Bjarne Nielsen har været medlem af bestyrelsen i Pædagogiske Psykologers Forening i sammenlagt 26 år. Efter et år som menigt medlem overtog han posten som næstformand og beklædte den i syv år. Derefter holdt han en pause for at koncentrere sig om arbejdet i hovedstyrelsen i DLF, hvorefter han vendte tilbage til skolepsykologernes forening.

I de seneste 19 år har han stået i spidsen for foreningen, men i næste uge er det slut. 74-årige Bjarne Nielsen stiller ikke op til genvalg, når foreningen holder generalforsamling på tirsdag.

"Jeg gik på pension i 2010 og havde ikke forestillet mig, at jeg skulle fortsætte som formand for foreningen i ti år. Men der har ikke været efterspørgsel på at blive min afløser, for der følger arbejde med posten. Der er noget at tage stilling til hver eneste dag, og derfor er jeg glad for, at Jette Lentz nu stiller op. Hun er gæv, voldsomt engagereret og meget arbejdsom", siger Bjarne Nielsen om bestyrelsens kandidat til formandsposten.

PPR-leder efter USA-besøg: Vi kan rykke vores støtte tættere på lærere og elever

Jette Lentz har siddet i bestyrelsen i ti år og har været næstformand siden 2019. Til daglig er hun faglig vejleder og udviklingskonsulent i PPR område indre by/Østerbro i København.

Ikke én fordel ved flertal af psykologer fra universiteter

I Bjarne Nielsens tid er der sket en markant ændring i, hvem der arbejder som psykolog i PPR.

I 1970'erne beklædte lærere, som havde uddannet sig videre, 80 procent af stillingerne. I dag tæller de kun hver tiende af de 1.200 PPR-psykologer. Resten er uddannet fra et universitet.

Det er en udvikling, Bjarne Nielsen er ked af.

"Jeg kan strengt taget ikke finde en eneste fordel ved, at så mange PPR-psykologer ikke har en lærerbaggrund. PPR har to hovedopgaver. Den ene er at udrede børn og sikre, at de får den rette undervisning. Den anden er at være med til at indrette skolen, så man undgår, at børn kommer i problemer, men det område har psykologer, som ikke kender skolens opgaver og vilkår, svært ved, fordi de kommer med en individorienteret tilgang til eleverne. Derfor fokuserer de primært på det specialiserede system", siger han.

Når skolerne opdager det, vil der ikke længere være brug for 1.200 PPR-psykologer, forudser Bjarne Nielsen.

"Der er ikke behov for så mange psykologer til at undersøge børn. Af de fire universiteter, som uddanner psykologer, lægger kun Aalborg vægt på pædagogisk psykologi, og derfor er skoler begyndt at uddanne deres egne fagpersoner til inklusionsarbejdet", siger Bjarne Nielsen.

Svært at få psykologer til at rådgive om inklusion

Efter inklusionsloven trådte i kraft i 2012, er det fra mange sider blevet fremhævet, at PPR skal være med til at udvikle skolen.

Men det er svært at få psykologer til at gå fra at udrede børn til også at rådgive lærere om, hvordan de skaber inkluderende undervisning, mener Bjarne Nielsen.

"Det er ikke kulturen ret mange steder at se på løsninger i det pædagogiske arbejde. For PPR-lederen har heller ikke længere en baggrund som lærer. Derfor gør psykologerne det, de er bedst til, nemlig at undersøge og skrive rapporter om børn. Det er uheldigt, når 15-20 procent af eleverne ikke får tilstrækkeligt udbytte af skolen".

Psykologer øver sig i at sætte læreres og elevers resurser i spil på nye måder

I de senere år er et stigende antal elever begyndt at lide af angst, depression eller skolevægring.

"Det er for en stor del almindelige børn, som man bør kunne hjælpe med co-teaching. Men cand. psych.'erne synes ikke, det er vigtigt at opholde sig på skolen, deltage i pædagogiske debatter eller medvirke til at skabe pædagogiske løsninger, og det er en af grundene til, at der ikke sættes ind med pædagogiske løsninger".

Bjarne Nielsen tørrer dog ikke hele ansvaret af på PPR.

"Mange skoler efterspørger det heller ikke. Hvis psykologer vil sætte ind pædagogisk, er det en rolle, de skal kæmpe sig til. For mange lærere har også en individorienteret tænkning, og samtidig har forældre ofte kun øje for deres eget barn. Det gør det svært for psykologer at sige, at de vil fokusere på relationerne i klassen og på, hvor struktureret undervisningen er", siger Bjarne Nielsen.

Det begyndte at gå skævt i 1987

Indtil 1987 var der centrale regler for, hvor mange psykologer med lærerbaggrund og hvor mange kliniske psykologer et skolevæsen skulle have.

Tre år senere forsvandt også kravet om, at PPR-lederen skulle være uddannet lærer. Men forandringen af PPR tog for alvor fart fra 2004. Fra da af blev der ikke uddannet flere cand. pæd. psych.'er - altså skolepsykologer med lærerbaggrund. Dem var der cirka 500 af på det tidspunkt.

PPR rykker tættere på lærerne

"Jeg kan love dig for, at vi advarede mod at nedlægge uddannelsen til cand. pæd. psych. Det gjorde både vi, DLF og KL. Vi har arbejdet på at få den genetableret lige siden, og i 2012 troede jeg, det ville lykkes på Aarhus Universitet, men det blev skudt ned af psykologerne", fortæller Bjarne Nielsen.

Kampen er dog ikke slut.

Minister ærger sig over manglende special-faglighed

"Vi kan høre, at vores nuværende minister er opmærksom på, at det ikke var det klogeste træk at nedlægge uddannelsen til cand. pæd. psych. Men uddannelsen kommer ikke tilbage af sig selv. Universiteterne har en høj grad af selvstyre, og da uddannelsen ikke vil være en guldrandet forretning for dem, skal der gribes ind politisk", siger den afgående formand.

Kandidatuddannelse kan ikke erstatte cand. pæd. psych.

I dag tilbyder DPU - Aarhus Universitet en nyere kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi, men selv om mange af de studerende har en læreruddannelse med i rygsækken, afviser Bjarne Nielsen, at denne uddannelse kan opveje tabet af uddannelsen til cand. pæd. psych..

"Hvor de universitetsuddannede cand. psych.'er interesserer sig for børn, handler kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi primært om at udvikle systemer, organisationer og grupper. Psykologuddannelsen for lærere handler både om børn og organisationer, og derfor har vi brug for den til at understøtte PPR", forklarer han.

At uddannelsen til cand.psych. i dag er alene om at levere psykologer til PPR medfører også et andet problem.

"Nyuddannede psykologer begynder ofte i PPR, fordi det er lettest at få job her. Når de efter to-tre år har fået deres autorisation, forsvinder mindst halvdelen ud i andre job. Det er vigtigt med kontinuitet i PPR's samarbejde med skolerne, men når man hele tiden skal begynde forfra, giver det hverken et stort engagement eller et længere perspektiv for indsatsen", siger Bjarne Nielsen.

Derfor er det svært at skabe faglig udvikling for alle elever

Bjarne Nielsens store engagement i PPR og folkeskolens udvikling kommer blandt andet til udtryk i en analyse, han har lavet af, hvorfor det er så svært at skabe faglig udvikling for alle elever. For 40 år siden fik 15-20 procent af eleverne ikke tilstrækkeligt udbytte af undervisningen - sådan er det stadig.

Der er en række traditionelle forklaringer på, hvorfor tallet ikke har ændret sig over årene, mener Bjarne Nielsen.

"Vi har ikke fået en femårig læreruddannelse, skolelederne bliver ikke uddannet tilstrækkeligt godt, vi savner linjefag i specialpædagogik på læreruddannelsen, vi mangler samarbejde mellem skoler og PPR, og fagligheden omkring skolen er faldet drastisk. Tidligere havde Undervisningsministeriet en direktør, som kendte folkeskolen og kunne slå i bordet, når ministeren gik for vidt, kommunerne havde en skoledirektør med læreruddannelse, og det samme havde PPR".

Skolen bør organiseres ud fra behovet hos de svageste elever

Trods nøglepersonernes lærerbaggrund forlod en stor gruppe elever også dengang skolen med ringe kundskaber.

Derfor har Bjarne Nielsen skitseret fire områder, som nøglepersonerne burde have haft fokus på, og som stadig er aktuelle.

"I de sidste mange år har de resursestærke elever sat dagsordenen for udviklingen af folkeskolen, men uanset hvor tåbeligt man indretter skolen, skal de nok lære at læse. Det gør de 15-20 procent derimod ikke, og derfor skal man indrette skolen efter deres behov for forudsigelighed og struktur", siger Bjarne Nielsen og tilføjer, at det kan man roligt gøre. For forskning viser, at de 80 procent andre også vil profitere af det.

Det er den samme tilgang, der ligger bag Nest-klasserne i Aarhus og co-teaching, hvor en lærer med specialpædagogisk viden bistår klassens almene lærer.

"De 15-20 procent findes i alle klasser. Derfor skal vi have et samspil mellem special- og almenpædagogiske kompetencer, og PPR har en opgave med at få det til at lykkes. Det bør man have fokus på i Undervisningsministeriet, blandt skoleledere og i PPR. Vi mangler ikke viden om den gode skole, men vi mangler at gennemføre den i praksis. Co-teaching er ikke gratis, men det er gratis at indrette skolen efter behovet hos de 15-20 procent. De fleste skoler er for eksempel delt op i indskoling, mellemtrin og udskoling, og det giver en masse skift, som ikke gavner disse elever. Tværtimod forstærker det problemet", siger Bjarne Nielsen.

Ikke nok med pædagogiske dage, kurser og rapporter om elever

For det andet efterlyser Bjarne Nielsen vedholdenhed.

"Det er et ledelsessvigt, at man i skolen kører fra det ene udviklingstema til det næste uden at have fokus på at få temaet implementeret i praksis. Derfor dør det ud, og så får det ikke betydning for de 15-20 procent. Det betyder også noget, at hverken skoleledere eller skolechefer bliver siddende i jobbet i 20 år. Ja, det er måske årsagen til den manglende vedholdenhed", siger Bjarne Nielsen og tilføjer, at PPR har en opgave med at sikre vedholdenhed.

Ny forskning: Hjælpen til inklusion er mest dekoration

Det tredje fokus er lærernes ageren i klasseværelserne.

"Vi ved, at lærernes ageren er afgørende for eleverne, så hvordan bakker vi lærerne op? Det er ikke nok med pædagogiske dage, kurser og rapporter om eleverne. Det ændrer ikke lærernes praksis. Vi skal arbejde med løbende dialog og sparring, for eksempel af PPR. Alle resurser skal bruges på at bakke op om lærerne".

Det fjerde og sidste punkt handler også om lærerne.

"Når stat, kommuner og skolevæsen vil noget nyt, er det afgørende at inddrage lærerne. For ellers kommer ændringerne ikke ud i klasseværelserne. Det er også gratis", siger Bjarne Nielsen og efterlyser forskning i, hvilke barrierer der forhindrer skolen i at udvikle sig, og hvordan man overvinder disse barrierer.

De 15-20 procent svageste lægger ryg til spildte resurser

Politikere, embedsmænd i Undervisningsministeriet, skoledirektører og skoleledere skal tage hånd om de fire områder, anbefaler Bjarne Nielsen.

"Ellers spilder vi i den grad resurserne, og de 15-20 procent lægger ryg til. Alene det, at man bruger tolærerordninger er resursekrævende, og vi ved fra forskning, at det ikke kommer de 15-20 procent til gavn i sig selv. I stedet skal vi bruge co-teaching, som tager udgangspunkt i disse elevers behov. Derfor er det vigtigt at stille krav om, at den anden lærer har specialpædagogiske kompetencer. Det skal ikke bare være matematiklæreren, som er med i dansktimerne, eller en pædagog og slet ikke en undervisningsassistent".

Store forskelle på PPR landet over vækker bekymring

Inklusionsloven førte til et dyk i antallet af elever, der blev henvist til specialundervisning. Nu er det stort set tilbage på samme niveau som i 2012.

Det er bekymrende, mener Bjarne Nielsen.

"Stigningen er udtryk for, at der mangler faglighed i forhold til kunne se muligheder for, hvordan man kan indrette undervisningen, så den kommer flere elever til gavn. Denne faglighed halter på alle niveauer inklusiv PPR", siger den snart forhenværende formand for Pædagogiske Psykologers Forening.