Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Flere børn i Københavns Kommune har brug for et specialundervisningstilbud. I 2018 var antallet 4,6 procent i 2023 var antallet 5,6 procent.

Det presser økonomien til driften af de almene skoler. Derfor har kommunens Børne- og Ungdomsråd sat gang i en analyse af specialområdet. 

Formålet med analysen er kort sagt at spare på specialområdet og tilføre flere penge til de almene folkeskoler ved at arbejde for, at færre børn og unge skal i et længerevarende specialtilbud. I stedet skal flere have den nødvendige støtte på en almindelig folkeskole.

I kommissoriet til analysen bliver det blandt andet foreslået, at de inkluderende læringsmiljøer skal styrkes ved at flytte penge fra specialskolerne til de almene skoler, at børn der har gået i en almen daginstitution altid skal starte på en almen skole og at elever, der visiteres til en specialskole, som udgangspunkt skal tilbagesluses efter to år. Der er også lagt op til taksreduktioner på specialskolerne. Analysen skal afleveres inden budgetforhandlingerne i starten af juni.

Det har før vist sig ikke at være en bæredygtig løsning at finansiere den stigende andel af elever, der har behov for specialundervisning, ved at skære i budgetterne til folkeskolerne. Nu er spørgsmålet, om det er holdbart at styrke inklusionen på almenskolerne ved at spare på skoletilbuddene til byens mest sårbare børn? 

Regnearkmetoder er før gået galt

Folkeskolerne er allerede maksimalt udfordret i forhold til at løse den inklusionsopgave, de fik i 2012 med inklusionsloven. Dengang var målet, at 96 procent af børnene i folkeskolen skulle undervises i almene skoleklasser – og ligesom i Københavns specialanalyse ville man investere i inklusionen ved at spare på specialskolerne.

Det viste sig dog at være svært for skolerne at leve op til målsætningen, hvilket resulterede i, at alt for mange børn kom i klemme og ikke kunne få et skoletilbud, der passede til deres behov. Derfor blev der i 2015 nedsat en ekspertgruppe, der skulle lave et eftersyn af inklusionen.

Ekspertgruppen anbefalede blandt andet at afskaffe 96 procents-målsætningen. Inklusionsindsatsen var simpelthen gået for vidt og handlede i alt for høj grad om bundlinjen på et regneark frem for børns trivsel.

En 97-procentmålsætning i København?

Med de ovenstående erfaringer kan det derfor undre, at kommissoriet til specialanalysen i Københavns Kommune tager udgangspunkt i den norske professor i pædagogik Thomas Nordahl, som arbejder med, at kun en til tre procent af eleverne har behov et specialskoletilbud.

Det sker med klagenævnet for specialundervisnings årsrapport for 2023 som bagtæppe, hvor der er en stigning i klagesager fra 288 sager i 2022 til 344 sager i 2023, der omhandler specialundervisning i folkeskolen. Samtidig var der en stigning i sager, hvor klagenævnet var uenigt i kommunernes afgørelser vedrørende sårbare børn, der havde brug for et undervisningstilbud på en specialskole eller i en specialklasse.

Hvordan vil Københavns Kommune lykkes med en målsætning, hvor 97 procent af alle børn skal gå på en almenskole, når erfaringerne fra inklusionsloven peger i den modsatte retning?

Fokus på sårbare børns behov frem for måltal

Københavns Kommunes analyse af specialområdet er naturligvis ikke blevet til med dårlige intentioner. For selvfølgelig ønsker alle en folkeskole, der også kam rumme dem med særlige behov.

Men erfaringerne viser, at det er svært at lykkes, når incitamenterne er styret af måltal og økonomi frem for at tage udgangspunkt i det enkelte barns behov.

Lad os derfor droppe måltallene og i stedet fokusere på børnenes trivsel og sikre, deres behov bliver rettesnor for hvilket undervisningstilbud de bliver tildelt og ikke et måltal. Det har de ret til.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk