Læreren står alene i klassen med inklusionsudfordringerne. Om læreren får hjælp og hvilken hjælp, bliver besluttet på et utal af møder med dem, som har forstand på specialpædagogik. Den struktur bremser vellykket inklusion, lyder de foreløbige resultater i et nyt stort forskningsprojekt, som Janne Hedegaard Hansen, ph.d. og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet, står i spidsen for.

»Der er bygget rigtig meget kvalitet op i skoler og kommuner. Man har en viden om inklusion og børns særlige behov, men det er organiseret på en måde, der gør, at kapaciteten ikke bliver til gavn for at udvikle den inkluderende skole. Vi kalder det for dekoration. Det ser supergodt ud på papiret, men det virker ikke godt nok«, siger Janne Hedegaard.

Anbefalingen lyder, at i stedet for de mange møder om enkelte elevers udfordringer skal resursepersoner ud i klassen og sammen med læreren forberede og udføre undervisningen. Janne Hedegaard kan se, at der er en tendens til, at også Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)kommer tættere på lærerne, men der er lang vej til et integreret samarbejde.

»PPR vil tættere på praksis i klasserummet, og lærerne vil have resursepersonerne tættere på, men det er svært at gennemføre, dels fordi PPR er organiseret væk fra skolen, dels fordi PPR-lederen skal have skolelederens accept for at kunne ændre noget«.

Store forskelle på PPR landet over vækker bekymring

Den svære struktur

Med den ny lov om specialundervisning fra 2012 og folkeskolereformen fra 2014 kom der en klar politisk målsætning om, at flest mulige børn skal gå i den lokale folkeskole. Men inklusionen af de elever, der tidligere kom i specialtilbud, er stadig en af de største udfordringer for lærerne. Folkeskolens redaktion har sat fokus på inklusion siden november sidste år. Flere end 150 personer har fortalt deres historie om en hverdag, hvor børn og voksne kommer i klemme i den inkluderende folkeskole. Mange lærere kan fortælle om, hvordan den forfejlede inklusion rammer dem både som slag, spark og vildfarne bøger og stole og som en ødelæggende magtesløshed, når de ikke kan rumme og udvikle den enkelte elev.

Forskerne i AppIn-projektet (Approaching Inclusion) har set en mangfoldighed af forskellige indsatser og erfaringer. Men det er lykkedes at finde tre hovedforklaringer på, hvorfor inklusionen stadig ikke fungerer i folkeskolen.

»Det er meget svært at konkludere noget, for alle gør det meget forskelligt. Der er en mangfoldighed af detaljer rundtom i kommunerne. Det gør det meget svært at skabe læring på tværs af skoler og kommuner, når alle gør det meget forskelligt«, konstaterer Janne Hedegaard. De tre hovedforklaringer er:

1. Indsatsen foregår uden for klassen.

De fleste kommuner og skoler har i hvert fald en ting til fælles. Størstedelen af indsatsen sker uden for klassen eller direkte rettet mod en specifik elev eller elevgruppe. Og læreren henvender sig først til en resurseperson som en inklusionsrådgiver, når læreren har en bekymring om en elev.

2. Samarbejdet handler om problemet.

»Det er problemet, som bliver bragt ind i samarbejdet. Dermed bliver det et meget problemorienteret samarbejde. Der bliver ikke fokus på det, som man lykkes med, men kun på problemerne. Den måde, samarbejdet er organiseret på, er uhensigtsmæssig, og det kan være med til at forklare, hvorfor al den viden og de mange kompetencer, der er på skolerne og i kommunerne, ikke bliver brugt effektivt nok«, siger Janne Hedegaard.

3. Individet er i centrum.

»Indsatsen er meget individfokuseret. Den viden, der er om undervisningssituationer eller frikvarterssituationer, hvor det går godt, bliver ikke bragt ind i samarbejdet. Dermed kan vi heller ikke lære af, hvad der gør, at dansklæreren lykkes. Fokus er på, hvornår dansklæreren ikke lykkes. Det bliver en fejlfindingskultur«, forklarer Janne Hedegaard og opfordrer til handling:

»Vi har arbejdet med det her så mange år, og mange gør et stort arbejde. Der er mange gode erfaringer med vellykket inklusion, men vi har grundlæggende organiseret vores skoler til at undervise elever uden de store udfordringer, og så længe vi bevarer skolen på den måde, så bliver vi ved med at have problemer«.

