Har jeg fået set dem alle i dag? 

Af Sofia Dræborg Evind, Odense d. 10. februar 2019

     Hver morgen hører jeg mig selv spørge "Søren har du afleveret din telefon? ". Hver morgen bliver jeg mødt af tavshed og et stædigt rystende hoved.

Imellem os står telefonkassen som jeg om lidt låser ind i skabet og ligesom de fleste andre morgener, er Sørens telefon ikke med.  Denne farce er dagens første konfrontation. Flere vil følge. Måske om 5 min. Måske om en time. Uanset hvornår er scenen sat til endnu en dag, hvor konfrontationen bliver til diskussion om hvorvidt Søren skal følge reglerne og det ender med, at han går hjem.      Situationen med Søren ikke en enlig svale. Ud over ham har jeg en lille håndfuld drenge, der også har svært ved at indgå i fællesskabet. Utrolig søde drenge 1:1, men i samspillet med andre bliver de deres egen og kammeraternes fjende. Konsekvensen bliver skæld ud, fordi jeg ikke føler jeg kan stille andet op og det er de andre børn, der betaler prisen. De børn der opfører sig pænt og som går i gang med opgaverne, klarer sig udadtil. De der bidrager til den gode stemning, bliver mere stille. Stemningen i klassen bliver mere trykket og efterhånden mistrives flere børn, fordi de ikke bliver set.

     Rundt om katederet sidder Alma, fordi hun har brug for at se mig i øjnene. Ena sidder over for, fordi der gik dage, hvor jeg ikke nåede at høre hende. Foran mig sidder Søren og to andre elever. Uanset årsagen har børnene brug for at være tæt på og i kontakt med mig hver dag. Selvom 5 børn pt. er heldige, er der stadig 20 børn, der ikke er nær så heldige. Det er selvfølgelig langt fra alle som har brug for den tætte placering, bevares, men alle har brug for at blive set og hørt. 

Det er udfordringen!