Debat
"Inklusionen ser måske fin og rigtig ud på papiret. Men i praksis efterlader den en skole, der hverken er til at være i for børn eller voksne", skriver Mette Frederiksen.
Foto: Privatfoto
Lærer: Nej Tesfaye, inklusion er ikke noget at smile af
Undervisningsministeren taler ned til de professionelle i skolerne, når han turnerer rundt med historien om, at det går godt med inklusionen. For folkeskolen er tværtimod ved at smuldre på grund af inklusionskravene, mener Mette Frederiksen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
”Når jeg
rejser rundt i landet, så oplever jeg, at alle smiler. Både børn og voksne”.
Sådan lød
det fra undervisningsminister Mattias Tesfaye i et interview med Berlingske i forbindelse med sine besøg rundt
på landets skoler.
For det går,
ifølge ministeren, godt med inklusionen ude i de danske folkeskoler. Ja, endda
meget bedre, end folk tror, må man forstå.
Men hvorfor
smiler alle dem, du møder, hr. minister?
Det er
selvfølgelig både ærefuldt og spændende at have en minister på besøg. Og det
kan heldigvis bringe smilet frem. Men jeg har meget, meget svært ved at
forestille mig, at man rundt omkring på landets skoler smiler over inklusionen.
Det er ganske enkelt ubegribeligt, hvor han har hentet den forestilling henne. For
folkeskolen er ved at bukke under af vrangforestillinger om inklusion og
grænseløse hensyn til individet.
Med mit
kendskab til skolen og mine mange møder med lærere rundt omkring i landet
tegner der sig unægtelig et noget andet billede end det, ministeren tegner.
Lærere sygemeldes på grund af stress og øgede følelsesmæssige belastninger. Der
findes alt for mange beretninger om lærere, der forlader skolen, fordi
inklusionsopgaven er umulig at løfte.
Så nej
Mattias Tesfaye, der er ikke meget at smile af. Det forholder sig nærmest
modsat.
Smil og
stik hovedet i busken
Vi hører, at
man som ene lærer skal kunne håndtere situationer, hvor tre elever slås på
gulvet efter frikvarteret, den særligt sensitive elev græder og holder sig for
ørerne på grund af larmen, eleven med kravafvisende adfærd er på vej ud ad
døren inden timen overhovedet er begyndt, to elever slet ikke er kommet ind fra
frikvarter, en elev med angst har holdt frikvarter for sig selv og skal hentes
tilbage til klassen, to elever med autisme sidder parate til at få timens
program repeteret og delt op i mindre enheder for at kunne overskue det, en
elev taler ustyrligt grimt og personligt fornedrende til læreren, fordi hun
ikke kan håndtere at blive bedt om at sidde ned og være stille, og en elev står
klar med kritik af gårsdagens lektie, som hans forældre i hvert fald syntes var
rigtig dum og meningsløs.
Folkeskolen
er ved at smuldre indefra af inklusionskravene. Den falder helt fra hinanden,
hvis vi ikke passer alvorligt på. Derfor skal der værnes om skolens opgave, og
der skal sikres rammer, der gør det muligt overhovedet at lave skole: Altså at
undervise.
Vi kan
smile, stikke hovedet i busken og blive ved med at tale i ideelle vendinger om
”en skole for alle”. Men i praksis er det umuligt, som forholdene er lige nu,
og jeg mener ligefrem, at det er at tale ned til de professionelle i skolen,
når man foregiver, at der overhovedet er noget at smile af, når det handler om
inklusion.
For hver
eneste dag går vi rundt i en folkeskole, der mange steder bløder. Inklusionen
ser måske fin og rigtig ud på papiret. Men i praksis efterlader den en skole,
der hverken er til at være i for børn eller voksne.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk