Horsens Kommune kan med fondstildelingen i tre år tilbyde ordblinde elever at komme på camp.
Foto: Istock
Fond giver en million kroner til camps for ordblinde elever
En familiefond har givet Horsens Kommune en million kroner til nye initiativer for elever med ordblindhed. Næsten alle kender nogle med dysleksi, og der bør og skal sættes ind tidligst muligt, hedder det i motiveringen for tildelingen.
Om fonden
Familien Hede Nielsens Fond blev stiftet i 1971 ved en gave påen million kroner fra brødrene Eigil og Ove Hede Nielsen, sønner afgrundlæggeren af Hede Nielsens fabrikker, Niels Hede Nielsen, somoprindeligt startede cykelforretning i Horsens i 1906.
Fonden er almennyttig og modtager og behandler årligt op mod2.000 ansøgninger af forskellig karakter, dog primært indenforvidereuddannelse, kunst og kultur samt forskning. Visse ansøgereprioriteres lokalt, mens fondens overordnede formål er at støtteansøgere, der af formandsskabet og bestyrelsen vurderes til gavn ogfremme for Danmark generelt.
Fonden uddeler årligt fem til otte millioner kroner, herunderHN-Prisen på en million kroner. Denne pris kan ikke søges, menindstilles af formandsskabet til bestyrelsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Helt konkret vil Horsens Kommune i samarbejde med den lokale Familien Hede Nielsens Fond udbyde to slags camps til ordblinde elever over en treårig periode.
Der bliver tale om intro-camps forud for det otte uger lange kursus Fine Readers, som kommunen allerede tilbyder i dag. Campen skal forberede eleverne til kurset og gøre dem fortrolige med it-støttende undervisning og it-kompenserende værktøjer.
Derudover kommer der en årlig sommer-camp for alle ordblinde elever i 7. klasse i kommunen. Her vil der være fokus på at gøre eleverne parate til udskolingen.
Camps skal kobles til kommunens øvrige arbejde med ordblinde
Det er vigtigt, at begge former for camps bliver et led i kommunens arbejde med ordblinde elever, understreger skolechef Flemming Skaarup.
"En camp er ikke et vidundermiddel, medmindre den kobles til børnenes hverdag. Vi visiterer 32 elever om året til Fine Readers, som er et forløb for elever i 5. og 6. klasse, der trods støtte fra skolens læsevejleder fortsat har vanskeligt ved at læse og skrive. Med fondens tildeling ser vi en mulighed for at lære eleverne bedre at kende gennem en intro-camp inden det intensive otte ugers forløb", siger han.
En intro-camp giver underviserne fra Fine Readers mulighed for at sætte sig ind i den enkelte elevs problemstillinger, og hvor eleven er i forhold til at bruge kompenserende it-hjælpemidler. Samtidig kan eleverne lære hinanden at kende.
"Vi skal først til at udvikle intro-campen, men indholdet vil centrere sig om hjælpemidler og den sociale side blandt eleverne, så de oplever, at de indgår i et fællesskab, inden de begynder på Fine Readers", siger Flemming Skaarup.
Lærere klædes på til at tage imod eleverne efter sommercampen
Alle ordblinde elever fra 7. klassetrin skal kunne melde sig til den ugelang sommer-camp, der bliver oprettet med penge fra fonden. Igen er det vigtigt for kommunen, at undervisningen kommer til at hænge sammen med elevernes hverdag.
"Vi placerer formentlig campen i den første uge af skoleåret, og vi vil sikre os, at lærerne hjemme i elevernes klasser ved, hvad eleverne lærer på campen, så de kan tage godt imod dem. Lige nu går tanken på, at lærerne skal på kursus og også have tilknyttet en co-learner, som kan hjælpe lærerne med at inddrage elevens it i undervisningen, så vi kan se en praksisforandring hos lærerne", siger Flemming Skaarup.
Fonden værdsætter en motiveret kommune
Det er 45. gang, Familien Hede Nielsens Fond i Horsens støtter kulturelt, videnskabeligt, socialt og uddannelsesmæssigt arbejde med HN-prisen på en million kroner. Når valget denne gang faldt på Horsens Kommune, hænger det sammen med, at kommunen gennem flere år har givet indsatsen for ordblinde børn og unge en høj prioritering.
"Samarbejdet med en motiveret kommune er ekstremt nærliggende og oplagt, og selv om ordblinde har været prioriteret gennem flere år, er der behov for at understøtte indsatsen og overgangene til de allerede eksisterende tilbud", siger fondens formand, Henrik Hede-Nielsen.
Han kalder det glædeligt, at der sættes fokus på ordblindhed generelt.
"For mange børn og unge mistrives og føler sig udenfor fællesskabet på grund af ordblindhed, og det vil vi gerne hjælpe med at ændre på. Med en tidligere indsats kan mange udfordringer afhjælpes eller helt undgås" siger Henrik Hede-Nielsen.