Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Cirka 13 procent af befolkningen har en intelligenskvotient, IQ, på 70 til 85, hvor 85 til 115 er det normale. Det betyder, at der i snit sidder to-tre elever i hver klasse, som har svært ved at følge med i undervisningen. Alligevel tiltrækker de sig ikke den store opmærksomhed.
"Mindre begavede børn er oftest stille elever, som ikke forstyrrer undervisningen. Derfor er det ikke dem, lærerne først bliver opmærksomme på. Men hvis ikke man hjælper børnene tilstrækkeligt, får de ikke et optimalt udbytte af skolegangen og kommer ud med så dårlige kundskaber og så ringe selvtillid, at der hverken er plads til dem i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet", siger Bjarne Nielsen, formand for Pædagogiske Psykologers Forening.
Eleverne har brug for hjælp i hele skoleforløbet
Når flere elever med særlige behov inkluderes i normalundervisningen, kommer der ikke kun flere urolige børn. Der kommer også flere stille børn med indlæringsvanskeligheder. Mange af dem tier stille, fordi de har en lavere IQ end gennemsnittet og ikke forstår de opgaver, klassen bliver stillet. Og de får ikke den hjælp, de har brug for, pointerede psykologer og neurologer i Jyllands-Posten mellem jul og nytår.
Skoler overser de mindre begavede elever
Det er på høje tid, at skolerne retter opmærksomhed mod disse elever, mener Bjarne Nielsen.
"Børn med lav IQ har både brug for omsorg og faglig hjælp. Det rækker ikke med en kort intensiv indsats. Eleverne har brug for hjælp i hele skoleforløbet, så man kan ikke slippe dem igen, men de fleste skoler vil sige, at det har de ikke råd til. Så sidder eleverne bare i klasserne og er voldsomt afhængige af, hvilken hjælp de kan få hjemmefra. Men ofte kommer de fra resursesvage hjem, så skolen er nødt til at investere i dem", siger han.
Interessen for generelle indlæringsvanskeligheder er gledet ud
Samtidig er det sket et skred siden 1970'erne, da PPR byggede på tredelingen adfærd, læsning og generelle indlæringsvanskeligheder med kurser og konsulenter på alle tre områder.
"Området adfærd er præget af stærke forældre og foreninger inden for ADHD og autisme. Forældre til børn med læsevanskeligheder råber også op, og undervisningsministeren får udviklet en test af ordblindhed. Men interessen for generelle indlæringsvanskeligheder er gledet ud, og konsulenterne er gået tabt gået tabt i takt med inklusion. Samtidig sker der ikke megen forskning på området, og ingen stærke forældre eller foreninger taler disse børns sag", siger Bjarne Nielsen.
PPR-psykologer tænder ikke på generelle indlæringsvanskeligheder
De svageste børn kommer på specialskole, og dem er handicaporganisationerne opmærksomme på, men ingen tager sig af gråzonebørnene med en IQ lige under det normale, som i stadig højere grad bliver inkluderet.
"Tidligere sad eleverne typisk i almene klasser i de første fire-fem-seks år, hvorefter de havnede i specialklasse. Det er svært i dag på grund af kravet om inklusion, så de bliver deres almene klasser. Derfor har skoler, PPR og kommuner et ansvar for at se på, hvordan børn med en lav IQ får udbytte af undervisningen, mener Bjarne Nielsen.
Elever med generelle indlæringsvanskeligheder skal have styrket de sociale kompetencer
I marts sidste år udgav han PPR-Håndbogen, og her efterlyste han et større fokus på generelle indlæringsvanskeligheder. Det har han fulgt op i den faglige debat blandt sine kolleger, men det er svært at skabe interesse for emnet.
"Færre og færre PPR-psykologer har en baggrund i skolen. To tredjedele har ikke en læreruddannelse, og jeg vil ikke udelukke, at mange af dem finder et emne som generelle indlæringsvanskeligheder uinteressant, og at det må andre tage sig af", siger Bjarne Nielsen.
Anbefaler samtaler med lærer med specialpædagogisk viden
Bjarne Nielsen anbefaler skolerne at afsætte tid af til, at en kyndig person kan tale med børnene i for eksempel tre timer om ugen, så de sammen både kan bearbejde det, der er foregået i ugens løb, og forberede eleven på, hvad der venter i den kommende uge.
"Det skal ikke bare være en pædagog eller en undervisningsassistent. Det skal være en lærer med specialpædagogiske kvalifikationer, som forstår at motivere eleven, som har realistiske forventninger til eleven ud fra elevens forudsætninger, og som har overblik over de muligheder og metoder, der kan hjælpe eleven til at få udbytte af undervisningen. Specialpædagogisk viden og erfaring er absolut afgørende. Samtidig skal det være en lærer, eleven har tillid til", understreger Bjarne Nielsen.
Lærere fra specialklasser kender målgruppen
Det vil også gavne børnene, at læreren med de specialpædagogiske kompetencer går med i undervisningen i perioder, for eksempel når klassens lærere gennemgår nyt stof.
"Ved at fokusere på elevens behov og muligheder kan man tilrettelægge et givende skoleforløb. Alternativet er, at de bare får lov at sidde i klassen, eller at man udskiller dem. Ingen af delene har børnene godt af. Børn lærer meget af at være i et stimulerende miljø, så de skal kun i specialklasse, hvis det ikke kan lade sig gøre at lave et tilstrækkeligt passende miljø for dem i almenklassen", siger Bjarne Nielsen.
Tværtimod kan man trække på lærere fra specialklasser, som har erfaring med at undervise elever med generelle indlæringsvanskeligheder.
"Lærere fra specialklasser er ikke specialister i, hvordan man underviser børn i almenklasser, men de kender målgruppen på samme måde, som blindekonsulenter kan rådgive om svagtseende elever og ved, hvilke hjælpemidler der findes. Derfor kan lærerne virke som rådgivere for lærerteamene i folkeskolen. Men det kræver planlægning at udnytte lærerne som eksperter", siger Bjarne Nielsen.
Risiko for at børnene bliver overset
Claus Hjortdal, formand for Skolelederne, er enig i, at der for tiden er meget fokus på diagnosebørnene, og at der er risiko for at overse børn, som er mindre begavede.
"Når flere inkluderes, skal vi være ekstremt opmærksomme på de børn, der er udfordret af mindre begavelse, og vi skal sikre, at de ikke forveksles med ordblinde eller dårlige læsere. Vi må ikke bare tænke 'det kommer nok', for det kommer ikke bare for disse børn", siger Claus Hjortdal til Jyllands-Posten.