Ny lærerrolle: To fagligheder i klassen

Forskerne er endnu ikke nået til at komme med anbefalinger, men Janne Hedegaard forsker også i co-teaching og har netop besøgt skoler i Californien, hvor der co-teaches. Hun mener, at co-teaching kunne være én vej at gå i Danmark, men det er ikke enkelt at implementere - for det kræver et helt nyt tankesæt i kommuner, på skoler og blandt lærere.

»Resursepersoner og lærere skal i så fald i højere grad samarbejde i klasserummet og i forberedelsen. Lærerne har den opgave at sikre, at alle børn bliver så dygtige som muligt. De eksterne resurser har andre roller - som at støtte inklusionsindsatsen. De skal med i undervisningen, og man skal blive meget klarere på, hvad man i fællesskab skal løse, og hvad man kan byde ind med«, siger hun og understreger: »Der skal ikke være to lærere, men en lærer og en anden fagperson, som har fælles lige ansvar for undervisningen, forberedelse og for alle elevers læring«.

Hvis det stod til Janne Hedegaard var der en skolepsykolog eller anden resurseperson knyttet til det enkelte årgangsteam. Sammen kunne de vurdere, hvor resursepersonen gør størst forskel.

»Måske skulle resursepersonen ikke være med til al fælles forberedelse, men noget«, siger hun og mener, at det vil kræve stor forandring for lærerne.

»Det vil være meget anderledes for lærerne, hvis der er psykologer, tale-høre-pædagoger, speciallærere og inklusionsvejledere til stede i klassen, fordi det gør op med lærernes autonomi. Det kræver en helt anden måde at forstå sin rolle som lærer på, når læreren ikke længere er den primært ansvarlige for elevernes læring og trivsel«, siger hun og understreger, at det på samme måde udfordrer resursepersonernes rolle.

Spar på møder

Janne Hedegaard mener, at hvis man skar ned på mødeaktiviteten, ville det også frigøre resurser - måske så mange, at pengene til omstillingen ikke behøvede at koste ekstra. Men det kræver et stort mod at aktivere pengene på en helt ny måde.

»Hvis man tager de samlede resurser som PPR, inklusionsvejledere og pædagoger, der er i en kommune, og konverterede dem til timer i klassen, kunne det være interessant at se, om det ikke gik op. Der er fuldtidsansatte på skolerne og fuldtidsansatte i PPR. Det er ikke sådan, at der er to voksne i alle klasser og alle timer, men hvis skolelederen prioriterer, i hvilke klasser og timer der er behov for det, så er det muligt, at det går op. Men vi har ikke regnet på det«, siger hun.

Fagbladet Folkeskolen inviterer til gratis debatmøde om løsninger på inklusionen 

Lærerne kan ikke magte det alene

I den virkelighed, forskeren drømmer om, skal resursepersonerne ikke være konsulenter for lærerne. De skal sammen med lærerne finde ud af, hvilken opgave der skal løses, og de skal planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen sammen med lærerne.

»Nogle lærere vil nok tage imod sådan en ændring med kyshånd, mens andre ikke vil have det godt med at dele ansvaret ligeligt med en anden faggruppe«, lyder det fra Janne Hedegaard, men hun mener også, at det netop kan være det, som kan hjælpe lærerne af med den magtesløshed, der kan opstå i klasserummet.

»Jeg kan sagtens forstå, at hvis man som lærer skal løfte en opgave, der er meget anderledes end den, man tidligere har haft, så er det klart, at der sker ting, som kan føre til afmægtighed. Der har været meget fokus på, at lærerne skulle kompetenceudvikles, og der skulle undervisningsdifferentieres. Men faktum er, at lærerne ikke kan løfte den her opgave alene. De kan ikke vide alt om de enkelte elevers behov. Der bliver nødt til at komme flere ind i det klasserum«.

»I dag tager lærerne det på sig, fordi det altid har været sådan, at det er lærernes ansvar, at alle elever trives og har det godt. Lærerstanden accepterer det. Men man er nødt til at begynde at forstå nødvendigheden af, at der skal flere voksne ind i klassen«, siger Janne Hedegaard.