Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Mange børn trives ikke i skolen. Det viser flere undersøgelser. Men i stedet for at kigge dybt i undersøgelserne, bør vi kigge vores elever dybt i øjnene. Der ligger svaret. Det ved lærerne, men det gør vores øverste chef, Mattias Tesfaye, ikke.

Derfor håber jeg, at han læser med. Den ramme, vi forsøger at presse alle børn ned i, er for stram. De dårlige trivselsmålingerne er et udtryk for, at vi skal ændre rammen og hjælpe børn med at dyrke det, de er gode til, fremfor hele tiden at snakke om det, de ikke kan finde ud af.

Lige nu er det op til de voksne på Christiansborg at hjælpe dem. Men de er for langt væk fra dem. Børn har brug for voksne tæt på, som ser dem og hjælper. Vi kan ikke vente på, at regeringen kommer med nogle nye reformer. Mistrivsel skal håndteres ansigt til ansigt med mennesker, der holder af, ser og kender barnet.

Et bureaukratisk hækkeløb

Når et barn gentagne gange udviser en adfærd, der ikke passer ind i skolen og klassefællesskabet, sættes der gang i faste procedurer med møder og handleplaner. Formålet er at kortlægge, hvad der gør, at eleven ikke kan være i skolens rammer med henblik på at finde ud af, hvordan vi får eleven til at passe ind i rammen igen. Groft sagt.

Det kan føles som et bureaukratisk hækkeløb, der får selv de mest veltrænede lærere til at miste pusten. De lærere, der har elever som har svært ved at passe ind, kender ofte svarene på forhånd: Hun har brug for at komme mere ud, der er for meget larm i klassen, hvis han bare kunne få lov at bruge sine hænder noget mere og så videre.

Men det er svært at skabe plads til det med lange skoledage og et forældet faghierarki.

I stedet for at se på, hvad eleverne er gode til, og fremelske det, holdes der møder med kloge mennesker uden den nødvendige indsigt i, hvad der er på spil i klasselokalet. Det kan være spændende at få inputs udefra, men tit er løsningsforslagene ikke gangbare i en hektisk skolehverdag.

Opgør med faghierarkiet

Vi har lavet en skole, som passer til en snæver gruppe idealbørn. Samtidig med at lærerne er frataget handlerummet til at ændre på rammen for de børn, der ikke lever op til de tårnhøje forventninger.

Et idealbarn er en, der kan sidde stille i lang tid, læse uden at forstyrre, samt håndtere de mange skiftende fag, lærere og lange dage. Det er gammeldags og passer ikke til det samfund, der venter.

Folkeskolens problemer opstår, fordi vi – i misforstået godhed – forsøger at gøre alle børn ens, ved at give alle de helt samme muligheder.

Hvis vi skal lykkes med at skabe en meningsgivende skolegang for alle børn – og ikke bare idealbørnene  – må vi gøre op med faghierarkiet og give plads til, at forskellige elever kan have forskellige fag i forskellige mængder i løbet af en skoledag.

Det vil give en skole fyldt med engagerede børn og unge mennesker, fordi det, der fylder mest i deres hverdag, er noget de brænder for og er gode til.

Forestil dig, hvis du gentagne gange skulle gøre ting, du ikke kunne finde ud af på dit arbejde. Du ved, at du kan bidrage med noget andet, men det få du ikke lov til at bruge. Du vil begynde at mistrives og mon ikke, du vil begynde at se dig om efter et nyt arbejde?

Børn reagerer på samme måde. Der er bare den store forskel, at de ikke kan skifte job.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk