at trække det korteste strå og det tungeste læs. Igen, kunne man fristes til at sige.

Når eleverne i 8. og 9. klasse og ikke mindst deres forældre opdager, at karakterkravet er betragteligt hævet, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det skaber pres på lærerne for at skabe læringsrum med karakterer som højeste formål frem for at lave den mest dannende, (ind)levende og omverdensrelevante undervisning.

På ungdomsuddannelserne kender vi allerede til, at mere og mere tid går med at håndtere karakterklager frem for at forberede god undervisning. Og hvad gør man, når det samme pres vil flytte ned i folkeskolens ældste klasser? Teaching to the test står lige for.

Hvordan en højere karakterbom er svaret på den såkaldte ”trivselskrise” er også svært at forstå. Faktisk har jeg vanskeligt ved at se, at vi ikke blot skubber til flere børn og unges mistrivsel, når vi indirekte fortæller dem, at det er tallene på karakterbeviset frem for indre motivation og engagement, der tæller.

Øgede karakterkrav rammer socialt og geografisk skævt

At et betragteligt øget karakterkrav skaber større ulighed, er der næppe tvivl om. For det første må det blive endnu sværere at bevare befolkningen og de mindre skoler på afstand af de større byer, når det lokale gymnasiale tilbud lukker, fordi man har ekskluderet op mod 20 procent af eleverne.

For det andet: Synes vi, at det er rimeligt, at de børn, der fødes med de dårligste kort på hånden i forhold til uddannelse, giver op fra start, hvis de ser, at forhindringen er for voldsom

Og hvad stiller man op med det lige dér i sin 8.klasse, hvor man ellers forsøger at overbevise ungerne om, at Danmark er så rigt et samfund, hvor vi aldrig giver op på muligheden for at rykke sig socialt og fagligt?

Det er skønt, at regeringen er blevet opmærksom på fortidens synder og er begyndt at rydde op i en folkeskolereform, hvor man fodrede hunden med sig egen hale, men det hjælper ikke meget, hvis det ene forfejlede forsøg på social ingeniørkunst fra oven blot erstattes af et andet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk