Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Folkeskolen er den eneste af velfærdens centrale institutioner, som er nævnt direkte i Danmarks grundlov. Det siger åbenlyst noget om, hvor unik og afgørende folkeskolen og lærerne er for vores velfærdssamfund og vores børn.

Derfor er det også bekymrende, at vi i disse år er vidne til et skred, hvor den almene skole kommer under pres fra udgifter forbundet med vores ideal om en mere inkluderende skole.

Et ideal, der udgør en grundsøjle i vores velfærdssamfund, da folkeskolen blandt andet sikrer, at vi tidligt møder mennesker med andre baggrunde, kulturer og sociale betingelser end os selv. 

Problemet er bare, at økonomien over tid er blevet udhulet af flere og mere komplekse opgaver. Derfor står vi i dag med noget, der er for skrabet.

Vi har ansvar for at skabe de rigtige rammer

Antallet af børn i et specialtilbud er steget fra ca. 27.000 til ca. 34.000 siden 2016. En stigning på 26 procent. 

Det er en stigning, der kommer ud af øget og helt nødvendigt fokus på mental mistrivsel blandt vores børn og unge. Det er børn med særlige behov, der har brug for noget mere for at lykkes i folkeskolen.

For mig er det sådan, at der ikke er nogen børn, der ”koster” mere eller mindre end andre. Det, der koster, er vores idealer for en stærk folkeskole, og derfor har vi et ansvar for at skabe de rigtige rammer, der kan rumme vores drømme og idealer. I dag er det ikke tilfældet. 

Lærerflugt truer folkeskolen

Når forældre sender deres børn afsted i skole, så gør de det med (mindst) to centrale forhåbninger:

Først og fremmest, at deres børn oplever trygge og gode rammer, der giver det bedste afsæt til at vokse både menneskeligt og socialt. Og dernæst, at børnene bliver sendt videre ud i livet, med den stærkest mulige faglige ballast. Nøglen til at lykkes med begge målsætninger, er lærerne. Folkeskolens sjæl.

Derfor er det også en markant trussel mod vores folkeskole, at kun lidt mere end halvdelen af de nyuddannede lærere fra årgang 2020 i dag er ansat på en folke- eller specialskole. Samtidig er den gruppe på ca. 20 procent af lærerne, der bidrager mest til elevernes trivsel også dem med størst sandsynlighed for at forlade folkeskolen i løbet af de kommende fem år. Ser man på brugen af vikarer så er der sket en fordobling bare fra 2012 til 2022.

Det vidner om en folkeskole, der ikke fremstår som en attraktiv arbejdsplads for mange af de lærere, der udgør selve institutionens livsnerve. Det bliver vi nødt til at skubbe tilbage på. 

Nu bliver folkeskolen min vigtigste prioritet

Min vigtigste prioritet i den kommende tid vil være at komme i dialog med så mange lærere, forældre og lokalsamfundsaktører som overhovedet muligt – for at få de bedste bud på, hvordan vi arbejder sammen om udfordringerne. 

Men jeg kan allerede nu sige klart, at jeg ser en markant prioritering og et mærkbart løft af folkeskolen som helt afgørende for udviklingen af velfærden i Odense i de kommende år.

Hvis vi på den lange bane vil skubbe tilbage på de tendenser vi har set på flere af landets skoler – så bliver vi nødt til at skabe en folkeskole, der passer til tiden.

Det er min ambition i Odense. Mit løfte. Skoleløftet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk