Vold i skolen
”Straf og konsekvenser kan være nødvendigt nogle gange, men det der virkelig gør en forskel, er det forebyggende arbejde, og det ændrer det her udkast ikke noget ved”, siger formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.
Foto: Jesper Knudsen
DLF: Nye ordensregler løser næppe volden, men de rummer en anden god nyhed
Undervisningsministerens udkast til en ny ordensbekendtgørelse løser næppe problemerne med vold i skolerne, mener lærernes formand. Men han glæder sig dog én god nyhed.
Fredag offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet sit
foreløbige udkast til en revision af ’Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen’
også kendt som ordensbekendtgørelsen.
Lærernes formand Gordon Ørskov Madsen har læst ministeriets
udkast og er ikke ligefrem blæst bagover af begejstring.
”Det er tvivlsomt, at de her ændringer kommer til at gøre
den store forskel. Meget af det handler om, at der skal være skærpede sanktionsmuligheder
efter konflikter eller voldsomme episoder har fundet sted, men der er meget mere
brug for at sætte ind med tidligere forebyggende indsatser, så konflikterne
ikke eskalerer”, siger lærerformanden.
Han mener, at det, der for alvor kunne gøre en forskel, er
flere lærere i klasserne og flere med specialpædagogiske kompetencer.
”Straf og konsekvenser
kan være nødvendigt nogle gange, men det der virkelig gør en forskel, er det
forebyggende arbejde, og det ændrer det her udkast ikke noget ved”, siger han.
Endelig: Elever kan straffes for digital chikane
Gordon Ørskov Madsen ser dog én god nyhed i ministeriets
udkast.
Det er nemlig blevet indskærpet i vejledningen til det nye
udkast, at eleverne kan blive straffet for ”digital grænseoverskridende adfærd”
overfor andre elever og ”undervisende personale”.
”Alle
sanktioner i ordensbekendtgørelsen kan bruges ved digital grænseoverskridende
adfærd”, står der i vejledningen, som skolens parter altså har omkring to uger
til at kommentere på overfor ministeriet.
”Det er godt, at det bliver tydeligt, at
ordensbekendtgørelsen også kan blive brugt i forbindelse med digitale
krænkelser. Det er noget, som vi har peget på, fordi vi har oplevet mange tilfælde,
hvor elever optager lærere i forskellige situationer og anvender det bagefter,
eller at lærerne bliver beskrevet på en krænkende måde på sociale medier”, siger
lærernes formand.
Han ser dog gerne, at punktet bliver uddybet endnu mere i
den færdige tekst.
”Vi vil gerne have, at det også kommer til at fremgå
tydeligt af ordensbekendtgørelsen, hvilke regler der gælder for digital adfærd
på skolen. For eksempel må det gerne være beskrevet tydeligt, at man hverken må
lyd- eller videooptage uden samtykke. Det ville spare os for mange sager om
digitale krænkelser”, siger Gordon Ørskov Madsen.
Men hvad med lærernes retssikkerhed?
Der er også et andet aspekt, som formanden for Danmarks
Lærerforening gerne havde set var kommet med i udkastet til den nye ordensbekendtgørelse.
”Vi har i lang tid talt for, at lærernes retssikkerhed skal
styrkes. Lærerne kan meget nemt komme i skudlinjen, når vi griber ind i
voldsomme hændelser. Hvis vi skal skille to elever ad, der er kommet op at slås,
kan vi meget nemt få et sagsanlæg på halsen bagefter, der anklager os som lærere
for at gå for voldsomt til værks. Det er helt utåleligt og uacceptabelt”, siger
Gordon Ørskov Madsen.
For at give lærerne et større spillerum har DLF derfor agiteret
for at indføre begrebet ”fysisk guidning” i ordensbekendtgørelsen for at få
nogle tydeligere retningslinjer for, hvordan lærere må gribe ind, når der er
optræk til konflikter.
”Det er der desværre ikke noget om i ændringerne af
ordensbekendtgørelsen. Vi har fået indtryk af, at det ikke kan ændres i
bekendtgørelsen alene, men at der skal lovændringer til. Vi vil se frem til, at
de lovændringer kommer, for dem er der brug for”, siger en håbefuld lærerformand.