”Det er jo ikke trafikken, der er det farligste for børn nu. Det er den her”.

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) fra Folketingets talerstol i foråret, imens hun holdt sin mobiltelefon op i luften, så det stod klart for tilhørerne, at det var dén, hun talte om.

Hos Andreas Lieberoth, der har forsket i børns brug af mobiltelefoner i over ti år, vakte udmeldingen dog væsentlig mere forundring end klarhed. For hvad er det egentlig for en fare statsministeren taler om?

Andreas Lieberoth

Andreas Lieberoth har en ph.d. i psykologi og er til daglig lektor i pædagogisk psykologi ved DPU på Aarhus Universitet. Han har skrevet utallige videnskabelige artikler om børn og unges leg, læring, sundhed og samvær i samspil med digital teknologi, og er desuden forfatter til flere bøger om emnet. 

”Man skal eddermame kaste min iPhone hårdt, før den er farligere end en Hyundai”, siger forskeren med et glimt i øjet, men bliver så mere alvorlig.

”Statsministerens udmelding er symptomatisk for, hvordan skærmdebatten foregår. Påstanden er så vag, at man ikke kan vide, hvad hun mener. Og debatten bliver unuanceret af nogle vilde udokumenterede påstande, som mange tager for gode varer”, siger han.

Problemerne er mindre problem, end vi går og tror

Men det er der heldigvis råd for. For i dag udkommer Andreas Lieberoths nye bog ”Den store skærmkamp”, hvor lektoren i pædagogisk psykologi forsøger at skille skidt fra kanel i en ifølge ham temmelig unuanceret debat om børn og unges digitale vaner.

”Det vigtigste budskab i min bog er nok, at der faktisk ikke er belæg for mange af de påstande, som vi støder på i debatten om digitale mediers påvirkning unges trivsel, og når man kigger på detaljerne i forskningen, så er problemerne faktisk mindre problem, end vi lige går og tror”, siger Andreas Lieberoth.

Han mener, at det er vigtigt at holde sig for øje. For digitale medier fylder mere i debatten om børn og unges trivsel, end der er belæg for, og dermed bruger vi tid, som vi kunne have brugt på at tale om andre faktorer, der har større indflydelse, forklarer han.

”Der er stadig en masse valg, vi skal træffe og en masse praktiske problemstillinger, som vi skal forholde os kritisk til”, understreger forskeren. 

"Som forældre og fagpersoner kan vi bare ikke altid regne med de såkaldte videnskabelige argumenter, der kommer fra skærmdebattens yderfløje, så vi er nødt til at læne os mere op ad vores egen sunde fornuft og velafprøvet pædagogisk praksis".

Meget skærmtid er ikke lig med mistrivsel

Andreas Lieberoth har gennemgået en hel del af den eksisterende forskning, der undersøger digitale mediers påvirkning af børn og unge. 

Bagerst i bogen er der en kildeliste med 182 henvisninger til forskningsartikler, bøger og artikler, og faktisk er en hel del henvisninger skåret væk i redigeringsfasen, fortæller lektoren.

Når man har tid til at sætte sig grundigt ind i forskningen, viser det sig, at resultaterne ikke er så klare og entydige, som retorikken i debatten ofte giver indtryk af, forklarer han.

”Fundene har det med at være små og meget spredte, og der er ofte ikke en tydelig sammenhæng mellem den digitale adfærd og den effekt, som man forsøger at måle på. Og forskningen tenderer ikke i retning af, at der virkelig er fare på færde”, siger Andreas Lieberoth. 

For eksempel kan han konstatere, at forskningen viser en temmelig svag sammenhæng mellem børns skærmtid og deres mentale trivsel.

”Der er masser af børn med et gennemsnitligt tidsforbrug på digitale medier, som har det strålende, og så er der også nogen, som har det dårligt med det. Så du kan ikke bare sige, at hvis du bruger meget tid på skærm, så er det dårligt for din trivsel”, siger han.

Faktisk viser analyser, at det gennemsnitlige trivselsniveau først ser ud til at falde tydeligt, hvis børns skærmforbrug enten ligger væsentligt under normalen eller kommer over 4-7 timer på en enkelt teknologi. 

”Så der er tilsyneladende en del elastik for såkaldt rimelig skærmtid”.

Digital udelukkelse slår ud på mistrivselsbarometeret

En anden videnskabelig myte, der ifølge Andreas Lieberoth trænger til at blive revideret, er iPad’ens skadelige virkning på små børn.

”Vi ved ganske enkelt ikke nok om, hvordan påvirkningen er. For vi ved endnu ikke, hvordan de små børn, vi taler om, bliver som voksne”, siger han. 

Han forklarer, at afsenderne af den slags bekymringer, desuden også har det med at sammenblande ”skader” og ”forandringer”.

“Det er jo meget sandsynligt, at man bliver dårligere til at holde på en blyant, hvis man hele tiden holder på en gamingcontroler i stedet. Men, det er jo ikke sikkert, at det viser sig at være et problem for de her børn i deres voksenliv”, siger han.

Syv ting, du måske ikke ved om skærmene i skolen

Nogle videnskabelige konklusioner, er dog mere sikre end andre.

”Digital udelukkelse, altså at man fx ikke bliver inviteret med i klassens samtaler på chatten, er en af de store kilder til, at mange børn er kede af det. Og digital mobning og følelsen af at være under pres udefra boner også ret tydeligt ud på mistrivselsbarometeret”, siger Andreas Lieberoth.

Videnskaben er med andre ord ikke dømt ude, men den skal bare ikke overfortolkes.

”Når jeg kigger ned i videnskaben, bliver det også ret tydeligt for mig, at vi som voksne har brug for at forstå, hvad der gør ondt, og hvad der kan gå galt. Men det kommer vi ikke til at forstå, hvis vi bare siger, at alle skærme og sociale medier er ondt og skal slukkes”, siger han.

Debatten har bygget på gætterier

Ud over statsministeren vil Andreas Lieberoth ikke udpege, hvilke debattører der efter hans mening forplumrer debatten om mistrivsel og digitale medier. For egentlig er der ikke noget at sige til, at det videnskabelige grundlag i debatten har været lige lovlig tyndt de seneste ti år, mener han. 

For den digitale udvikling er stadig så relativt ny, at der ikke var så meget forskning, da debatten begyndte at tage form.

”Vi har manglet forskningsviden og etablerede eksperter, der kunne sige, at de havde beskæftiget sig indgående med det her de sidste mange år. Så der har været videnshuller, som forskellige folk har forsøgt at udfylde. Det blev desværre ofte gjort uden solid viden i bagagen og med gætterier, der var baseret på virkelig gammel forskning eller den faglighed, som folk nu måtte have, uanset om de var læger, psykologer, lærere eller noget andet”, siger han.

Tesfaye inviterede hende for at blive klog på skærme: Her er hendes bedste råd

Allerede for ti år siden, da Andreas Liberoth skrev Ph.d. om, hvordan skoletilbud brugte mobiltelefoner i undervisningen, begyndte journalister og andre at ringe til ham for at blive klogere på, hvilken effekt teknologien har på børn og unge i og uden for skolen.

”Meget ofte var svaret, at det ved vi faktisk ikke noget om. Og allerede dér besluttede jeg mig for, at når viden var tyk nok, så ville jeg skrive en bog”.

Gode råd: Slap af og spørg dig selv 

Andreas Lieberoth havde egentlig tænkt, at bogen skulle have endnu mere samfundsanalyse, fortæller han. Men hans redaktør mente, at læserne havde brug for nogle konstruktive råd.

Gode tips kan være svært, når man går meget op i at være nuanceret, men forfatteren gør et forsøg. 

“For det første. Slap af. Du gør det godt nok. Der er utrolig meget konflikt og stress omkring skærme og digitale medier, så drop hver anden formanende kommentar”, lyder det første råd, der først og fremmest er henvendt til forældrene.

Lærere: Mobiltelefoner er ikke et stort problem i timerne

Andreas Lieberoth har også et råd til skolerne: 

”Start med at spørge jer selv, hvad er det for en skole, I ønsker at have, og spørg derefter, hvilken rolle spiller mobiltelefoner eller computere for det ønske. Man skal ikke starte med antagelsen om, at hvis man indfører skærmforbud eller sætter en tidsbegrænsning, så vil problemerne være løst”, siger Andreas Lieberoth.

Han råder råder også skolerne til at gøre det, de er bedst til, nemlig at lave skole.

”Der er ikke nogle eksperter, der er klogere på, hvordan man skal håndtere skærme på den enkelte skole, end skolerne selv. For skoler er forskellige. Jeg har set skoler, hvor jeg godt kan forstå, at de fjerner telefonerne helt fra undervisningen, og jeg har set skoler, hvor de valgte telefoner til, og det fungerer fint”, siger han.

Vil man alligevel gerne vide, hvilken forskning der faktisk holder, er det altså muligt at blive klogere på, ved at læse hans bog, fortæller han.