De larmer ikke som andre børn, sådan som de løber rundt i den flisebelagte skolegård. Hvin og grin er der mange af, men ordene og sætningerne mestrer mange ikke til fulde endnu - hvis overhovedet. Men sproget er netop det, der bringer de 18 kognitivt udfordrede børn og deres familier til Asgård Skole i Køge.

Mere end 100 mennesker - lige fra talepædagoger, lærere, søskende til (bedste)forældre - er taget på sommerskole sammen med børn i deres netværk med sproglige indlæringsvanskeligheder. Vejen til sproget leder gennem Karlstadmodellen, som Køge Kommune for andet år er med til at arrangere en oplysende sommerskole om i samarbejde med IAKM-foreningen (International Association for the Karlstad Model).

Modellen fokuserer på individuelle læringsstrategier, hvor der løbende bliver sat nye mål for udviklingen.  Ud over indlæring ved hjælp af leg og gentagelser, markerer den svenske model sig ved at fokusere på at inddrage hele barnets netværk i den sproglige udvikling.

Gode erfaringer

På specialskolen Ellebækskolen i Køge har de allerede førstehåndserfaring med Karlstadmodellen med gode resultater. Lise-Lott Therkildsen, der er lærer på skolen, har de sidste fire år brugt elementer fra Karlstadmodellen i sin undervisning. Hun fortæller, at det er de små detaljer, der er i fokus hos det enkelte barn - men den legende tilgang gør det nemt at inkludere flere elever, selvom de ikke nødvendigvis har brug for at lære om forholdsord. Ifølge Lise-Lott Therkildsen er det også motiverende, at modellen ikke er slavisk opbygget.

"Det er ikke et rigidt system. Man kan tage det, man kan bruge," fortæller hun.

De deltagende familier kommer fra hele Danmark, ligesom Ellebækskolen er repræsenteret med i alt syv lærere samt skolens leder, Jeanne Riise. Ifølge Lise-Lott Therkildsen har det været vigtigt for Ellebækskolen at være en del af arrangementet:

"Vi kan jo se, at det har været godt for vores børn, så vi ville gerne være med til at få mere viden til skolen."

Inklusion De har meget på hjerte, Mette Sørensen og Ellen Bjerre Jensen, der er talepædagoger i Køge Kommune. Så meget, at de konstant indskyder, afbryder og tilføjer, når de sammen skal fortælle om Karlstadmodellen. Grundtankerne bag modellen er retten til et sprog og til at deltage i samfundet. Og da "sproget er det, vi kan gøre ting med", som Mette Sørensen formulerer det, er det også forudsætningen for at være en del af demokratiet.

"Tanken bag er jo inklusion. Det gælder alle børn, der har svært ved sproget", siger Ellen Bjerre Jensen.  For talepædagogerne er det resursepild, når både børn og voksne mangler et sprog, fordi det forhindrer dem i at deltage.

"Ingen er forpligtet over evne, men alle er forpligtet til at udnytte deres potentiale," mener Mette Sørensen.

For børnene på sommerskolen er potentialet dog gemt bag en masse diagnoser, kognitive udfordringer og motoriske forhindringer, men med lidt hjælp fra talepædagogerne, frivillige og IAKM-foreningen tager alle børnene og deres familier hjem med individuelle udviklingsplaner, redskaber og ny viden, der fremover skal sikre verbale fremskridt.

Fra tegn-til-tale til tungemål "Hvem er det, der tramper på min bro?", lyder det fra en af de frivillige på gulvet i Asgård Skoles store sal. Hun sidder på gulvet med en legetøjsopsætning af "De tre bukkebruse" og læser højt fra eventyret. Ved siden af står Mette Hansen og oversætter til eventyret med tegn-til-tale - en let form for tegnsprog - mens halvcirklen af forældre og børn sidder og imiterer en, for mange af dem, helt ny type håndtegn.

For to år siden var Mette Hansen en af dem, der sad i halvcirkler og fik individuel vejledning i, hvordan hun bedst kunne støtte sin treårige datters sprogudvikling. På det tidspunkt bestod Rosas ordforråd af "hej" og "ja" samt 250 tegn-til-tale-tegn, og Mette Hansen og hendes mand gjorde sig ingen forhåbninger om, at deres datter nogensinde ville kunne ændre sin situation. Rosa er diagnosticeret med en meget sjælden kromosomfejl, der går hårdt ud over den sproglige udvikling.

Da familien deltog i den svenske udgave af sommerskolen i 2012, blev det et vendepunkt for Rosas udvikling. Mette Hansen er ikke i tvivl om, at netværkstilgangen i Karlstadmodellen har gjort den største forskel for Rosa.

"Hvor andre børn kun skal høre noget to gange, skal Rosa måske høre det 100 gange. Og når hele netværket har fokus på hendes udviklingsplan, så rykker hun sig virkelig i de seks uger, som hendes planer varer."

Kan reformen rumme Rosa? Når man ser Rosa drøne tværs over legepladsen på en mooncar med storebror Linus i hælene, er det ikke til at gætte, at hun først lærte at gå som fireårig. Ifølge hendes mor er motorikken fulgt med hendes sproglige udvikling, og hun leger i dag på lige fod med de andre børn i børnehaven. Men til næste år skal hun starte i skole, og familiens dilemma består i, om Rosa skal have den specialskoleplads, der står klar til hende - eller om inklusion i en folkeskole er vejen frem.

"Inklusion har fungeret godt for Rosa ind til nu, men vi taler meget om, om folkeskolen kan løfte den opgave lige nu. Jeg har ingen forhåbninger om et stort og rungende ja til sådan en som Rosa."

Ifølge Mette Hansen drømmer familien om det bedste fra begge verdener. Rosas fremskridt skyldes i høj grad, mener hendes mor, at hun omgås "almindelige" børn, men deres største betænkeligheder ved folkeskoleløsningen er, om der er overskud til, at lærerne bliver inkluderet i Rosas udviklingsnetværk.

"Det er super fristende ikke at tage den kamp," siger Mette Hansen, men understreger, at de ikke har givet op endnu.