Alle vidste, at folketingsvalget var lige på trapperne, da Børne- og Undervisningsministeriet den 15. september lancerede en ikke-færdigudviklet version af Refud.dk – en slags regnemaskine, hvor kommuner kan beregne den økonomiske effekt af investeringer i skolen.

Hvorfor var det vigtigt at få den i luften før valget?

”Jamen, det var jo, fordi jeg var ved at dø ved tanken om, hvis den ikke nåede at komme ud, inden jeg eventuelt var færdig som minister”, erkender Pernille Rosenkrantz-Theil (S) blankt.

”Jeg satte projektet i gang, umiddelbart efter at jeg blev minister, men jeg vidste jo godt, at sådan noget tager lang tid at udvikle, så jeg kalkulerede med, at vi skulle nå det. For ellers kunne jeg risikere, at det ikke ville blive til noget. Så ja, det var utroligt kalkuleret”, fortæller ministeren, der har arbejdet med den såkaldte SØM-model på det sociale område, før hun blev minister på skoleområdet.

Maskinen er udviklet af ansatte i ministeriet, men det forskningsmæssige belæg for regnestykkerne kommer fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Refud.dk er åben for alle, men beregnet til at blive brugt, når kommunerne lægger budgetter.

Folkeskolen har afprøvet ministeriets nye skoleregnemaskine for at finde ud af, hvad den kan, og hvilke svar man får, hvis man vil tjekke op på effekten af investeringer i skolen.

Som eksempel har vi valgt at lave beregninger i en tilfældig kommune. Valget faldt på den sydsjællandske kommune Næstved Kommune.

Her lægger vi ud med at vælge at investere i, at der skal være en ekstra lærer i 80 procent af timerne i alle kommunens 2.-klasser de næste fire år. Maskinen fortæller os, at der går 673 elever i 2. klasse i Næstved, hvilket vel rundt regnet svarer til omkring 33 klasser, hvis vi forudsætter en gennemsnitlig klassestørrelse på 20-21 elever.

Men hvad det vil koste at sætte en ekstra lærer ind i 80 procent af timerne, skal man selv taste ind. Vi tager et rundt tal, for nemheds skyld – 10 mio. kr. ekstra om året.

Fordi en del af pengene først skal bruges i fremtiden, laver man en økonomisk omregning - en såkaldt diskontering - så udgiften ikke bliver 4 gange 10 mio. = 40 mio., men 'kun' 37,7 mio. kr.

Og så – trylle-rylle-rylle – regner Undervisningsministeriets regnemaskine, og så ser svaret fra Refud sådan ud:

For det utrænede øje kan det være svært at gennemskue, men svaret er et 'tillykke til Næstved Kommune', som står til at få hovedparten af de 800.000 kr., man ifølge Refud sparer på bl.a. specialundervisningskontoen de første fire år, man sætter en ekstra lærer ind i alle 2.-klasser.

Men ud af investering på 10 millioner om året, vil nogen måske mene, at gevinsten hører til i småtingsafdelingen.

Og det er der en god grund til. For embedsmændene i ministeriet og forskerne fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, er nemlig ikke blevet bedt om at regne på, hvad bedre skolegang betyder for børnenes fremtid og dermed samfundsøkonomien på den lange bane. De er alene blevet bedt om at regne på de økonomiske konsekvenser fire år frem.

Hvor pengene kommer fra i løbet af de første fire år, vender vi tilbage til.

Undervisningsministeriet åbner forskningsenhed på Københavns Universitet

Rosenkrantz-Theil: Få procenter er mange penge

Men et oplagt spørgsmål til Pernille Rosenkrantz-Theil for nu er, hvorfor maskinen kun må regne fire år frem?

”Det er jo, fordi det er de budgetoverslagsår, man arbejder med i kommunerne. Det kan godt være, at du opfatter det som få penge, men uddannelsesinvesteringer handler om så store summer, at få procent gør en kæmpe forskel”, svarer Pernille Rosenkrantz-Theil.

”At man kan finde tre-fem-ti procent ved at regne retvisende, efterlader os faktisk med nogle penge, der betyder ret meget”, siger hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil har tidligere arbejdet med SØM-modellen på socialområdet, og hun har været optaget af et prøve modellen på daginstitutions- og folkeskoleområdet, fordi det er, hvad hun kalder ”gigavelfærdsinstitutioner”.

Hvad virker for hvilke børn?

”Dem, der kan huske, hvordan det var at arbejde på en selvejende institution i perioden med omprioriteringsbidraget, hvor man skulle spare 2 procent om året, ved hvor meget det betyder. Tænk hvis man kan få 2 procent om året i stedet for at skulle spare dem”, siger hun.

Maskinen er ikke færdigudviklet endnu

I Refud er der lagt op til, at man skal kunne regne på effekten af at højne andelen af lærere med undervisningskompetence i det fag, de underviser i, at flere børn udskyder skolestarten, kommunale ordblindeindsatser, flere voksne i daginstitutionerne og flere uddannede pædagoger.

Men ind til videre er det kun to af effekterne, som regnemaskinen er klar til at på. Nemlig en ekstra lærer/en ekstra voksen i undervisningen og sænkelse af klassekvotienten.

Folkeskolen har derfor også regnet på muligheden for at sænke klassekvotienten. Så her prøver vi at nedsætte det gennemsnitlige antallet af elever i 0. og 1. klasse med to i hele Næstved.

Det giver en smule mere katjing fra kasseapparatet, da svaret nu ser sådan her ud:

Omsat til ord siger maskinen, at den samlede pris bliver 5,5 millioner over de fire år, men det offentlige får 600.000 kroner eller godt 10 procent retur i løbet af perioden.

Det lyder jo ret så lovende. Men der er umiddelbart også nogle afgørende men'er.

For maskinen tager ikke højde for den udfordring, at klassekvotienter jo ikke er sådan lige til at fastlægge i en byrådssal. Klassekvotienten afhænger som bekendt rigtig meget af, hvor mange børn i en given alder, der bor i skoledistriktet og af, om der er børn på årgangen, der skifter skole. Så det, man ofte fastsætter politisk, er klasseloftet, altså hvor mange børn, der maksimalt må være indskrevet i en klasse.

Hvad baserer maskinen beregningerne på?

Ligesom den verdensberømte pioner inden for kvantificering af effekten af skoleindsatser, John Hattie, har Vive tidligere gjort sig bemærket med en metaanalyse, der viste, at det ikke rigtig kan svare sig at sænke klassekvotienten.

Alligevel står Vive altså nu på mål for en ’regnemaskine’, der skal hjælpe kommunalpolitikerne med at få øje på gevinsten ved at reducere, hvor mange elever der sidder i klasserne.

Beregningerne baserer sig på 27 forskningsstudier fra ind- og udland, som har identificeret i alt 130 effekter.

Jo tættere på Danmark og jo nyligere, studierne er gennemført, jo mere vægter de. I forhold til en sænkelse af klassekvotienten er nogle af effekterne ikke statistisk signifikante, og nogle viser rent faktisk en negativ effekt af lavere klassekvotient.

Vive stod selv i 2016 bag et stort studie, der sammenlignede scorer i de nationale test mellem klasser med forskellige klassekvotienter, og det studie vægter meget i Refud, bekræfter seniorforsker og økonom i Vive Rune Vammen Lesner.

På de fleste klassetrin er der en svagt positiv effekt, men der er også enkelte, hvor effekten er svagt negativ, og langt fra alle er statistisk signifikante.

Nogle forskere ville mene, at de svingende resultater i højere grad er udtryk for, at de nationale test ikke er gode nok til at basere målinger på?

”De fleste forskere mener, at de nationale test er udmærket redskab, når man bruger dem på aggregerede niveauer”, siger Rune Vammen Lesner og understreger over for Folkeskolen, at modellen også indregner de negative effekter, som nogle af forskningsstudierne når frem til.

Sådan kommer investeringerne retur

Hvor er det så, at samfundet sparer penge allerede inden for de første fire år efter, at de har investeret i folkeskolen? Svaret er flere steder.

Ifølge Refud er der en lille smule at spare på udgifter til sundhedsvæsenet, til behandling af både fysisk og psykisk sygdom, som sparer udgifter i regionerne, og forældrene kan i højere grad passe deres arbejde, hvis børnene går i mindre klasser eller har to lærere. Men først og fremmest hentes besparelserne på de dyre specialklasser.

Det beregner Refud på trods af, at forskningsstudierne om klassekvotient og to-lærer-ordning kun måler en smule på trivsel og ellers mest på test- og prøveresultater, men ikke spor på penge eller specialundervisning.

Ved hjælp af såkaldt regressionsanalyse har Vive udviklet en formel ud fra sammenhængen mellem danske elevers test- og prøveresultater og hvor meget specialundervisning, de får.

Det vil med andre ord sige en logik om, at børn med høje testresultater ikke får så meget specialundervisning som børn med lavere testresultater. Lavere klassekvotient giver – siger de fleste studier - lidt højere testresultater i gennemsnit. Og dermed sparer kommunen ifølge forandringsteorien bag Refud udgifter til specialundervisning.

Rosenkrantz-Theil: "Det er logik for perlehøns"

Men den sammenhæng er der faktisk ikke nogen forskning på. Det har Folkeskolen bedt Pernille Rosenkrantz-Theil forholde sig til:

Forskningen viser ikke en direkte sammenhæng mellem lavere klassekvotient og specialundervisningsforbrug. Bliver der faktisk brug for mindre specialundervisning, hvis man optimerer almenundervisningen ved fx lavere klassekvotient eller en ekstra lærer?

”Ja, det er jeg helt overbevist om. Mange lærere og skoleledere oplever, at argumentet mod at gøre det rigtige er økonomi. Men det er min påstand, at jo mere vi investerer i det store brede almenområde, jo færre vil have brug for støtte”, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun understreger, at det ikke betyder, at ingen får brug for støtte.

”Jo flere voksne omkring børnene, der får den uddannelse, de beder om, jo mindre vil problemerne vokse sig store. Det er en banalitet, som det ikke burde være nødvendigt at sige højt. Det er logik for perlehøns, som vi nu sætter på formel og gør til et fundament for, hvordan vi laver politik og tager beslutninger”, lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.