Debat

"Inklusion handler altså ikke om almenklasser kontra specialklasser", skriver Birte S. Maarup og Helge Maarup.

Hvem vil forholde sig til de to helt centrale spørgsmål om inklusion?

Det er helt urealistisk, at alle lærere og pædagoger kan uddannes til at tilrettelægge relevant undervisning til elever med alle former for udviklingsforstyrrelser, mener Birte S. Maarup og Helge Maarup, der tilsammen har 75 års erfaring med pædagogik og undervisning.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Inklusion handler om at føle sig som en rimelig, ligeværdig del af et fællesskab, der tilgodeser det udviklingspotentiale, som hvert enkelt barn har. Uanset om dette fællesskab er en specialklasse, en almenklasse eller noget helt tredje.

Børn med en udviklingsforstyrrelse af den ene eller anden art har brug for en særlig pædagogisk tilrettelagt hverdag og undervisning, som kan stimulere og udvikle det potentiale, de er i besiddelse af. Det er en mangefacetteret gruppe, der har brug for en mangefacetteret kommunal udviklings- og undervisningsindsats.

Inklusion handler altså ikke om almenklasser kontra specialklasser, som nogle politikere på Københavns Rådhus giver indtryk af at mene.

Opnår kun en ting

Vi afviser naturligvis ikke, at børn med en mindre grad af udviklingsforstyrrelse kan trives og lære i en almenklasse. Der skal være gode muligheder for, at alle børn kan deltage i hverdagens rutiner, aktiviteter og undervisning. Men en forestilling om at alle pædagoger og lærere skulle kunne uddannes, så de kvalificeret kan tilrettelægge relevant undervisning til alle former for udviklingsforstyrrelser er helt urealistisk.

Når man placerer et barn med særlige vanskeligheder i en almenklasse, risikerer man kun at opnå en ting: Retten til alt for få sejre og alt for mange nederlag.

Fagligt personale skal til stadighed vedligeholde og udvikle viden og kompetencer. Det gælder alle faglige områder. Ser man for eksempel på sundhedsområdet, så bygges der supersygehuse med højt specialiserede faglige miljøer, som ud over behandling indenfor de enkelte specialer løbende forsker, udvikler, rådgiver og vejleder.

Anvender man samme tankegang på det pædagogiske område, så burde der udvikles pædagogiske centre med specialer indenfor en række udviklingsforstyrrelser:

  • Et center for børn med afasi, dysfasi og andre sproglige vanskeligheder
  • Et for børn på autismespektret
  • Et for psykiske eller sensoriske vanskeligheder og så videre
  • Sådanne centre kunne også tilbyde rådgivning og vejledning til forældre, pædagoger, lærere og andre personer i børnenes netværk.

    To centrale spørgsmål

    I foråret 2024 lavede Københavns Lærerforening en undersøgelse, som viste, at et markant flertal af medlemmerne har elever, som ikke får den særlige støtte, de burde have. I næsten alle almenklasser er der en eller flere elever, der ikke trives.

    På trods af mange behjertede forsøg på at tilrettelægge undervisningen, så mangefacetterede behov kan imødekommes, så mangler alt for mange elever muligheder for at deltage i hverdagens rutiner, aktiviteter, leg og undervisning. De udfolder sig ikke kropsligt, sprogligt og kognitivt. De oplever ikke at høre til. og de bidrager ikke i fællesskabet og samler negative erfaringer med deres egen rolle.

    I de kommende måneder frem til kommunalvalget i november skal det blive interessant at følge, hvilke politikere i det københavnske B&U udvalg, der forholder sig relevant til løsningen af de to helt centrale spørgsmål:

    Hvordan kan vi hjælpe de børn, som mistrives i almenklasserne? Og hvilke specialpædagogiske undervisningsmiljøer er der brug for?

    For vi skal lytte med hjertet og tænke fagligt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk