Ordblinde skal have den samme undervisning som alle andre. De skal bare have få nødvendige hjælpemidler til rådighed. Det mener Lena Utoft, læselærer og ordblind.

Da ordblindhed er delvis arveligt, er forældrene de første, der kan hjælpe et ordblindt barn.

'Det første, man må bede forældrene om, er, at de ved skoleindmeldelse fortæller, om der er ordblindhed i familien. Det er også vigtigt, at de fortæller, om der er problemer med at høre eller se eller noget med taleudviklingen. Bare ved den simple information kan man fange mange af de ordblinde', siger Lena Utoft.

En del forældre er ikke klar over, at de selv havde problemer med bogstaverne.

'Mange forældre fortrænger de oplevelser, de har haft med læsning og stavning, fordi det er traumatisk for dem. De kan ikke formidle, at de har været ordblinde. De har glemt, at de har haft store problemer', siger Lena Utoft.

Næste punkt er at give børnene en bærbar, talende computer. Problemet for mange ordblinde er, at de godt kan tænke et bestemt bogstav inde i hovedet, men når de skal skrive det med blyant, er det nogle gange et helt andet bogstav, der ender med at stå på papiret.

'Børnene skal lære at bruge tifingersystem på computeren, fordi det er lettere end at skrive i hånden. Så kan de lære at bruge blyanten senere. Der findes systemer, der er beregnet til børn. Hvis de lærer det, er de ude over nogle af de problemer og frustrationer, det giver, at 'g' og 'm' for dem er ens. Det er de, fordi de har pukler begge to', siger Lena Utoft.

Da ordblinde lærer at læse senere end andre, skal de have skolebøgerne på både bånd og bog. På den måde kan de følge med i den almindelige undervisning og få den samme viden som resten af klassen. Samtidig styrker det både læselysten og læseevnen.

'Når de har bog og bånd sammen, får de lyst til at læse teksterne under billederne. Det giver en skjult læsetræning', fortæller Lena Utoft.

De stærke sider skal styrkes

Lena Utoft mener, at ordblinde skal styrkes i de stærke sider, de har.

'Hvis en ordblind interesserer sig for teknik, skal han have alt om teknik. Det er vigtigt at styrke hans viden på de områder, han interesserer sig for, og på den måde øge hans selvværd', siger Lena Utoft.

Den specialviden vil med tiden smitte af på andre områder.

'Mange ordblinde har ikke en bred viden. De finder et smalt område, hvor de får stor viden. Hvis man som lærer bliver ved med at fylde viden på, så kommer synergieffekten, så smitter det af på den brede viden', siger hun.

Specialiseringen gælder dog kun for fritidslæsning. Samtidig skal børnene læse for at kunne modtage undervisning i skolen.

'Det er klart, at hvis klassen skal lære om Gorm den Gamle, skal den ordblinde ikke læse om Superman, men om Gorm den Gamle', siger Lena Utoft.

Hun mener, at ordblinde er i farezonen for at blive udsat for mobning, men at læreren kan gøre noget for at forhindre det.

'Det er vigtigt, at læreren formulerer for klassen, at nogle er stakåndede, når de løber, andre er ikke, nogle er langsomme til at klatre, mens andre er langsomme til at lære at læse. Det skal blive anerkendt i klassen, at vi er forskellige. Så har læreren jo også fået taget toppen af mobningen', siger Lena Utoft.

Forældrene har også deres del af ansvaret. De skal sørge for at læse med deres barn cirka et kvarter hver dag. Samtidig skal de holde styr på elevens computer.

'Forældrene skal være ansvarlige for, at eleven kan bruge sin computer. Dette gælder kun, hvis de er i stand til det. Læreren kan ikke bruge 100 år til at hjælpe eleven med at bruge computeren. Han skal jo undervise klassen', siger hun.

Læreren skal, ifølge Lena Utoft, også fungere som rådgiver. Hun mener, at ordblindes overgang fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne ofte er mere besværlig, end den behøver at være.

'Efter den ordblinde er kommet ind på en ungdomsuddannelse, bør han inden for den første måned få en samtale med rektor eller en afdelingsleder. Den ordblinde skal fortælle om problemet, og de skal i fællesskab planlægge et studieforløb, der tager hensyn til det', siger Lena Utoft.